»... han havde håbet, at myndighederne ville hjælpe og lede ham 'gennem vanskelighederne', men 'desværre repræsenterede et antal statsembedsmænd moralbegreber, der formentlig var rettet imod den sjælelige struktur af deres politisk forfulgte medmennesker', hvor det primære måtte have været, at 'emigranterne ikke fik en værdig og betrygget eksistens eller tilladelse hertil'. (...) 'utrygheden, behandlingen efter 'særlige' regler, eksistenssorger, socialpolitiske foranstaltninger og uvenligheden fra myndighedernes side' slog ham 'fuldkommen i stykker', og hans nerver kunne 'simpelthen ikke tåle de mange ydmygende oplevelser'.« Sammenskrevne uddrag fra et brev, der beskriver et forfulgt menneskes oplevelser som flygtning i Danmark. Han hed Franck og var blandt de 2.200 jødiske flygtninge, der kom til landet i 1930'erne (citeret efter Cecilie Felicia Stokholm Banke: 'Demokratiets skyggeside', 2005). Men han kunne også være muslim og være blandt de irakiske flygtninge, der har oplevet mindst lige så kynisk en behandling i disse år, og som i Brorsons Kirke kæmper en fredelig, men fortvivlet kamp for det minimum af medmenneskelighed og rimelighed, som en opholdstilladelse kunne sikre. »Mange gange værre end tamilsagen,« kalder advokat Helge Nørrung beslutningen om at tvangsdeportere de afviste irakiske asylansøgere, hvoraf en del opholder sig i Brorsons Kirke i København. Mennesker, der for fleres vedkommende er psykisk traumatiseret, tvunget i uvished i op til ti år og ofret på integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs alter i det indenrigspolitiske magtspil ved at fodre den blodtørstige tidsånd i et parti, hun sågar selv karakteriserer som »fanatiske antimuslimer«. Nørrung, der er talsmand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, har i breve beskrevet flere af de menneskelige skæbner bag flygtningene i kirken, f.eks.: »En 17-årig pige adskilles for første gang i sit liv fra sin mor og søskende under flugten via Iran til Danmark i år 2001. Året forinden fik hendes far og storebror asyl i Danmark på grund af trusler på livet, og da de samme trusler nu gik ud over moderen, måtte de alle flygte via Iran. Men den 17-årige blev bedømt til at være over 18 år og blev nægtet familiesammenføring sammen med sin mor og mindre søskende. Efter fire års lidelser alene i Iran blev pigen deporteret tilbage til Irak, hvorfra det endelig lykkedes hende at flygte til Danmark i 2006. Nu lykkeligt genforenet med familien i Danmark? Nej. Afslag på asyl. Afslag på familiesammenføring. Afslag på ophold af andre 'ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed'. Resultat: Ansøger formenes til ophold hos sin familie, men stresses rundt på forskellige asylcentre.« Hun skal smides ud. Blot en af utallige skæbnefortællinger fra Brorsons Kirke, fordi herskerne i Danmark vil tvinge et par hundred flygtede mennesker tilbage til et land, vi selv har bekriget på et historisk forløjet grundlag, og hvis børn i mange tilfælde kun kender til Danmark. Vig bort. Skrid. Hinaus. Og så henviser man til, at helt andre irakere med helt andre forudsætninger flyver til Bagdad fra Sverige, for så bliver de traumatiserede danske irakeres forhold fuldkommen ligegyldige og den forestående tvangsdeportation til usikre regioner pludselig en enkeltbillet til paradis. Til trods for kritikken fra FN's flygtningeafdeling, UNHCR, der som har fastslået, at Irak ingen reel mulighed har for at betrygge sikkerheden for de irakere, som integrationsministeren vil give sparket. Og til trods for, at UNHCR i årevis har haft observarionskontorer i Irak dér, hvor danske delegationer ikke engang selv tør rejse hen. Alligevel vasker Hornbech hænder, og integrationsministeren fralægger sig behændigt ansvaret med henvisning til Flytgningenævnet. Til trods for at Flygtningenævnet ikke er en uafhængig domstol, men derimod et administrativt organ med sekretariat under Integrationsministeriet, som ikke giver mulighed for at indbringe asylspørgsmål for rigtige domstole med reel retssikkerhedsgaranti. Og til trods for Integrationsministeriets ansvar for de humanitære og familiemæssige forhold hos de enkelte familier, som Nørrung understreger: »Og her er ministeriets ansvar uomtvisteligt, eftersom både humanitære opholdstilladelser og familiesammenføring sorterer direkte under ministeriet.« Men hvad rager det regeringen, om endnu flere afviste asylsøgere risikerer liv og lemmer som direkte følge af danske tvangsdeportationer? Hvad rager det regeringen, at nogle hundrede irakeres liv har været et helvede i årevis i Danmark, og at dette helvede erstattes med endnu mere trøstesløse udsigter i et land, som danske delegationer selv skider i bukserne over at besøge? Intet. Disse skæbner er blot endnu en ligegyldig menneskelig udgift på det blodige budget, man hjertensgerne har betalt for regeringsmagten siden 2001.