Jyllands-Posten, der ellers normalt har travlt med at fastslå, at ytringsfriheden ikke kan efterfølges af noget »men«, når det drejer sig om de famøse Muhammed-karikaturer, har i en injuriesag til gengæld insisteret eftertrykkeligt på et »men« over for en advokat, som avisens ledelse har set sig grundigt sure på. Det drejer sig om Michael Havemann, der har ført muslimernes retssag mod Jyllands-Posten i forbindelse med karikatursagen, men som blev beskyldt for at have udtalt sig injurierende, da han i en pressemeddelelse tilsyneladende stillede et retoriske spørgsmål om, hvorvidt JP-redaktørerne havde bestilt flere muhammed-tegninger, fordi de tilsendte ikke var »grove nok«. Københavns Byret frifandt imidlertid Havemann for injurier, og Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose må sige farvel til de 100.000 kroner, de havde krævet i godtgørelse. Jeg er enig i, at injurielovgivningen er helt nødvendig, men når Havemann kan fremsætte det, som JP kalder et retorisk spørgsmål i nærværende sammehæng, hænger det vel også sammen med, at noget lignende tidligere er blevet antydet. En af de 12 tegnere, som deltog i Jyllands-Postens projekt, Peder Bundgaard fortrød nemlig og følte sig misbrugt af avisen: »Jeg føler, at jeg og mine kolleger er blevet lokket i gyngen af en avis, hvis motiver har været selvhævdelse og provokation for provokationens egen skyld. Sat på spidsen ser det ud, som om jeg og mine kollegers harmløse streger er blevet brugt som gidsler for at legitimere JP's egne fastansatte tegnere, som har leveret nogle helt anderledes militante og provokerende tegninger.« (Politiken, 20.10.2005). Dermed er det nærliggende - men selvfølgelig ikke nødvendigvis sandt - at overveje, om JP's egne tegnere, der netop leverede 3 af de 4 propagandistiske versioner, enten skulle 'dækkes ind' af en række udefrakommende og mere ordinære vittighedstegninger, eller skulle tilføjes disse? Jeg tror det ikke. Men at hidse sig sådan op over spørgsmålet og kræve hele 100.000 kr. i godtgørelse virker i bedste fald som en panikreaktion af de mere absurde. Ikke mindst når man betænker, at JP kan være ualmindelig grove og insinuere de værst tænkelige motiver hos navngivne personer i deres egne lederartikler.