Undertegnede havde igår nedenstående klumme i Politiken: Dit barn er spærret inde i en kælder med en tidsindstillet bombe, der sprænger i luften om 24 timer, men du har fanget ham, der kan afsløre adressen. Vil du torturere ham, hvis det er den eneste måde at få de oplysninger, der kan redde dit barns liv? Selvfølgelig vil du det. Hvilke forældre ville ikke dét? Kants såkaldte kategoriske imperativ kommer fuldkommen til kort over for ethvert menneske i en tilspidset situation, hvor der er så stærke følelser på spil. Ingen, der kan redde sit barns liv, vil ræsonnere rationelt og handle i overensstemmelse med den tyske filosofs maksime, der siger, at du skal handle således, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som almen lov. Hvis ingen standser dig, er der næppe meget, du ikke vil gøre for at redde dit barns liv. Men kan vi oversætte problemstillingen til statslig bekæmpelse af terror? Nej. At sammenblande den enkeltes naturlige reaktionsmønster under voldsom affekt med retssamfundets fundamentale principper er uhyre farligt. Lige så naturligt det er, at forældre instinktivt er parate til at tilsidesætte alt for at redde deres børns liv, lige så nødvendigt er det, at retssamfundet hverken lader målet hellige midlet eller tillader selvtægt. Lad os derfor vende tilbage til eksemplet og antage, at det i stedet er PET, som afhører en terrorist. Han har skjult en tidsindstillet bombe, der om 24 timer vil forvandle en dansk togstation til et inferno af murbrokker og blodige lig. Hvorfor ikke lige kastrere ham og trække neglene ud med en tang for at få de oplysninger, der kan redde menneskeliv? Svaret er enkelt: Fordi situationen kun hører fiktionen til og er lige så komplet usandsynlig som den, der for eksemplets skyld indledte klummen. Pointen er, at dette fiktive scenario til gengæld er lige så effektivt som propaganda, som det er skræddersyet til at effektuere en totalitær glidebane. Og så er vi fremme ved den aktuelle debat: Det, der er bekymrende ved regeringens udmeldinger om, at PET udmærket kan anvende oplysninger fremkommet ved brug af tortur i andre lande, er naturligvis ikke de tilfælde, hvor det er uvist, hvordan vigtige oplysninger er tilvejebragt, men hvor det er indlysende eller overvejende sandsynligt, at de er et resultat af tortur. Derfor kan FN's særlige torturekspert, Manfred Nowark udtale: »Hvis en udenlandsk efterretningstjeneste videregiver oplysninger om, at en mand i Danmark er terrorist, må dansk politi gerne overvåge manden og begynde en efterforskning« (Politiken, 10.10.2007). Heri er intet odiøst – men journalistisk bliver Politikens fremlægning og overskrift derimod helt fordrejet, når det påstås, at FN »støtter brug af torturoplysninger«, fordi dette omvendt implicerer, at der ikke er tvivl om brugen af tortur. Dette er der imidlertid intet belæg for i de udtalelser, som Nowark refereres for, og derfor udtaler han dagen efter i en pressemeddelelse fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre: »Jeg må klart tage afstand fra, at jeg på nogen måde skulle støtte en generel anvendelse af torturoplysninger.« I klar modsætning til Claus Blok Thomsens fremstilling i Politiken er der således heller ingen modstrid mellem Nowarks position og det, tidligere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen kritiserer justitsminister Lene Espersen for, når han i samme avis fastslår, at et samarbejde med torturstater skal »hvile på nogle klart udtrykte præmisser« om respekt for menneskerettigheder og retssikkerhed. Når justitsministeren skøjter let og uelegant hen over denne forudsætning, har hun i værste fald selv nøjagtigt samme moralske ansvar som den mest samvittighedsløse torturbøddel. Bedre bliver det ikke af, at hun forfalder til det velkendte propaganda-eksempel om den tikkende bombe: »Justitsministeren forestiller sig en situation, hvor politiet får et tip fra en udenlandsk kilde om, at der om 14 dage springer en bombe i en dansk storby.« Som eksemplificeret indledningsvis er dette »argument« uhyre problematisk, dels fordi det spiller kynisk på almindelige menneskers reaktionsmønster under affekt frem for at fastholde retssamfundets upartiske fundament, og dels fordi det konkrete scenario befinder sig i grænselandet mellem det usandsynlige og det skinbarlige Hollywood. Det turde være selvindlysende banalt, at med fiktionens iscenesatte univers som løftestang risikerer justitsministeren ikke blot at gradbøje tortur i sådanne fortænkte og usandsynlige tilfælde, men først og fremmest at legitimere den tortur, der faktuelt udspiller sig i PET's »samarbejdende« torturstater i enhver tænkelig sammenhæng. Og det er i virkeligheden dét propaganda-niveau, der er det mest foruroligende ved justitsministerens position – man skal være ualmindelig naiv eller et gennemført manipulatorisk magtmenneske for at skride til den slags pseudo-argumentation. Reelt ER der ikke noget dilemma: Tortur kan ikke gradbøjes, punktum.