Der er en vis ræson i påstanden om, at atomvåben-oprustningen faktisk begrænsede sandsynligheden for en krig mellem USA og Sovjet Unionen, fordi et totalt atomragnarok ville bombe begge nationer og alle andre tilbage til stenalderen (i bedste fald). Men allerede på et tidligt tidspunkt under Den Kolde Krig var atomarsenalerne imidlertid vokset langt ud over den afskrækkelses-effekt, som et begrænset antal sprænghoveder i sig selv kunne tænkes at udgøre, og førte i stedet til oprustning ad infinitum. Atomvåbnenes slagkraft nåede hastigt en størrelsesorden, der kunne udløse dommedag talrige gange, hvilket selvsagt blot forøgede sandsynligheden for, at noget kunne gå galt, eller at atomvåben skulle blive spredt til flere lande. Og det er, hvad der er sket - atomkapløbet har blot involveret flere og flere stater. Ud fra samme afskrækkelses-»logik« er atomvåben nu blevet den ultimative sikkerhedsfaktor for stater, der vil gardere sig mod militære angreb fra USA, fordi truslen om blot en enkelt eller få atombomber, der kunne ramme USA (eller mere realistisk en af USA's allierede), i så fald kan forhøje de eksisterende risici ved amerikanske militæroperationer i voldsom grad. I lyset heraf - og i betragtning af Mellemøstens eksisterende atommagt, Israel - er det såre forståligt og såre logisk, at Iran utvivlsomt spekulerer i at udvikle atomvåben, uanset hvad den officielle politik hævder. Og såre farligt. Jeg er imidlertid et langt stykke hen ad vejen enig med dem, der mener, at den ensidige fokus på Iran, der undlader at inddrage spørgsmålet om atommagten Israel, fortegner problemstillingen. Faktisk har FN's Sikkerhedsråd forpligtet verdenssamfundet til at gøre Mellemøsten til en masseødelæggelsesvåben-fri zone (Resolution nr. 687/1991), hvilket behændigt glemmes under presset på Iran (der ifølge chefen for Det Internationale Atomenergiagentur, Mohamed Elbaradei, endnu mangler mindst 3-8 års udviklingsproces for at kunne udvikle atomvåben). Det korte af det lange er, at en holdbar løsning for Mellemøsten er nødt til at inddrage alle stater og i det mindste tilstræbe fælles spilleregler, også hvad angår masseødelæggelsesvåben. Alligevel er der ingen grund til at underbetone, at trusselsscenariet er af en anden karakter, hvis Iran får atomvåben, end det er nu, hvor Israel allerede har dem. At det iranske system er ustabilt og i flere henseender totalitært, er ikke den primære grund, for skønt Israel er en mindre menneskeretskrænker end Iran, er landet bestemt ikke den mest utotalitære medspiller på scenen, når vi betragter den israelske fremfærd i de besatte områder. Men det, der gør Iran særlig problematisk - og som allerede er en potentiel fare i Pakistan - er risikoen for, at islamistiske apokalyptikere får udslagsgivende kontrol over atomvåben. Her træder ganske enkelt nogle andre parametre i værk, fordi et atomragnarok ikke i sig selv er afskrækkende for overbeviste troende, der er sikre på, at dommedag alligevel er Guds plan, og at en sådan fører til ubeskrivelig paradisisk idyl for de rette troende. Det turde sige sig selv, at aftrækkerfingeren desværre sidder løsere på »den røde atom-knap« hos den, der imødeser forløsningen af Guds dommedag med en ganske anden rolig forventningsglæde, end hos den, for hvem atomkrig først og sidst er en global tragedie, der betyder en hel eller delvis udslettelse af menneskeheden, og for hvem atomarsenalets funktion er afskrækkelse (hvad man så ellers måtte mene om rimeligheden af en sådan politik). Derfor er der grund til at være mere bekymret over Pakistans atomvåben end Israels - og over udsigten til eventuelle atomvåben i Iran - men Israels atomvåben er og bliver en del af problemet i det intrikate spil om masseødelæggelsesvåbnene i Mellemøsten. Desværre er dette dog også med til at tydeliggøre, hvorfor USAs atomarsenal bestemt heller ikke er betryggende. Ét er naturligvis slagstyrkens effekt i sig selv og risikoen for, at et eller flere atomvåben udløses ved en fejl, men igen er det nødvendigt også at se på ideologien bag den eller dem, der så at sige har fingeren på knappen. Ronald Reagan var overbevist om, at Dommedag meget vel kunne indtræffe i hans egen tid som præsident, og som højrefløjskristen apokalyptiker ville dette scenario være forstadiet for Kristi genkomst - og dermed Guds endegyldige plan. I dag spiller den apokalyptiske protetantiske højre i USA en endnu mere fremtrædende politisk rolle end under Reagan, og her taler vi om millioner af troende amerikanere, der tror på en apokalyptisk drejebog, der nødvendiggør dommedag. Intet mindre. Religion i dét gear er ikke til at spøge med. USA's atomvåbenarsenal er der desværre ikke meget, vi kan stille op over for længere - men der er bestemt ingen grund til også at lukke Iran ind i »klubben«. Det betyder ikke, at der ikke skal tilstræbes en løsning, der lever op til FN's resolutioner (også 678/1991), men det betyder, at det også af denne grund er nødvendigt at opretholde et politisk pres på Iran for at sikre, at atomteknologien ikke anvendes militært.