Den rå rydning af Brorsons Kirke, hvor små børn blev vidner til deres fædres og brødres voldsomme afhentning af betjente med visir og knipler, og hvor fredelige demonstranter fik bøllebank af kampklædte betjente, var en uhyggelig opvisning i magtmisbrug. Forberedt, iscenesat og motiveret af brutaliseringens fortalere, Dansk Folkeparti, Birthe Rønn Hornbech, Lene Espersen og Bent Falbert m.fl., er store dele af den danske befolkning blevet vænnet til at se koldt og apatisk til, så længe det rammer mennesker med 'forkert' hudfarve og oprindelse. Værst af alle er og bliver dog Helle Thorning-Schmidt, der kunne have samlet oppositionen og talt medmenneskelighedens, retfærdighedens og rettens sag, men i stedet viste sig nøjagtig lige så iskold i røven over for statens magtmisbrug og myndighedernes skalten og valten med menneskeskæbner som Pia Kjærsgaard. I det mindste har brutaliteten mødt protester med en sjælden set ihærdighed i en tid, hvor de fleste er blevet apatisk accepterende over for Kjærsgaards regeren – her følger et lille udpluk med korte uddrag til yderligere inspiration ... Tidligere indenrigsminister, Birte Weiss (S) bryder en lang tavshed i et debatindlæg, hvor hun går i rette med Thorning-Schmidts populistiske mytemageri om 1990’ernes udlændingepolitik.