Venstres Søren Pind har ret i sin kritik af den socialdemokratiske boligordfører Bjarne Laustsen, der i en pressemeddelelse bedyrede, at statsminister Anders Fogh Rasmussen løj om antallet af alment boligbyggeri i tv-duellen med Helle Thorning-Schmidt. Det var en meget uheldig, meget besynderlig og meget forkert socialdemokratisk pressemeddelelse, som i virkeligheden kun er med til at udstille Foghs træfsikkerhed på området i forhold til Thorning-Schmidts blottelse. Hvor statsministeren hævdede, at der i gennemsnit var bygget 10.000 almene boliger i hans regeringstid, var det korrekte tal tilsyneladende et gennemsnit på 7.912 almene boliger (om end med et dyk på vej i 2007). Til gengæld svarede Thorning-Schmidt på spørgsmålet om, hvor mange boliger hun mente, der var bygget: »Jeg tror ikke, der er bygget nogen som helst.« Altså ikke én eneste. Dét havde socialdemokraterne nok været bedst tjent med at se gå i glemmebogen, men i stedet udsender man en pressemeddelelse, der beskylder Fogh for at lyve, fordi han har overdrevet et gennemsnitstal. En overdrivelse, der ret beset er ganske ubetydelig - ingen kan vel klandre en politiker for ikke at have ethvert samfundstal præcist i hovedet, så længe skønnet er på niveau med virkeligheden. Og det var det. Nu fik Søren Pind i stedet en oplagt mulighed for at sætte et træffende modangreb ind. Noget andet er så, at hele boksekamps-retorikken og sportsmetaforikken, der omgærder duellerne mellem Fogh og Thorning-Schmidt er helt ude i tovene (for nu alligevel at blive i samme billedsprog, som jeg også har underlagt mig lidt i det foregående). Hvem »vandt«? Var det en klar »sejr«? »Uafgjort«? Men kan man sige dét objektivt - og betyder det noget? Ja, det betyder noget, hvad folk føler om, hvem der vandt - men medie-sporten er i sig selv alt andet end objektiv. Det ville f.eks. være utænkeligt at kåre en politiker som »vinder«, uanset om vedkommende så var argumentativt 200 gange stærkere end sin opponent, men argumenterede for kontroversielle synspunkter, som et flertal af vælgerne var uenige i. Det er ikke argumentation og vision, der vurderes, men »form« og »udstråling«. »Dommernes« afgørelse af, hvem der vandt, siger blot noget om konsensus-politikkens forskelsløse detaljer og kejserens skæg, og derfor bliver noget så ligegyldigt, som hvem der på stedet kunne huske ét tilfældigt ud af titusind samfundsrelevante tal mest korrekt, til noget altafgørende på bekostning af en debat om visioner. Selvfølgelig er det fatalt at basere en argumentationskæde på et helt forkert tal, men at Fogh og Thorning-Schmidt begge selv spiller med på, at det er den slags, der gøres til det afgørende i »duellen«, og som derved kan afgøre »domsafsigelsen«, fortæller ikke så lidt om, hvor diminutive og perifere forskellene er på de fremmeste statsministerkandidaters faktuelle politiske holdninger.