I et opsigtsvækkende interview med det islam-fjendtlige Trykkefrihedsselskabets online-magasin, Sappho, undrer Pia Kjærsgaard sig over, at unge indvandrere frygter hendes parti. Hun beretter her om mødet med en indvandrer-pige i valgkampen: »I lørdags kom en rigtig sød pige hen til mig. Jeg kunne se på hende, at hun var sød. Hun kom hen og sagde: Må jeg godt høre: Hvis I nu kommer i regering en dag, skal jeg så smides ud af landet? Jeg tænkte: Hold op. Det er godt nok svært, det her. Det er der nogen, der har bildt dem ind, og det er lodret forkert. Selvfølgelig er det det.« Er det virkelig så odiøst, at pigen frygter for at kunne blive i Danmark, som Kjærsgaard her giver udtryk for? Naturligvis ikke - i det mindste ikke, hvis hun er muslim. Mogens Camre (MEP for DF): »Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo i muslimland – og det er ikke her.« (Årsmødetale til Dansk Folkepartis landsmøde, 19.9.2004). Vagn Eriksen (byrådskandidat for DF i 2005, folketingskandidat i 2001): »Alle muslimer skal smides ud af Danmark.« (Dansk Folkepartis årsmøde, 16.9.2001; citeret efter Jyllands-Posten, 17.9.2001). Ib Krog Hansen (næstformand i DF-Ringsted i 2004): »Alle muslimerne skal ud af Danmark.« (Dansk Folkepartis årsmøde, 16.9.2001; citeret efter Jyllands-Posten, 17.9.2001). Søren Krarup (MF for DF): »Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa.« (B.T., 23.3.2002). Næppe uforståeligt, at en ung indvandrer kan få det indtryk, at man derfor skal gøre mod enhver, der bekender sig til islam, som man gør mod smittebærere, når Krarup (og Langballe) ligefrem kalder islam for »pest« eller sammenligner islam med nazisme. Eksemplerne på dæmoniserende fremstillinger af islam og muslimer er naturligvis legio - læs f.eks.: Dansk Folkepartis retorik Og her om Søren Espersen, der nægter at skelne mellem islam og islamisme: Dansk Folkeparti radikaliserer partiets anti-muslimske strategi Måske heller ikke mærkeligt, at en ung indvandrerpige kan få det indtryk, at Dansk Folkeparti vil smide muslimer ud af landet, når partiets ungdomsorganisation de facto vil umuliggøre det for praktiserende muslimer at leve i Danmark. I ugebreve fra DFU hedder det, at omskæringer af både piger og drenge skal »rives op med rode« (DFU-ugebrev, 18.10.2005), og at Danmark skal gå »i en stor bue uden om flygtninge af muslimsk æt,« når kvoteflygtninge skal fordeles (DFU-ugebrev, 15.11.2004). Af de politiske programmer fremgår det, at DFU ønsker »et forbud mod det islamiske tørklæde og dets mange afarter«; at man ikke alene vil forbyde rituel slagtning (både schæchtning og halalslagtning), men også enhver import af kød, som er slagtet på denne vis, og at man vil forbyde stormoskeer og islamiske gravpladser. Konsekvensen er, at ingen muslim (eller jøde, for den sags skyld) – i det mindste ikke en, som definerer sig selv som praktiserende troende – på nogen måde kan opretholde en tilværelse i Danmark på sådanne vilkår. Kort sagt: Forbyd muslimer at være praktiserende muslimer og jøder at være praktiserende jøder. Forbuddet mod halalslagtning og schæchtning, kombineret med et forbud mod import af kød, der er slagtet på denne vis, betyder, nemlig, at praktiserende troende slet ikke kan bo i Danmark – i det mindste ikke uden at bryde loven dagligt. Pia Kjærsgaards uskyldige forargelse over, at en sød pige med indvandrerbaggrund kan få den tanke, at partiet kunne finde på at smide hende ud af ladet, er med andre ord politisk fortrængning eller spil for galleriet. Kjærsgaards ungdomsorganisation og flere af de både større og mindre fisk blandt partiets politikere har gentagne gange udtrykt sig på en måde, der kun kan forstås derhen, at alle - eller i hvert fald overordentlig mange - muslimer de facto risikerer at blive smidt ud af landet. Ærligt havde det været, hvis Kjærsgaard havde sagt i interviewet, at hun skam godt forstod, at unge indvandrere kunne frygte at blive smidt ud, og at de »nogen, der har bildt dem ind«, at dette er tilfældet, hvis Dansk Folkeparti sidder i regering, primært er centrale politikere i Dansk Folkeparti. I samme interview siger Kjærsgaard, at hun er rigtig glad for børn og f.eks. slet ikke har noget imod adoptivbørn - og hvorfor skulle hun da også det? Jeg er overbevist om, at Kjærsgaard både er rar og omsorgsfuld over for børn, og at hun som alle andre generelt ønsker det bedste for sine medmennesker. Alligevel er det pudsigt, når hun fortæller følgende: »Ved I hvad der går mig allermest på? Det er hvis jeg kommer gående i et supermarked eller et andet sted. Og så kommer der nogle forældre med nogle pragtfulde, søde, dejlige adoptivbørn, som er kulsorte. Og så føler jeg mig helt overbevist om, at når de ser mig, så tænker de: Nå, hun har nok noget imod vores børn. Og jeg er utrolig glad for børn. Jeg kan slet ikke lade være med at kysse børn. Det går mig på. Jeg ved jo ikke, om den danske familie tænker sådan. Men alene det, at jeg kan få den tanke, irriterer mig ud over alle grænser.« Ja - men mod hvem skal hun rette sin irritation? Hvordan mon det er kommet dertil? Altså at Kjærsgaard selv kan få den tanke, at forældre med adoptivbørn tænker, at hun har noget imod deres børn? Det har de ingen som helst rationel grund til, og der er intet i Kjærsgaards beretning, der siger, at forældrene har givet udtryk herfor - kun at den tanke ligger Kjærsgaard selv snublende nær. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at nogen tror, at Kjærsgaard eller Dansk Folkeparti bedømmer mennesker på deres hudfarve - noget sådant er ingenlunde tilfældet. Nej, det er kulturbaggrunden, der er suspekt for Kjærsgaard & Co., hvis den ikke lige er kristen - og især hvis den er muslimsk. Med Dansk Folkepartis evindelige mistænkeliggørelse af islam, som ofte uden videre identificeres med islamisme og nazisme, er det desværre ganske naturligt, at en ung muslimsk indvandrerpige frygter, at hun skal smides ud af landet, hvis Kjærsgaard nogen sinde skulle komme i regering og få udslagsgivende indflydelse. Skal Kjærsgaard fjerne denne frygt, er det derfor selvfølgelig Dansk Folkepartis og DFU's retorik og politik, hun skal ændre markant.