De samme billeder af irakere, der jubler over nedskydningen af en dansk, pansret mandskabsvogn er med vanlig ensretning gået alle hjemlige medier rundt, så vi behørigt kan deltage i forundringen og forargelsen over, hvordan disse mennesker dog kan glæde sig over en dansk soldats død. Det er »psykologisk krigsførsel«, siger oberst Henrik Sommer, der er chef for operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando. Svaret er i virkeligheden langt mere enkelt: Mange irakere betragter med god ret danske, britiske og amerikanske soldater som en besættelsesmagt og så gerne, at tropperne forlod deres land hurtigst muligt. Det er derfor, de jubler, når besættelsesmagtens køretøjer og soldater bliver ramt. Ret meget længere er den ikke. Det er sandsynligvis spontant og har højst sekundært noget med »psykologisk krigsførsel« at gøre - hvis der er et kamerahold til stede kan man jo vise alverdens tv-seere (og dermed besættelsesmagten), at man har slået igen med succes. Det skal naturligvis ses på baggrund af den kendsgerning, at besættelsesmagten er så uønsket, at flere og flere irakere sågar foretrækker diktaturet under Saddam Hussein. Mere utvetydigt kan amerikanernes (og briternes og danskernes) politiske og militære fiasko i Irak ikke udtrykkes. Ifølge en rapport fra amerikanske forskere, der blev offentliggjort i det britiske tidsskrift The Lancet i 2006, er ca. 650.000 irakere blevet dræbt siden den amerikansk-ledede invasion og besættelse af Irak. Nogle anslår lavere tal, andre højere, men om det er 100.000 eller en million er i alle tilfælde vanvid. Det hverken kan eller skal forklejne tabet af eller sorgen over ét eneste menneskeliv i øvrigt, hvad enten det er en iraker eller dansker - men det sætter tingene i perspektiv. I ethvert land, der er besat i en årrække og kastet ud i en brutal borgerkrig af en uønsket besættelsesmagt med stribevis af tortur-skandaler på samvittigheden og sekshundredeoghalvtredstusind døde, vil der naturligvis være mennesker, som jubler ekstatisk, når de får ram på besættelsesmagten. I krig glæder man sig over fjendens nederlag og begræder sine egne tab, sådan er dét - det er ikke noget særskilt irakisk fænomen eller nogen udspekuleret psykologisk krigsførsel. Da den amerikanske præsident, Harry S. Truman proklamerede, at atombomben over Hiroshima var »en overvældende succes«, brød de nærmeste officerer ud i spontan jubel (jf. Time, 31.12.1945). Jeg giver andre eksempler herpå i min bog, Terrormyten og det amerikanske imperium (2003):