Søren Pind er meget forarget over udsigten til, at Dansk Folkeparti kunne finde på at stemme sammen med Socialdemokraterne for at sikre lønstigninger til de offentligt ansatte. Det kunne man jo godt forstå, hvis det kun var det principielle i den politiske substans, som han bekymrede sig om - nemlig hvis det alene var spørgsmålet om at gribe ind i aftalesystemet, han kritiserede ud fra sit liberalistiske ståsted. Det kan man så være enig i eller ej. Men Pinds forargelse går også på det forhold, hvordan Dansk Folkeparti dog overhovedet kunne drømme om at stemme imod regeringen (gisp) - og hvordan oppositionen dog kunne drømme om at stemme sammen med Dansk Folkeparti: »Nu vil DF så også ind og lege alternative flertal med oppositionen. De selvsamme partier, der råbte og skreg om, at det var usmageligt at anvende DFs stemmer, har taget imod med kyshånd... Man mærker kvalmen.« Pinds pointe er, at oppositionen igen og igen har kritiseret regeringen for parløbet med Dansk Folkeparti - men sagen er jo den indlysende, at det handler om, HVAD man samarbejder om. Hvis Dansk Folkeparti i morgen skulle foreslå at afskaffe starthjælpen, skulle oppositionen så stemme imod, fordi forslaget kom fra Dansk Folkeparti? Naturligvis ikke. Nu er det af oplagte grunde ikke særlig sandsynligt, at Dansk Folkeparti skulle foreslå noget sådant - men pointen den simple, at hvis oppositionen kan fremme sociale forbedringer sammen med Dansk Folkeparti, så invaliderer dette ingenlunde den principielle afstandtagen fra Dansk Folkeparti på andre områder. Men Pind afslører tillige en indgroet magtfuldkommenhed, når han endog lægger op til at obstruere et eventuelt folketingsflertal mod regeringen: »Grundloven levner heldigvis også regeringen magtmidler i denne sammenhæng. Magtmidler, 80er-regeringerne ikke turde anvende. F.eks. en generel veto-ret mod al lovgivning, regeringen ikke er enig i. Forfatningsretligt er det enkelt: Både regering og folketing er en del af den lovgivende magt. Lovforslag kan kun blive til ved enighed de to parter imellem. Underskriver en minister ikke lovforslag, bliver de ikke til lov. (...) Lad os ikke håbe det kommer så vidt. Mens vi væmmes over den dunst, der omgærder oppositionens kvalmefremkaldende hykleri«. Regeringen har i seks år deponeret integrations- og asylpolitikken hos Dansk Folkeparti, hvis retorik over for indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed hører til den mest propagandistiske overhovedet i det etablerede politiske system i Vesten, og hvis kynisme over for asylsøgere har forpestet traumatiserede menneskers tilværelse i grotesk og umenneskeligt omfang. Dét er Dansk Folkepartis aftryk på regeringens politik - og dét sammenligner Søren Pind nu med, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan finde på at stemme sammen for at give offentligt ansatte mere i løn?!