Af de 12 Muhammedkarikaturer, som Jyllands-Posten offentliggjorde den 30. september 2005, var Kurt Westergaards en af de mest utilslørede udtryk for antimuslimsk hån spot og latterliggørelse. Lad os lige rekapitulere dens budskab: Profeten Muhammed blev fremstillet som en dæmoniseret Khomeini-agtig skikkelse, og bomben var påskrevet selve den islamiske trosbekendelse (den absolutte minimumsfællesnævner for dét overhovedet at være muslim) og signalerer dermed, at netop hver eneste muslim udgør en terrortrussel - at 1,5 milliarder mennesker med andre ord BEKENDER sig til den grusomhed og terror, som repræsenteres ved bomben. Den har ikke gavnet ytringsfriheden, men kun konfrontationspolitikken, og den har aldrig været (og er ikke blevet) et frihedssymbol, men derimod et symbol på had: Den antimuslimske yderfløjs had til islam og muslimer i bred almindelighed og det islamistiske had til Vesten og vesterlændinge i bred almindelighed. Villy Søvndal og Holger K. Nielsen havde ret, da de i en fælleskronik i marts 2006 skrev, at skadevirkningerne af JP-karikaturerne »i al deres lige dele stupiditet og ondskabsfuldhed« vil »kaste mørke skygger over Danmark« i årevis, og at terrortruslen som følge af JP's provokation er »markant øget«. Det var før Søvndal fandt det politisk opportunt at vende 180 grader på en tallerken - igen (læs: Blev Villy Søvndal klogere på karikaturkrisen?). Karikatur-aktionens ærinde - og Westergaards karikatur i særdeleshed - er blevet terroristernes trumfkort. Langt langt mere end den berømte og berygtede jægerbog har denne karikatur forøget terrortruslen mod danske institutioner og danskere. Et eventuelt terrorangreb i Danmark på denne baggrund ville ganske afgjort ikke være hverken Westergaards eller Jyllands-Postens SKYLD - skylden bærer alene de afstumpede terrorister, som reagerer på tryksværte med kravet om blod. Men at overreaktioner mod karikaturen er så potentielt blodige og groteske, som tilfældet er, ændrer ikke ved det faktum, at der er tale om en forkastelig propagandakarikatur (læs: Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer). Alligevel er karikaturen blevet genoptrykt og genoptrykt og genoptrykt i danske medier. Af nogle, fordi det havde nyhedsjournalistisk relevans at illustrere en journalistisk historie, af andre for at demonstrere ytringsfriheden eller håneretten. Men nu er det måske endelig ved at være slut med automatpiloten i denne sammenhæng, hvor Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende for første gang alle har valgt ikke at genoptrykke den, trods det formodede terrorkomplot mod JP, planlagt fra Chicago. I TV2 News-programmet Presselogen sagde Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen lige ud, at Westergaards karikatur er [*] et »hadsymbol«, og Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen erkendte det indlysende, at det ikke var i modstrid med ytringsfriheden at undlade at bringe karikaturen. Dermed synes - langt om længe - hele pseudodiskussionen om, at kritikere og modstandere af Jyllands-Postens karikaturaktion skulle være modstandere af ytringsfrihed - at være endegyldigt død. Lad mig derfor gentage, hvad jeg skrev for et års tid siden om samme problemstilling: