I oktober 2006 politianmeldte 66 borgere otte ledende politikere fra Dansk Folkeparti for overtrædelse af racismeparagraffen. Bag anmeldelsen står bl.a. jurister, forfattere, professorer, læger, præster og arbejdsløse m.fl., og der er både kristne, muslimer og ateister iblandt. Anmeldelsen har bl.a. ført til en diskussion om ytringsfrihed - kan det virkelig være rigtigt, at der er ytringer, som kan kriminaliseres, som det f.eks. sker med racismeparagraffen? Ser vi bort fra de talrige andre områder, hvor ytringer kriminaliseres i dansk lovgivning, er det naturligvis en interessant diskussion, og der er vigtige argumenter for og imod racismeparagraffen og dens udformning - men som det fremgår af erklæringen bag anmeldelsen, er afsættet herfor nu engang det forhold, at loven er der. Racismeparagraffen er nemlig en udløber af Danmarks forpligtelser i forhold til FN's racismekonvention, og derfor kan den ikke afskaffes uden problemer med FN - og så længe racismeparagraffen er en del af dansk lovgivning, er det selvsagt afgørende, at anklagemyndigheden ikke opererer med politiske dobbeltstandarder, der uden om både domstolene og politikerne sætter den helt eller delvist ud af kraft. Det har jeg præciseret i en pressemeddelelse i forbindelse med den aktuelle diskussion herom: »Men skal paragraffen afskaffes i modstrid med Danmarks FN-forpligtelser, skal det ske åbent og af politikerne, ikke af anklagemyndigheden. Det kræver en reel politisk diskussion af konsekvenserne af den type dehumaniserende propaganda, som først og fremmest Dansk Folkeparti ofte gør brug af herhjemme, og som andre steder i verden har lagt hele befolkningsgrupper for had og ført til dramatisk etnisk eksklusion og en brutalisering af sammehængskraften.« Baggrunden for anmeldelsen er dels, at der netop er ledende politikere i Dansk Folkeparti, som igen og er på kant med paragraffen, men at anklagemyndigheden de seneste 3-4 år næsten konsekvent afviser at rejse tiltale, hvorved sådanne politikere får en særstatus, der på dette punkt hæver dem over loven; og dels, at der i øvrigt består stor lemfældighed i forhold til, hvornår der rejses tiltale mod andre. Paragraffen lyder: Straffelovens § 266 b: »Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Stk. 2: Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.«
Politiadvokat Michael Jørgensen og statsadvokat Karsten Hjorth har i uskøn samdrægtighed gang på gang de facto afskaffet paragraffen. Eksempelvis afviste politiadvokaten at lade domstolene vurdere dette udsagn fra daværende byrådsmedlem for Århus Mod Moskeen og tidl. næstformand i Dansk Folkeparti-Århus, Per Hovgaard: »Får vi en stormoské, tiltrækker den muslimer i massevis som en magnet. Og så er jeg sikker på, at imamer vil præke deres budskab: Gå ud og dræb de vantro. Det står jo i Koranen, at de skal. Og vi ved, at troende muslimer vil rende og hoppe på dette lands love. (...) I sådan en moské vil der blive præket had til os danskere. Og den dag, de er mange nok, vil de simpelt hen udrydde os.« (Ekstra Bladet, 13.10.2005). Om man bryder sig om racismeparagraffen eller ej, er det absurd at hævde, at Hovgaard ikke »forhåner« eller »nedværdiger« en specifik »gruppe af personer« på grund af deres tro - hvilket i givet fald er en overtrædelse af § 266 b. Det er ydermere i klar kontrast til rigsadvokatens forsøg på at retsforfølge MEP Mogens Camre for en meget lignende udtalelse: »Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne - nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.« (Camres manuskript, omdelt til pressen under Dansk Folkepartis årsmøde, 16.9.2001; på talerstolen ændrede han »slå os ihjel« til »få os fjernet«). Er det rimeligt, at anklagemyndigheden kan blokere en domstolsprøvelse af udsagn, som ud fra enhver nøgtern læsning af racismeparagraffen kolliderer hermed, og som er helt parallel til en udtalelse, som den øverste instans på området, rigsadvokaten, tidligere har villet retsforfølge (dengang gemte Camre sig »modigt« under sin politiske immunitet i EU-parlamentet)? I det mindste burde det dog være domstolene, som får mulighed for at vurdere dette. Dette er blot ét blandt utallige eksempler på den lemfældighed, hvormed både politi- og statsadvokat i de seneste 3-4 år sætter domstolene ud af kraft på området (i kontrast med tidligere domme og FN) - primært når det gælder Dansk Folkeparti. Derfor er det nødvendigt med klare domstolsafgørelser, helst i Højesteret, så paragraffens konkrete status endelig kan fastlægges - også for ledende politikere i Dansk Folkeparti. Eller som baggrunden uddybes i fælleserklæringen fra de 66, der står bag anmeldelsen:
DERFOR AFPRØVES RACISMEPARAGRAFFEN

I modsætning til debatkulturen i de lande, vi normalt sammenligner os med, er udbredelsen af fremmedfjendtlige tendenser i stigende grad blevet normaliseret og bagatelliseret i de senere års danske debat.

Al historisk erfaring belærer os imidlertid om faren ved stærkt negative overdrivelser af minoritetsgruppers identitetsbærende religiøse og etniske træk såvel som generaliserende trusselsbilleder, der gør grupper ansvarlige for individers misgerninger og kollektivt tillægger dem samfundsskadelige motiver.

Der er således en klar forskel på den bramfri og hårde tone, der i alle mulige sammenhænge kan komme til udtryk i ophidset sindstilstand eller i privat regi, og så en politisk betinget propaganda, som bevidst udbredes for en større offentlighed med den hensigt eller konsekvens at dæmonisere en specifik befolkningsgruppe.

Der er naturligvis også stor forskel på politiske tilkendegivelser af kritiske og karske synspunkter, som en fri debatkultur altid vil være rig på, og så målrettet hate-speech. Ethvert synspunkt og enhver ideologi og religion skal kunne gøres til genstand for kritik, men i modsætning til propaganda behøver kritik ikke forfalde til generaliserende overdrivelser og hån, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i antisemitiske og islamofobiske udsagn.

Retten til at kritisere ethvert standpunkt og friheden til at tale magthavere og autoriteter imod er med andre ord ikke det samme som et carte blanche til at dæmonisere minoriteter.

Nødvendigheden af denne skelnen turde være indlysende for sammenhængskraften i ethvert samfund. Det er et faktum, at propaganda, der har lagt befolkningsgrupper kollektivt for had, er gået forud for de fleste eksempler på etnisk og religiøs udrensning, som vi kender historisk såvel som i nyere tid, f.eks. i Bosnien og Rwanda.

Skønt det ikke er sådanne scenarier vi frygter i dagens Danmark, er det selvfølgelig ikke mindre vigtigt at afdække og afvise propagandistiske mekanismer i den hjemlige debat. Også uden blodige sammenstød er der grund til at advare mod en dæmonisering af trængte minoritetsgrupper, eftersom en sådan fører til marginalisering og radikalisering og i alle tilfælde øger risikoen for, at fordomme og konflikter eskalerer til fjendtlighed og konfrontation.

Grundloven forbyder censur og indskærper ytringsfriheden, men betoner også, at ytringsfriheden er under ansvar. Man kan ifølge dansk lovgivning blive stillet juridisk til ansvar for ytringer af en sådan grovhed, at de lægger grupper for had ved hjælp af negativt forhånende og nedværdigende udsagn, men man kan ikke forbyde sådanne udsagn.

Vi henholder os således til Grundloven og dansk lovgivning i øvrigt, når vi på den baggrund politianmelder en række politikere fra Dansk Folkeparti for at gøre brug af generaliserende forhånelser og nedværdigelser, der skaber et stadig mere negativt trusselsbillede af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed.

Der er således ikke tale om udsagn, der blot ytrer »kritik« af islam eller er udtryk for en »frimodig« debat, men derimod om eksempler på en systematisk bestræbelse på at lægge befolkningsgrupper for had med det slet skjulte formål direkte eller indirekte at besværliggøre eller umuliggøre muslimers tilstedeværelse i det danske samfund.

Politikere fra Dansk Folkeparti gør brug af racistiske ytringer - ikke i den klassiske betydning, hvor racisme tog afsæt i en »racelære«, men i den aktuelle betydning, hvor racediskrimination i menneskerettighedserklæringer og konventioner defineres som forskelsbehandling og diskrimination på baggrund af bl.a. tro og etnicitet.

Vi mener imidlertid ikke, at den indvandrerfjendske og islamofobiske propaganda hidtil er blevet betragtet med tilstrækkelig alvor og konsekvens, hvorfor alt for mange anmeldelser afvises på et lemfældigt grundlag og aldrig kommer for en dommer. Dette forhold er med rette blevet kritiseret af FN, men Danmark undlader fortsat at tage konsekvensen af kritikken.

Vi anerkender, at politikere har en udvidet ytringsfrihed, men de bærer også et udvidet ansvar, og grænserne herfor må i langt højere grad klargøres ved domstolene.

Det er således vores opfattelse, at der er kommet for stor afstand mellem en umiddelbar forståelse af racismeparagraffens kriminalisering af udsagn, hvormed en gruppe af personer »forhånes eller nedværdiges« på grund af eksempelvis oprindelse eller tro, og så den manglende domstolsprøvelse af en række stærkt indvandrerfjendske og islamofobiske udsagn, som man ud fra en helt umiddelbar læsning kun kan forstå som tilsigtet forhånelse og nedværdigelse af gruppers religiøse eller etniske baggrund.

Derfor ønsker vi med vores politianmeldelse af en række propagandistiske udsagn fra politikere i Dansk Folkeparti at få en domstolsprøvelse, som kan skabe tiltrængt klarhed over paragraffens aktuelle betydning og juridiske fortolkning - i sidste ende helst i form af en række Højesteretskendelser.

Først på baggrund af en større domstolsprøvelse af politikeres negative generaliseringer og trusselsbilleder kan også en reel debat om paragraffens aktuelle relevans føres.

Det er i samfundets brede interesse at få skabt klarhed over denne omdiskuterede del af vores lovgivning, uanset hvilket standpunkt man har til grænserne mellem et skarpt debatklima på den ene side og en regulær propagandistisk hetz på den anden.

For os er det desuden i samfundets brede interesse at værne om sammenhængskraften på tværs af forskellige religiøse såvel som ikke-religiøse befolkningsgrupper i Danmark.

Derfor anmelder vi. (Offentliggjort i Politiken, 7.10.2006) LÆS OGSÅ: • De 12 anmeldte udsagn • Pressemeddelelse om statsadvokatens afvisningDE 66 BAG ANMELDELSEN: Fatih Alev (foredragsholder), Uzma Ahmed Andresen (udviklingskonsulent), Sune Auken (lektor, dr.phil.), Asger Baunsbak-Jensen (præst, forfatter), Thomas Bredsdorff (professor, dr.phil.), Palle Bruus (HHÅ-lektor), Maiken Dreyer Christensen (stud.jur.), Ruth Christiansen (serviceassistent), Claus Clausen (forlægger), Egon Clausen (forfatter), Drude Dahlerup (professor), Bjørn Elmquist (advokat), Carsten Fenger-Grøndahl (forlagssouschef og forfatter), Malene Fenger-Grøndahl (journalist og forfatter), Claus Flygare (skuespiller, satiriker), Peter Friis-Nielsen (sognepræst), Najib Haddar (leder af værested), Bodil Hindsholm Hansen (sognepræst), Hardy Hansen (formand for Mandela Centret), Kirsten Gjørup Hansen (socialpædagog), Niels Erik Hansen (centerleder, advokat), Christian Harlang (advokat), Zubair Butt Hussain (foredragsholder, cand.polit.), Claes Hvidbak (forlagsdirektør), Søren Høy (kulturjournalist), Knud J. Jensen (lektor), Tim Jensen (lektor, religionshistoriker), Lone Benne Johansen (kommunikationsrådgiver), Per Schultz Jørgensen (professor, dr.phil.), Peter Kemp (professor, leder af Center for Etik og Ret), Sherin Khankan (forfatter og konsulent), Kjeld Koplev (forfatter og journalist), Flemming Kramp (konsulent), Rune Engelbreth Larsen (forfatter, idéhistoriker), Carl Lomholt (tidl. fængselspræst, ph.d.), Søren Lose (billedkunstner), Thomas Lund (program manager), Niels I. Meyer (professor emeritus), Henning Mortensen (forfatter), Anne Nielsen (læge), Flemming Chr. Nielsen (forfatter, cand.scient.), Jo Falk Nielsen (journalist), Knud Ochsner (præst), Birgitte Olesen (tidl. gymnasielærer, cand.mag.), Sigurd Olesen (tidl. overlæge), Carsten Ploug Olsen (førtidspensionist), Marianne Olsen (lektor ved Herlufsholm), Abdul Wahid Pedersen (imam, nødhjælpsarbejder) , Lise Poulsen (administrator), Ebbe Preisler (filmproducent), Lissi Rasmussen (stiftspræst, dr.theol.), Helge Ratzer (indvandrerlærer), Mette Reimers (projektmedarbejder), Jytte Rex (filminstruktør), Bente Rich (læge), Peter Johannes Schjødt (forfatter), Bente Schwartz (forfatter, cand.mag.), Jan Sonnergaard (forfatter, cand.mag.), Maria Stokholm (skuespiller), Curt Sørensen (professor), Leyla Tamer (forfatter), Christian Braad Thomsen (filminstruktør, forfatter), Peter Tudvad (forfatter, filosof), Aminah Tønnsen (forfatter og foredragsholder), Per Warming (forfatter, komponist), Kjeld Aakjær (international konsulent)