Det er uundgåeligt, at lokalpolitikere ved siden af deres politiske hverv ofte har et almindeligt job - dels er det sikkert de færreste lokalpolitikere, der bruger den tid, der svarer til et fuldtidsjob, på deres politiske arbejde, dels er vederlaget beskedent. Der er da heller ikke noget problem i, at et byrådsmedlem også er pædagogmedhjælper, bankdirektør eller rengøringsassistent. I reglen giver det heller aldrig forvekslingsproblemer af nogen art. Lidt vanskeligere kan det være, hvis en lokalpolitiker bruges som ekspert af medier eller andre i forhold til problemstillinger med en vis politisk betydning - for hvornår er det politikeren, og hvornår er det eksperten, der udtaler sig? Almindeligvis er det dog ikke vanskeligere, end at medierne fremhæver, at den pågældende ekspert også er repræsentant for det ene eller andet politiske parti, og så må seeren, lytteren eller læseren selv tage sine forbehold, hvis man skulle mistænke, at fagekspertisen synes lidt for politisk farvet. Nogle gange kan det dog være mere problematisk. Det gælder f.eks. i tilfældet Flemming Steen Munch, der stiller op til borgerrepræsentationen for Venstre, men samtidig er fungerende talsmand for Københavns Politi. Politiet skal fungere som partipolitisk neutral instans, og dette gør sig gældende i endnu mere fundamental forstand end i andre erhverv som følge af tredelingen af den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Nok er Borgerrepræsentationen ikke Folketinget, men immervæk den største lokalpolitiske forsamling i landet - og Flemming Steen Munch er altså ikke blot politibetjent, men københavnsk politiker og polititalsmand for København i samme person. Den verserende bagatelsag om det rimelige eller urimelige i, at Flemming Steen Munch har opgivet sit politinummer som kontaktnummer på en valgside for Venstre, er trods alt en bagatelsag. Der er heller ingen grund til at tro, at Flemming Steen Munch skulle være hverken mere eller mindre dygtig end andre til at adskille sit professionelle virke som politiets talsmand fra sit politisk virke - men det er heller ikke et spørgsmål om hans person. Spørgsmålet er principielt: Er det problemfrit at være talsmand for ordensmagten og samtidig føre valgkampagne som politiker?