Debatten om aktiv dødshjælp dukker op med jævne mellemrum uden at flytte ret meget politisk. I dagens Ekstra Bladet står den uhelbredeligt kræftramte Gerda Sørensen frem med en appel om at blive befriet for sit smertehelvede og få hjælp til en værdig død. Det er imidlertid forbudt. Passiv dødshjælp i form af en medicinsk smertelindrende behandling, der som konsekvens kan betyde patientens død, er tilladt, men hjælp til selvmord eller en medicinsk behandling, der har til hensigt omgående at bringe et liv til ophør, er forbudt. Gerda Sørensen, der er for afkræftet til at begå selvmord, udtaler: »Jeg er i live, men jeg lever ikke. Mine knogler skærer mod min hud, det gør ondt at sidde og ligge og stå. Smerterne er der hele tiden. Alle timer i døgnet. Det er tortur at være til. Jeg beder bare om, at ventetiden bliver afsluttet på en værdig måde.« (Ekstra Bladet, 20.12.2007). Hun har skrevet personlige breve til de fleste politikere, men de færreste har gidet svare hende – og dem, der har, svarer henholdende uden at tage stilling. Naturligvis bør et uhelbredeligt sygt menneske, der er ved bevidsthed og vurderes at være psykisk tilregnelig, kunne få hjælp til at dø. Et af modargumenterne går på, at dette imidlertid kan presse andre i samme situation – de kan føle, at de lægger deres pårørende til last, og dermed blive presset til »frivilligt« at vælge døden, skønt de i realiteten hellere ville leve så længe som muligt. Det er ikke noget pesudoargument, men det kan heller ikke være et udslagsgivende argument imod aktiv dødshjælp. Dels er uhelbredeligt syge ofte overladt i professionel varetægt og kan dermed i de færreste tilfælde komme i en situation, hvor de lægger familiemedlemmer »til last«, dels må det anses for at være uhyre tvivlsomt, om nogen i modsat fald virkelig ville lægge et direkte eller indirekte pres på en uhelbredeligt syg person for at få vedkommende til at dø. I givet fald ville der være tale om en forbrydelse, og enhver sådan mistanke må selvsagt efterforskes som en sådan. I Belgien og Holland uddannes læger til at foretage aktiv dødshjælp fuldt legalt, og det samme bør være tilfældet i Danmark for at respektere det enkelte menneskes integritet og individualitet, også når uhelbredelig sygdom bliver så ubærlig, at vedkommende frit ønsker at dø. Lad mig i tilknytning hertil afslutningsbevist anbefale Alejandro Amenábars fremragende film, Mit indre liv fra 2004, der netop omhandler denne problemstilling – men samtidig er meget andet og mere end et blot og bart »indlæg« i den specifikke debat om aktiv dødshjælp: