En omfattende international undersøgelse fra det svenske Brottsförebyggande rådet (Det Kriminalpræventive Råds søsterorgan) dokumenterer, at der ikke er nogen statistisk sikker sammenhæng mellem øget kameraovervågning og faldende voldskriminalitet. Sammenlignende studier af 22 byer slår fast, at kameraovervågning af bykerner blot har »en lille, men ikke signifikant« effekt - der kan måles til 7 procents fald i kriminaliteten, hvilket er så lidt, at ingen sammenhæng med overvågningen kan dokumenteres. Ikke desto mindre indrømmer politidirektør Hanne Bech Hansen ligefrem: »Om det dæmper kriminaliteten er nok en trossag, men jeg tror på det, og det er et forsøg værd.« ( Jyllands-Posten, 14.1.2008). »Jeg tror på det.« Det handler altså om tro - ikke på Guds øje i det høje, men på overvågningskameraets. »I hvert fald sætter det os bedre i stand til at opklare forbrydelser,« tilføjer Hanne Bech Hansen - ja, hvis gerningsmændene så at sige slår sig løs på fuldt ud genkendelig vis, men hvor tit sker det, og hvor ofte ville vidneudsagn i så fald ikke i sig selv have opklaret de pågældende forbrydelser? En anden problemstilling negligeres imidlertid: Overvågning kan som al anden indgriben i privatsfæren (der rammer hvem som helst uafhængigt af, om de er dømte lovovertrædere eller ej) misbruges og skal selvfølgelig begrænses mest muligt - især da, hvor den kriminalitetsdæmpende effekt i bedste fald er minimal. Det brede udgangspunkt for hele den oppiskede stemning p.t. handler specifikt om knivdrab og -overfald, der har været meget i medierne den seneste tid - men er denne vold overhovedet steget? Nej. Jyllands-Posten henviser i dag til statistikken fra Det Kriminalpræventive Råd, der viser, at antallet af knivofre har været nogenlunde stabilt i perioden 1995-2005. Konklusionen er med andre ord: 1) Der er ifølge Det Kriminalpræventive Råd intet belæg for, at vi er inde i en klart dokumenteret spiral, hvor knivoverfald bliver mere og mere hyppige, hvorfor der heller ikke er noget nyt argument for yderligere tiltag i form af øget kameraovervågning end de foregående ti år, og 2) der er intet belæg for, at kameraovervågning har nogen effekt på at mindske volden og dermed gavne ofrene for knivstikkeri. Kravet om mere overvågning og derved yderligere indsnævring af borgerens integritet er populistisk politik, der som sædvanlig rider med på den første den bedste mediestorm. Havde undersøgelsen vist, at der var tale om et fald på 70 procent i volden som følge af kameraovervågning, er der næppe tvivl om, at politikerne ville stå i kø for at anbefale yderligere orwellske tilstande, men intet tyder på, at politikere og politi nu står i kø for at opgive det. Det er altså ikke primært det problemløsende, der er i centrum, men derimod igen det signalpolitiske, der er stemmer i.