Det er chokerende, at karikaturtegneren Kurt Westergaard, der er Danmarks vel nok mest truede person, har så utilstrækkelig beskyttelse, at det åbenbart let kunne lade sig gøre for en attentatmand at trænge ind i hans hus med kniv og økse. Næsten rent lykketræf reddede Westergaards liv, da han nåede at forskanse sig i et sikkert rum, men først minutter senere dukkede kavaleriet op og fik uskadeliggjort attentatmanden i en skudveksling. Når dét er sagt, er det selvfølgelig langt mere forkasteligt, at en afstumpet gerningsmand - og enhver anden med lignende tanker og ønsker - er parat til at dræbe en gammel mand, der har tegnet en karikaturtegning på opfordring. Westergaards karikaturtegning er en propagandategning i samme genre som antisemitiske karikaturer fra 1930'erne, om end møntet på alverdens muslimer frem for alverdens jøder, og i Jyllands-Postens karikaturprovokation skriver den sig ind i en standende antimuslimsk tendens i dansk debat og politik, hvis værste eksempler ligeledes har paralleller til samme tidsperiodes antisemisme. Men intet af dette retfærdiggør, at der krummes et hår på Westergaards hoved, endsige at afstumpede individer og grupperinger (hvis forargelse over en karikaturtegnings hån og latterliggørelse åbenbart er langt større end værdien af et menneskeliv) stræber ham efter livet. Lad mig bare gentage, hvad jeg tidligere har skrevet: »Enhver, der går med planer om vold eller mord mod Rose og Westergaard eller andre fra Jyllands-Posten som 'hævn' over Muhammed-karikaturerne, udstiller i virkeligheden deres fatale fattigdom på selvværd og tillid til egne argumenter. Hvis man er såret eller vred over at blive hånet og dæmoniseret af propaganda og hårdkogt retorik, men kun kan reagere med vold, eksemplificerer man naturligvis også, at man ikke stoler et sekund på betydningen af sine egne ord og argumenter. Man er ikke alene parat til at skalte og valte med menneskeliv, man er en idiot, der er parat til at skalte og valte med menneskeliv.« ( Engelbreth, 28.10.2009). Den mand, der forgæves forsøgte at dræbe Westergaard, har selvfølgelig kun gjort den antimuslimske dagsorden en umådeligt stor tjeneste. De sædvanlige højreradikale skarer på nettet og i dansk politik i øvrigt vil bruge det til at generere yderligere mistænksomhed og had mod muslimer i almindelighed, til trods for den lynhurtige og utvetydige afstandtagen fra attentatet, som Muslimernes Fællesråd kalder »dybt beskæmmende« og tilføjer: »Det er ingenlunde acceptabelt, at nogen grundet holdninger eller antipatier imod en person tyer til nogen former for vold eller selvtægt. Handlinger af denne art er selvsagt uforenelig med Islam.« ( Citeret efter Ritzau, 2.1.2010). Man kan ikke gardere sig fuldstændig mod terrortrusler. Jo mere tætsluttende sikkerhed, desto større risiko for at indskrænke essentielle frihedsrettigheder og individets integritet, og jo stærkere ring, der sluttes omkring livstruede personer, desto dårligere livskvalitet, som Hans Jørgen Bonnichsen gør opmærksom på. Det eneste, man kan, er at minimere terrortruslen, men de konkrete omstændigheder omkring nærværende attentatforsøg tyder på svigt fra PET's side - Westergaard reddede sig i sikkerhed, men man skulle mene, at det var muligt at forhindre en bevæbnet person i ligefrem at trænge langt ind i hans privathjem. Terrortruslen forsvinder aldrig - men heldigvis er og bliver den en uhyre minimal reel trussel mod samfundet som sådan. Det er og bliver op til beslutningstagerne, om det åbne retssamfund skal indskrænkes, og det sker kun i det omfang, politikere enten reagerer i panik eller med kalkuleret kynisme sætter retssikkerheden og åbenheden under yderligere pres.