Dansk Folkeparti har netop foreslået at forbyde kvinder i offentlige serviceerhverv at gå med tørklæde. Peter Skaarup udtaler: »Det er vigtigt, når man er ansat i den offentlige sektor, at der ikke er noget, der forvirrer borgeren eller siger, at her er en, der har en forudindfattet holdning til noget. Det bliver en barriere i forhold til borgerne. Det er et skidt signal at sende, og det vil vi forbyde.« ( Politiken.dk, 28.1.2010). Efter at Naser Khaders burkaforslag endte i samme signalpolitiske flop, som det blev afsendt, er Dansk Folkeparti således allerede klar til gentagelsen af den evige traver om muslimske kvinders hovedtørklæder. Det er et »skidt signal«, siger Skaarup. Tørklædet 'signalerer' imidlertid intet som helst siger om den pågældende kvindes forestilling om islam, eller hvad hun i øvrigt måtte mene, men forslaget erindrer os selvfølgelig atter om forbudspartiets evige parathed til ensretning og indskrænkninger i den individuelle frihed. Spørgsmålet er vel i virkeligheden, om ikke Peter Skaarups 'argument' for et forbud mod tørklæder er et langt bedre argument for et forbud mod ansættelse af medlemmer af Dansk Folkeparti i offentlige stillinger? Kan de højreradikale DF'ere i det offentlige vel overhovedet undgå at sende 'DF-signaler' eller at lade disse påvirke deres professionelle virke? Kan man fungere uforudindtaget i en offentlig stilling, hvis man er medlem af et parti med indflydelsesrige Tidehverv-præster, der slutter op om Lars Hedegaards propagandapåstande om, at muslimske piger over en bred kam bliver »voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«, at »massevoldtægt« er en decideret »ret« i islam, og at muslimer i øvrigt ikke kender til »dårlig samvittighed« og derfor er umulige at stole på? Vi tager lige Skaarups egne ord igen: »Det er vigtigt, når man er ansat i den offentlige sektor, at der ikke er noget, der forvirrer borgeren eller siger, at her er en, der har en forudindfattet holdning til noget. Det bliver en barriere i forhold til borgerne. Det er et skidt signal at sende, og det vil vi forbyde.« Kunne man overhovedet forestille sig, at et medlem af Dansk Folkeparti, hvor fremtrædende politikere har sammenlignet indvandrere, islam og kritikere med alt fra »snyltere« og »nazister« til »pest«, »rotter« »kaniner og »svin«, f.eks. kan fungere som uforudindtaget sagsbehandler i det offentlige - eller bliver dette ualmindelig snæversynede politiske ståsted ikke en mental barriere af Berlinmurens dimensioner, når det er en muslim, vedkommende skal betjene? Intet kunne med andre ord være et mere skidt signal end denne evigt gentagne verbale belejringstilstand, som partiet hensætter landets muslimer i - og dermed i virkeligheden landet som et hele i en art politisk undtagelsestilstand. LÆS OGSÅ: Danskhedens kvindelige tørklæder