0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad debatten om den nye karikaturkrise handler om

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I den igangværende debat om de tre muslimer, der er mistænkt for at ville myrde Jyllands-Postens karikaturtegner, Kurt Westergaard, synes mange stadig væk at overse, at det principielle, der først og fremmest deler vandene, selvfølgelig er retssikkerhedsproblematikken.

Hvis der var tale om et utvetydigt eksempel på mordplaner mod Westergaard af muslimske ekstremister, som PET havde afværget og fremlagt beviser for i en domstol, ville den grundlæggende del af diskussionen jo være ganske smal og ligetil for stort set alle, der deltager i debatten - eller burde være det. I så fald var der nemlig ikke andet at give udtryk for end en kategorisk fordømmelse af de pågældende muslimer og deres planer samt et skulderklap til efterretningstjenesten. Enhver i den danske debat (undtagen meget få hardcore muslimske fundamentalister, som imidlertid ikke kan få et ben til jorden i debatten) ville være enig heri.

Og udover at både dødstrusler og konkrete mordplaner for en tegning selvsagt er en modbydelig brutalisering af meningsuoverensstemmelser - og derved alene et udtryk for indskrænket intolerance, uanset hvor propagandistisk den pågældende tegning er - er et sådant forehavende ydermere selvafslørende for de pågældende mordaspiranter.

Yderligtgående fundamentalister, der måtte finde det legitimt at myrde en tegner for at have krænket deres religion med en tegning, udstiller jo derved samtidig deres individuelle tros totale falliterklæring: Deres tro på en almægtig Gud er med andre ord så svag, at de end ikke har tillid til, at Gud selv magter at tage affære over for eventuelle krænkere, men vitterlig behøver deres hjælp. Blot endnu et eksempel på, at paradoksern