Skal muslimer eller andre religiøse/etniske minoriteter have (positiv) særstilling, bliver jeg ofte spurgt. Nej, det er den negative særstilling, de alt for ofte mødes med, der er problemet - ikke blot i tidens politiske debat, men også i form af diskrimination på arbejdsmarkedet samt retssikkerhedsunderskud og underminering af ligheden for loven, som direkte og indirekte rammer etniske minoriteter. Hvis man er gået glip af de seneste års udvikling på området, kan man f.eks. læse bogen Når du strammer garnet - et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik , selv om den kun er opdateret til og med udgivelsesåret, 2003. Pressen og politikerne overgeneraliserer i vid udstrækning, så snart problemstillinger er relateret til indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. Ingen andre minoritetsgruppe afkræves kollektiv afstandtagen for ekstreme handlinger, som kun et fåtal udfører, ingen anden gruppe bliver i den grad generaliserende omtalt som et særskilt negativt samfundsproblem, og ingen anden befolkningsgruppe skal stå model til hele partiers og foreningers kamp for yderligere at undergrave deres rettigheder og i værste fald ligefrem smide så mange som muligt af dem ud af landet. Konfrontationskursen skal afdramatiseres, hvis ikke yderligere frustrationer skal føre til yderligere problemer. Imidlertid hører man igen og igen, at Danmark ligefrem er islamiseret - f.eks. pga. halal-mad i dagsinstitutioner. Man må imidlertid have proportionerne i orden og skelne mellem almindelig fleksibilitet og så juridisk/politisk favorisering. Hvis det f.eks. gavner i hverdagens institutioner at bruge halal-mad eller hænge et bruseforhæng op i skolerne, er der ingen grund til at besvime og himle op om »knæfald for islam«. Det betyder ikke, at vi f.eks. skal favorisere muslimers trossamfund politisk, økonomisk eller juridisk - tværtimod bør intet trossamfund favoriseres, sådan som det i dag er tilfældet for folkekirkens vedkommende, og som alle betaler til over skatten, hvad enten man er medlem af folkekirken eller ej. For at rette lidt op på denne årelagne ubalance kunne staten i min øjne til gengæld som en inkluderende gestus udmærket støtte en række religiøse helligdomme og ikke-religiøse medborgerhuse til nogle af de etniske og religiøse minoritetsgrupper, der er blevet en del af det danske samfund de seneste 2-3 generationer. Man kunne f.eks. herunder udmærket finansiere en større moské i en storby, komplet med minareter, og en håndfuld andre religiøse helligdomme, samt give en lignende éngangsstøtte til forskellige sekulære kulturcentre med specifik adresse til etniske minoriteter. I og med at også muslimer, hinduer, buddhister og ateister i årtier har betalt til folkekirken, ville det såmænd ikke være noget skred eller noget drama, at en beskeden del af pengene så at sige også »gik tilbage« til sådanne formål - i forbindelse med en moské ville man også samtidig sikre et samlingspunkt for muslimer uden saudi arabisk finaisiering. En sådan samlet plan, der blev realiseret på én gang, ville reelt udtrykke viljen til bred inklusion frem for eksklusion. Godt nok mest på et delvist symbolsk plan - men alligevel et første skridt og en god gestus, der ville blive bemærket. Og så kunne man passende fremover lade alle trossamfund finansiere deres egne udgifter selv. 100 procent. Et område, hvor ikke specifikt muslimer, men trossamfund i bredere forstand imidlertid allerede har en fælles (om end meget bekeden og meget formel) favorisering, er i kraft af blasfemiparagraffen, som i mine øjne til gengæld også reelt bør afskaffes. Et sådant skridt er naturligvis ikke en opfordring til blasfemi eller »hån, spot og latterliggørelse«, men en konstatering af, at der skal gælde samme regler for kritik af trossamfund som af politiske, sportslige, erhvervsmæssige, kunstneriske retninger osv. Injurielovgivningen eller den såkaldte racismeparagraf favoriserer derimod ikke specifikke religiøse eller ikke-religiøse minoriteter på bekostning af andre. Her er der en række forhold, som kan gøres til genstand for retsforfølgelse og meget milde sanktioner, men det omfatter som nævnt beskyttelse af individer og befolkningsmindretal i bredere forstand ud fra sammenlignelige kriterier. Det samme kan ikke siges om blasfemi - blasfemi har kun at gøre med religion. Derfor kan politisk agitation naturligvis antage en karakter, som religiøse opfatter som blasfemi - men at dette ikke bør kunne (og i Danmark i praksis stort set aldrig bliver) retsforfulgt af den grund, gør det ikke mindre påkrævet at forholde sig særlig kritisk over for farlige politiske virkemidler af propagandistisk karakter. Og netop i propagandistisk henseende er først og fremmest etniske minoriteter i almindelighed og muslimer i særdeleshed i Danmark en af de kollektivt mest forhånede og dæmoniserede grupper, og derfor er det også et af de betydeligste konfliktpotentialer i det danske samfund i disse år. Derfor er jeg også enig med Det Kriminalpræventive Råd, der netop har fastslået, at den uro, der har ramt flere danske byer den forgangne uge, kun vil blive forværret og vende tilbage, hvis intolerancen mod etniske minoriteter i Danmark ikke mindskes. Diskrimination og intolerance mod danskere med indvandrerbaggrund er en af årsagerne til den vrede, der kommer til udtryk i optøjerne, betoner formanden for rådet, juraprofessor Eva Smith, og afviser, at problemerne blot løses af mere nærpoliti, mere stresstaktik eller yderligere lovindgreb. Indvandrere og deres efterkommere skal behandles på lige fod med andre borgere, ikke rammes af yderligere særforanstaltninger som kollektiv familie-straf osv. Hun udtaler bl.a.: