0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Søvndals Front

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Undertegnede havde i går nedenstående klumme i den trykte avisen:

Villy Søvndal har fejret store triumfer i meningsmålingerne med sin »nye front i udlændingepolitikken« (præsenteret i Politiken, 7.3.) – godt hjulpet på vej af den kolossale anerkendelse, som SF især har høstet blandt en række medier og politikere, hvis interesse ellers primært består i at fremme regeringens dagsorden.

At der jubles netop fra den kant, er imidlertid ved nærmere eftersyn ikke spor underligt: Søvndals front er lige så blottet for politisk indhold, som den er spækket med generaliserende signalretorik.

Et kig på nøglepunkterne:

1) Vi skal »turde tage et slagsmål med indvandrerne« om køns-ligestilling.

Søvndal bruger bestemt flertalsform – det er altså ikke bare »dem«, der er problemet, det er dem alle sammen. Der er imidlertid ingen konkretisering af, hvad dette præcist sigter til eller indebærer politisk, ingen substans.

Der er til gengæld et meget klart signal: Det er indvandrerNE, der er problemet, og løsningen består i modet til at tage »et slagsmål«.

2) »Hele integrationsindsatsen skal også føres som kulturkamp på demokratiske værdier.«

Integration er altså nu blevet til en »kamp« mellem »kulturer«. Men hvad vil dét sige? Huntington? Næppe, men det er umuligt at svare på, for det er blot et tomt slag i luften uden konkreter.

For det første findes der ikke ét eneste parti i Folketinget, der ikke går ind for demokratiske værdier, og al integration foregår på det danske samfunds demokratiske præmisser. Så hvor meget substans er der i Søvndals front? Intet. Hvad er nyt? Ingenting.

Men igen er der et klart signal: Integration er »kulturkamp«.

3) Venstrefløjen skal trække debatten ud af det »fasttømrede politisk mønster« fra de forgangne år mellem Hizb-ut-Tahrir, »som har knyttet hele debatten til det religiøse«, og Dansk Folkeparti, »der har forsøgt at overdøve med en udgrænsende intolerant dagsorden.«

Er dette en præcis iagttagelse? Det er sludder og vrøvl.

Har Hizb-ut-Tahrirs positioner blot perifert tegnet debatklimaet, så de i praksis har kunnet »knytte hele debatten til det religiøse«? Overhovedet ikke. Det er lige så absurd en udmelding som kulturministerens påstand om, at »demokratiet er presset« i Danmark, fordi der er nogen, som ikke går ind for det. Demokratiet er ikke mere presset, end McDonalds er presset af pølsevognen.

Hizb-ut-Tahrir fylder meget i medierne, fordi deres selviscenesættelse er spektakulær og deres kalifat en dystopi. Men at parallellisere Danmarks mest foragtede mikro-forening med Danmarks mest indflydelsesrige parti, er blot endnu et bidrag til fordummende proportionsforvræning.

Politisk realitet i Søvndals udmelding? Nul.

Men er der så nogen »ny front« i at bekæmpe Hizb-ut-Tahrir? Nej. alle tager afstand hele tiden. De Radikale har tilmed foreslået foreningen forbudt adskillige gange, og Enhedslisten har demonstreret mod dem igen og igen.

Adgangen til mediernes og modstanderes skulderklap har altså heller ikke i dette tilfælde et klap med substans, selvopgør eller reel nyhedsværdi at gøre – men har alene fået momentum af Søvndals retoriske signal: »Gå ad helvede til.«

4) Der er problemer, som bunder i social marginalisering og diskrimination, medgiver Søvndal, men »der er også kulturelle problemer, som skal bekæmpes«, for ellers »bliver indvandrerne ikke en del af det danske samfund.«

Der var den så igen – bestemt flertalsform: IndvandrerNE.

Nyhedsværdi i forhold til substansen: Ingen. For selvfølgelig er der kultur- eller traditionsbetingede problemer, f.eks. tvangsægteskaber, hvilket enhver er klar over. De findes imidlertid i flere kulturer og traditioner verden over, men det, der deler vandene herhjemme, er ikke, om de er kulturbestemte, men spørgsmålet om omfanget, og hvordan problemet bør løses. Der er i øvrigt også andre kultur- eller traditionsbetingende problemer, f.eks. vold som følge af druk eller hooliganisme. Det sidste skal dog ikke relateres til kulturbaggrund – sådan ræsonnerer vi kun over for »de andre«.

Det korte af det lange er, at hvor Søvndals nye front tager afsæt i specifikke holdninger (f.eks. afstandtagen til Hizb-ut-Tahrir), er der absolut intet, der adskiller ham fra De Radikale og Enhedslisten. Og hvor det kommer til konkreter, er der ikke skyggen af indhold eller »opgør« med noget som helst – ingen politisk substans, men masser af populistisk manipulation.

Tilbage bliver, at Søvndals »nye front« til gengæld har en klar og ny signalpolitisk retning for SF, der imidlertid er gammel for DF: Det handler om at tage »slagsmål« om værdier og gøre »integration« til »kulturkamp«, for problemet er IndvandrerNE.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere