»Argumentet« om, at kritik af Jyllands-Postens (eller andres) Muhammed-karikaturer i den propagandistiske ende af skalaen, skulle være en »gradbøjning af ytringsfriheden«, er naturligvis absurd. Vi så som bekendt også under Karikaturkrise 2 (Dansk Folkepartis Ungdoms infantile Muhammed-karikatur-konkurrence på deres sommermøde i 2006), at statsministeren og andre stod i kø for at tage afstand fra DFU's stunt, uden at de selv mente, at deres afstandtagen havde spor med »gradbøjning« af ytringsfriheden at gøre. For nylig har Jyllands-Postens karikaturtegner Kurt Westergaard - manden bag karikaturen med bomben i Muhammeds turban - til gengæld selv haft travlt med at »gradbøje ytringsfriheden«, idet han nedlagde fogedforbud mod den brug af hans karikatur, som den antimuslimske forening SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark) ønskede at gøre under en demonstration - og siden har han lagt sag an mod foreningen. Et fogedforbud er imidlertid en direkte indskrænkning af ytringsfriheden, fordi den aktivt forhindrer en planlagt offentliggørelse/ytring. End ikke injurielovgivningen eller racismeparagraffen kan forhindre nogen i at ytre noget som helst, men blot efterfølgende stille de pågældende juridisk til ansvar med en marginal mulighed for forholdsvis beskedne repressalier som følge. At gradbøje eller indskrænke ytringsfriheden indebærer, at man forhindrer noget i at blive ytret in the first place - og det var som sagt det, Westergaard gjorde. I modsætning hertil handler debatten om selve karikaturernes offentliggørelse ikke om gradbøjning af dit eller dat, så længe ingen giver udtryk for ønsket om at indføre censur eller forbud over for JP, men om hvad diverse karikaturer er udtryk for - og hvilken kontekst de offentliggøres i. Her står den reelle diskussion. Hvad vi nu kan se med bl.a. SIAD, er, at Westergaard og JP med Karikaturkrise 1 ( Alle Muhammed-karikaturkrisers Moder) har leveret en fiks og færdig manual til alle antimuslimske kræfter i debatten: Sådan kommer en antimuslimsk politiker eller organisation omgående på dagsordenen: Tegn en vulgær eller propagandistisk fremstilling af Muhammed. Det er blevet en politisk sport i disciplinen Propaganda. Derfor høster Westergaard nu problemer med SIAD, som han selv har sået. Med stor tilfredshed er foreningen parate til at lancere en ny Muhammed-karikatur, der »bliver mindst lige så forhadt« som Westergaards - som det udtrykkes af SIAD's formand, Anders Gravers (jf. Politiken.dk, 18.3.2008). Man kunne anføre, at de såmænd slet ikke behøver anstrenge sig - de kan bare spørge hos Dansk Folkepartis Ungdom, der for længst har vist sig leveringsdygtige heri. Og såmænd også Dansk Folkeparti, om end sidstnævnte i form af genoptryk i partiets medlemsblad. Bortset fra udviklingen i denne sag viser statsminister Anders Fogh Rasmussen nu (igen!), at der er grænser for, hvad han selv vil bifalde (eller undlade at udtale sig om, som under Karikaturkrise 1, hvor han i lang tid fastholdt det 'argument', at han overhovedet ikke kunne udtale sig om JP-karikaturerne uden at komme i konflikt med ytringsfriheden). Senest har Fogh således taget usædvanlig drastisk afstand fra den hollandske politiker Geert Wilders, som er blevet verdensberømt og -berygtet for at ville vise filmen Fitna (»Krig« el. »Splittelse«), der efter nogle foromtaler at dømme forventes at ligge i direkte eller indirekte forlængelse af det Koranforbud, som Wilders tidligere har krævet (eksplicit censur og dermed en direkte indskrænkning af ytringsfriheden). Men ingen ved det tilsyneladende - og dog er det en film, som endnu ingen hollandsk tv-kanal imidlertid har indvilliget i at ville vise. Wilders, der er formand for Frihedspartiet i Holland, har således haft travlt med at omklamre og heroisere Fogh for at finde en alliancepartner - men dér har han forregnet sig. Statsministeren udtaler bl.a. følgende utvetydige afstandtagen til Wilders i en pressemeddelelse: