»Eliten« er et ord, der hyppigt dukker op i den politiske debat, og pudsigt nok altid i meget negativ betydning. Eliten er tilsyneladende lige så farlig, som den er betydningsfuld, eftersom fremtrædende og indflydelsesrige politikere fra både oppositionen og regeringen advarer kraftigt imod den. Senest har SF's Astrid Krag raset over en vis elites »arrogance og parnas-selvfedhed«, som hun kalder det, når den folder sig ud i kritik af Dansk Folkeparti eller modstand imod flere og flere politikeres populistiske retssikkerhedsskred (Politiken, 12.4.2010). Det er virkelig synd for de mange søde DF'ere, hun har haft som naboer og er gået i skole med, som hun skriver. Men hvem sidder egentlig på parnasset, og hvem er egentlig »eliten«? Faktisk er der mange eliter, f.eks. inden for de forskellige sportsgrene. Dér er det imidlertid noget meget positivt og attraktivt at være en del af eliten. Men de dygtige sportsfolk vifter jo også gerne med Dannebrog, så det er ikke just den elite, politikerne på parnasset frygter. Panem et circenses. En anden elite er »erhvervseliten«. Også her er vi ovre i den overvejende positive ende af spektret. Denne elite udgør ganske vist også den absolutte antitese til folkelighedens gennemsnit, både hvad angår levefod og indflydelse, men selv om den kan udsættes for en vis venstresnoet kritik, behandles dens elitestatus i reglen med respekt. Der er også mange produkter, der benytter navnet »elite« i overensstemmelse med den positive betydning, ordet indikerer – at der er tale om høj kvalitet. Udover disse eliter er der imidlertid en ganske særegen elite, som til gengæld er uhyre ildeset. Det er således den eneste elite, som slet ikke behøver specificeres eller udpeges med navns nævnelse, men som i den offentlige debat slet og ret bare er: ELITEN. Når det bare er elitEN, der tales om, ved vi nemlig alle sammen, HVEM der menes. Det er den elite, som består af nogle redaktører, journalister og kommentatorer på enkelte aviser, nogle forfattere, kunstnere, forskere, aktivister og andre kritiske røster, der kan finde på at tale både flertallet og tidsånden imod. En spraglet elite, men ikke desto mindre en yndlingsaversion af mytiske dimensioner for adskillige politikere. Det er denne skrækkelige elite, som f.eks. Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen bekæmper indædt og i netavisen Altinget.dk fordømmer tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen for at have ladet sig præge af. En elite, som i Sass Larsens snævre optik slet og er de »kulturradikale« – og som han tilskriver sit partis årelange tilbagegang. Men nu står Socialdemokraterne endelig til fremgang, og dét skyldes selvfølgelig, at partiet så markant har sagt eliten farvel og skiftet værdipolitik og udlændingepolitik. Det har Socialdemokraterne godt nok gjort for mange år siden, og Thorning-Schmidt har alligevel tabt samtlige valg med historiske nederlag, så Sass Larsens 'analyse' er ren Anders And. Æren for partiets nuværende fremgang er naturligvis ikke Thorning-Schmidts, men tilfalder regeringen for en enestående perlerække af skandaler og utidige ferier – men det er jo lidt mere flatterende at pynte sig med et glorværdigt opgør med en kulturradikal elite. Det var i øvrigt om kulturradikalismen, at Elias Bredsdorff i 1955 skrev, at »der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed«. Men den elite, der er belastet med en social samvittighed og bygger på respekt for den enkelte, kan de ikke li' i Sass Larsens version af Socialdemokratiet. Den elite, der bekymrer sig om medmennesker af kød og blod, når de dumpes til torturstater eller får frataget basal retssikkerhed. Den elite, hvis kritik af Dansk Folkeparti, SF's Astrid Krag bliver noget så stødt over. Jo, det er visionært, modigt og dybsindigt at iscenesætte sin oppositionspolitiske karriere på et heroisk opgør med en elite, der er helt uden fælles parti, fælles organisering og fælles talerør. En elite, der er alt for individualistisk præget til at antage fælles ideologi, og iblandt hvilke vi derfor både finder religiøse og ikke-religiøse kulturradikale, kulturliberale, humanister og andre med eller uden navngivet ståsted. Faktisk er det mest kendetegnende fællestegn ved denne spredte, spraglede og suspekte flok af kritiske individualister netop dens fundamentale kontrast til MAGTeliten. Men måske er det udtryk for en paradoksalt utilsigtet selverkendelse eller et pip fra en undertrykt samvittighedsrøst, når magtfulde politikere på parnasset ligefrem føler sig kaldet til at stemple fortalere for retssikkerhed, medmenneskelighed og magtkritik som – ELITEN? [Klummen er trykt i Politiken]