I et interview i dagens Information erkender Per Stig Møller, at der blev begået adskillige fejl under invasionen af Irak. Krigsiscenesættelsens manipulationer får imidlertid nu en helt ny logik, når udenrigsministeren reducerer situationen i 2003 til »uvisheden« om Iraks masseødelæggelsesvåben: »Saddam Hussein fik en hel verden til at tro på, at han havde masseødelæggelsesvåben. Herhjemme var det jo ikke kun regeringen, der troede på det. Det gjorde størstedelen af oppositionen også.« (Information, 19.5.2007). Det er ubestrideligt korrekt, at oppositionen troede på det, men det var snarere USA end Irak, der »fik en hel verden til at tro på«, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben – dét glemmer Per Stig Møller vist lige i skyndingen. Og i modsætning til oppositionen havde Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen et forrygende hastværk med at følge i hælene på George Bushs krigseventyr og åd uden videre alt, hvad der kom fra USA. Det var således ikke Saddam Hussein, der vurderede, at Irak havde kemiske våben til tusindvis af sprænghoveder, nej, det var USA, som Per Stig Møller troskyldigt refererede: »USA vurderer, at Irak for tiden har 100-150 ton kemiske våben, nok til 16.000 sprænghoveder.« (Folketingsdebatten, 20.-21.3.2003). Det var heller ikke Irak, der påstod, at man havde prioduceret 25.000 liter miltbrand, men Per Stig Møller selv, der refererede USA: »Man kan ikke redegøre for 8.500 liter miltbrand. USA mener, at de kan have produceret op til 25.000 liter, nok til 400 bomber.« (Folketingsdebatten, 20.3.2003). Når udenrigsministeren nu bliver spurgt, om det så var en »fejl« at invadere Irak, vil han ikke svare bekræftende, men siger: »Det er umuligt at sige. Hvis vi bare havde ladet Saddam Hussein være i fred i 2003, havde hele regionen svævet i uvished om, han havde masseødelæggelsesvåben eller ej. Det var vel også derfor, han ikke lagde kortene på bordet over for våbeninspektørerne, for så var han blevet afsløret som en papirtiger. Dertil kommer den indenrigspolitiske situation i Irak. Saddam undertrykte både shia-muslimer og kurdere med hård hånd, og den trykkoger kunne være eksploderet under alle omstændigheder.« (Information, 19.5.2007). Sagen er imidlertid den, at den »indenrigspolitiske situation« overhovedet ikke var blandt Per Stig Møllers begrundelser for at gå i krig i Irak – det var ene og alene påstanden om masseødelæggelsesvåben. Informations Jørgen Steen Nielsen har dokumenteret, at både udenrigs- og statsministeren i folketingsdebatten i hele marts 2003 kun fremfører ét eneste argument for at gå i krig i Irak: masseødelæggelsesvåben (jf. Jørgen Steen Nielsen, Information. 3.6.2003).