Lars Rasmussen, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne i København, har politianmeldt spillestedet The Rock for at afholde koncert med den jamaicanske reggaemusiker, Elephant Man. JP.dk skriver herom: »Jeg vil normalt ikke blande mig i den kunstneriske frihed, men når man inviterer musikere, som vil slå andre ihjel, så går man over min grænse. Specielt fordi vi i forvejen har et problem med vold mod homoseksuelle,« siger han om sammenhængen mellem musikernes budskab og de såkaldte hate-crimes, der tidligere er blevet begået mod homoseksuelle i primært Århus og København. (JP.dk, 22.5.2007). Spillestedet forsvarer sig med, at de har bedt bandet afstå fra at spille 2-3 problematiske sange. Sagen er om ikke andet symptomatisk for et udbredt problem, også i Danmark, hvor vi ellers brøster os af vores seksuelle frisind. På Færøerne er homofobien muligvis særlig udtalt, som det kom frem under især bibelfundamentalisteres betragtelige modstand mod den såkaldte racismeparagraf, der f.eks. ikke alene beskytter etniske, nationale og religiøse mindretal mod nedværdigende hån, men også homoseksuelle. Cecilia Decara, der er faglærer på Politiskolen og projektleder ved Institut for Menneskerettigheder, og advokat Sune Skadegård skrev for et par uger siden en fælles kronik i Politiken om problemet, hvor mange danske politikere lidt for let har vasket hænder ved at pege fingre ad Færøerne. For nylig gav flere beslutningstagere på Christiansborg udtryk for endog forargelse over forholdene for homoseksuelle på Færøerne; men forsøgte at skjule kritik fra OECD. Forholdene bliver ikke omtalt som hadforbrydelser. Men er det, der foregår på Færøerne og i Danmark, hadforbrydelser?

Når vores gode ven, der født i Eritrea, men adopteret til Danmark, må opleve at gå på gaden med sine tre børn og finde sig i, at etniske danskere råber abelyde og ’skrub hjem’ foran børnene, er der så ikke tale om en hadforbrydelse? Når etnisk danske børn forfølger minoritetsbørn både psykisk og fysisk i skolen; er det hadforbrydelser?

Når en transvestit bliver forsøgt voldtaget, men i stedet bliver gennembanket, da gerningsmændene finder ud af, at de har fat i en mand; er det en hadforbrydelse?

Når vinduerne til den lokale arabiske forening bliver smadret med sten, må det da være en hadforbrydelse?

Nej, det vil være helt usandsynligt, at nogen af nævnte tilfælde ville blive opfanget af det nye midlertidige indberetningssystem.

Verbale overfald, hærværk, tilråb, rå vold og knytnæveslag kan være prisen for at være anderledes end majoriteten af den danske befolkning. (Politiken, 8.5.2007). Skadegård og Decara foretrækker betegnelsen »hadforbrydelser«, fordi det engelske hate crimes i deres øjne distancerer os fra den danske virkelighed. De kritiserer endvidere politiets manglende beredskab på området og nævner et konkret eksempel, der viser, at homofobien også trives inden for dele af ordensmagten: Et tydeligt eksempel på politiets manglende beredskab angår homofobisk motiveret vold. I april 2002 fortalte en ung mand om sine oplevelser som bøsse til avisen Jyske Vestkysten. Dette resulterede i, at han efterfølgende modtog anonyme breve med dødstrusler og senere blev forulempet fysisk med knytnæveslag og spark. Han anmeldte episoderne til Varde Politi, der ifølge avisen nægtede at tage sagen op. Avisen interviewede den fungerende kriminalinspektør om sagen. Han forklarede, at den manglende efterforskning skyldtes, at politiet ikke har ressourcer til at beskytte enhver, der står frem med noget kontroversielt: »Når man har så anderledes et liv, som for eksempel bøsser eller pædofile, må man regne med, at det får konsekvenser at stå offentligt frem. Det er helt i orden, at de gør det, for vi har ytringsfrihed – men de har åbnet for musikken, så at sige«. Den homoseksuelle, der bliver overfaldet, er med andre ord medansvarlig for overfaldet, blot fordi han er åben omkring sin homoseksualitet? Hadforbrydelser mod homoseksuelle kan både være religiøst og politisk motiveret - i Sverige tilsyneladende også 'moralsk-politisk' motiveret. Ifølge det svenske sikkerhedspoliti (SÄPO) betragter nazister således homoseksuelle som »moralske fjender«. Så meget desto vigtigere er det, at minoritetsgrupper, der kan være nok så forskellige, finder ud af at enes om i det mindste at bekæmpe diskrimination og fordomme i fællesskab - også inden for hver deres respektive minoritetsgrupper. Derfor var det også et positivt træk, da en række minoritetsorganisationer kunne enes om en fælleserklæring den 12. januar 2007: Erklæring om det inkluderende samfund. Efter et stort forarbejde fra Menneskerettighedsinstituttets side og mange drøftelser i forenings- og organisationsregi underskrev bl.a. Kvinderådet, Ældresagen, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), De Samvirkende Invalideorganisationer, Islamisk-Kristent Studiecenter, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC), Red Barnet, Amnesty International, Rådet for Etniske Minoriteter og European Network Against Racism (ENAR). Erklæringen udtrykker enighed om at »fremme ligebehandling for alle borgere på tværs af alder, handicap, køn, etnicitet og race, religion og tro, seksuel orientering,« og påpeger, at »der skal sikres lige og kvalificeret uafhængig administrativ klageadgang vedrørende diskrimination for alle udsatte grupper både indenfor og udenfor arbejdsmarkedet«. Som i så mange af den slags forhold vokser træerne ikke ind i himlen - hvad der vedtages på formelle møder, har ikke megen effekt på gadeplan eller i samfundet som sådan. Kaffekopper og velmenende bordtaler er én ting. Alligevel er det en strømpil, at så forskellige diskriminationsområder finder sammen om nødvendigheden af, at deres klagemuligheder faktisk skal være ligeberettiget. Noget tilsvarende har været helt umuligt de foregående år. I det mindste har NGO'er altså rykket sig til en videre anerkendelse af, at fordomsfuldhed og diskrimination ikke kun er et problem for deres egne grupper hver især, men at der er tale om et fælles problem. Det fortæller imidlertid noget om problemets rækkevidde, når selv en kriminalinspektør i år 2007 kan gøre homoseksuelle medansvarlige for at blive udsat for vold, blot fordi de står ved deres seksualitet.