Ideelt set burde der lige så lidt være behov for et særskilt begreb som kvindefrigørelse som om mandefrigørelse. Det burde kunne rummes af »frigørelse« og underforstå begge køn. Frigørelse handler vel overordnet set om friheden til at være sig selv i så vidtrækkende forstand, som det lader sig gøre med de indskrænkninger, der er betinget af, at den enes frihed ikke sker på bekostning af den andens. Hvis frigørelse skal give mening i denne elementære forstand, kan det selvfølgelig heller ikke begrænses til en særlig gruppe på bekostning af andre grupper. Samme frihed er – eller bør være – et samfundsvilkår, der gælder individet uden skelen til, om den enkelte f.eks. er mand eller kvinde, mørk eller lys, troende eller ateist, kristen eller buddhist, direktør eller kontanthjælpmodtager – og så videre. Derfor hænger frihed sammen med ligestilling, ligebehandling og ligeværd, hvilket er antitesen til ensretning, fordi friheden jo netop derved står vagt om samfundets mangfoldighed og den enkeltes individualitet og integritet. Imidlertid er ligestilling, ligebehandling og ligeværd heller ikke i et åbent retssamfund som det danske nødvendigvis realiseret, og det er altid godt at blive mindet om de frihedskampe, der har banet noget af vejen – og her leverer Kvindemuseet i Århus permanent anskuelsesundervisning. I udstillingen »Verdens heltinder«, som kan ses indtil den 15. august, præsenteres nogle af de »vigtigste kvinder« (museets egne ord) fra en lang række lande. Heltinder, der har været pionerer inden for deres fag eller har kæmpet for kvinders ligestilling. Udvalget kan dog sine steder undre. Udstillingen portrætterer blandt andre en kvindelig bjergbestiger (Evelyne Binsack), en kvindelig pilot (Nancy Bird Walton) og en kvindelig regeringsleder (Gro Harlem Brundtland) – men er de også ligefrem »verdens heltinder«? Der er kun en enkelt kvinde fra før 1800-tallet, og der er stor spredning fra historiske heltinder som f.eks. 'Die Frauen der Rosenstraße', der vovede at demonstrere imod naziregimet i Berlin i 1943, og til en moderne direktør for et kvindemuseum som Astrid Schönweger, der tilsyneladende er »really a power woman«. Måske havde det også været interessant at vælge oldtidens kendteste kvindelige digter, Sappho, eller forfatteren Christine af Pisa, der allerede i renæssancen kritiserede kvindeundertrykkelsen og portrætterede en række historiske kvinder? Eller et mere kontroversielt valg, f.eks. den venetianske kurtisane Veronica Franco? Enkelte danske kvinder er tilføjet, men placeret nogle etager derfra, bl.a. Anna Ancher. Hun var ubestrideligt en fremragende billedkunstner og et sympatisk menneske – men en »heltinde«? Måske havde f.eks. Gyrithe Lemche og Agnes Henningsen været mere nærliggende. Listen er selvfølgelig lang, men så meget desto mere er udvalget og »heltinde«-betegnelsen lige lovligt arbitrær. Udstillingen »Rejsen til Danmark«, der løber frem til den 23. august, supplerer imidlertid det tilsigtede 'rollemodel'-aspekt ganske nærværende og konkret. Her præsenteres 15 kvinder, der bor i Danmark, men har deres rødder vidt forskellige steder på kloden. Det er stærke kvinder med og uden slør, og de har spændende livshistorier og til tider markante meninger imod diskrimination både i Danmark og andre dele af verden. Man kan derfor ikke lade være med at spekulere over, hvornår vi mon får et Indvandrermuseum? På en planche kan vi læse, at Kvindemuseet skriver sig ind i kvindefrigørelsens historie fra kvindehuse, ø-lejre og kvindehøjskoler – men mon ikke indvandrerhuse og indvandrer-ø-lejre som tiltag i kampen for ligebehandling i dagens Danmark ville forarge en række politikere i et land, der ellers roser sig af »frigørelse«? Men hvem ved – måske ser vi i 2050 et Indvandrermuseum med skamstøtter over den diskriminerende 24-års-regel og starthjælp eller en interaktiv udstilling om asylansøgeres retsløse og traumatiserende interneringsforhold? Plancher om frigørelseskampens trange kår i begyndelsen af det 21. århundrede med billeder af det første kvindelige folketingsmedlem, der bærer hovedtørklæde, og den første minister med indvandrerbaggrund (Özlem Cekic, Kamal Qureshi, Manu Sareen?). Gad vide, om man til den tid vil kalde udstillingen for »Danmarks helte og heltinder«? [Klummen er trykt i Politiken.]