Når jeg ikke kan lade være med at skrive om den længe forventede verdenssensation i form af Bjarne Riis' doping-bekendelse, skyldes det ikke bekendelsen i sig selv, men at den snarere illustrerer en række skinhellige 'eksperter' og mediefolk, end den blamerer en cykelrytter. Alle vidste jo, at Riis var dopet - og hvad så? Det var de tilsyneladende allesammen, når det kommer til stykket, så det gør næppe nogen sportslig forskel i det store billede. Elitesportens højteknologiske hjælpemidler og uanede dollarindsprøjtninger, der perfektionerer alle detaljer i form af diæter, medicinering og træning, er i forvejen så »kunstig«, at den moralske forargelsesgrænse er temmelig arbitrær. Men sportens pressegribbe er parat til at tvære rundt i mandens brødbetyngede indrømmelse - »så sker der noget«, som B.T.s slogan lød engang. Der er tilsyneladende én historie, der er endnu bedre end den proportionsløse kåring af en sportskonge, og det er den moralske guillotinering af samme. Spørgsmål såsom hvordan Riis har det med at have »bedraget« danskerne og blive hyldet for en sejr, der bygger på »løgn«, blev på pressemødet fremført med de mest skinhellige miner, som om visse journalister talte på en overmoralsk folkedomstols vegne. Det er meget vigtigt det her, kan vi forstå, og den forargede journalist føler sig fuldt ud berettiget til sin forargelse - hvordan kunne du dog, Riis?! Men angeren er ikke nok. Vi vil have mere, man skal forarges over noget så ligegyldigt som lidt epo-misbrug - forsiderne skal ryddes, moralen skal tale. Med store bogstaver. Digteren og billedkunstneren Christoffer Gertz Bech har tidligere skrevet en morsom og træffende kommentar, der sætter den omvendte problemstilling i relief: Ærlig talt, hvorfor kan man ikke bare lade folk tage den doping, som de vil?

Fordi det er farligt? Ja, videre sundt for organismen er det jo nok ikke, men altså, sport på det niveau er i almindelighed ikke sundt, og på sådan en Tur er der utallige muligheder for at gøre en ulykke på sig selv ved at køre ud over eller ind i en bjergside eller hvad man nu kan finde på. Vi har under ingen omstændigheder at gøre med motionister, der er ude at røre sig for helbredets skyld, og det må da så sandelig være deres egen sag, hvordan de nu ødelægger sig.

Fordi det er snyd? Doping er jo 'præstationsfremmende midler', men det er en aerodynamisk kulfibercykel og en dragt med nanoteknologisk udviklet specialoverflade sgu da også. Hvis det er noget med, at det skal handle om den rene sportspræstation uden yderligere dikkedarer, skulle man give hele banden én og samme type havelåge, en Kronan eller en Bilka-model med tre indvendige gear eller hvad man nu kunne finde på, og så ellers se, hvor langt de kom med den. Men kulturministeren er i chok: »Han har snydt og bedraget en hel verden,« siger Brian Mikkelsen. Hvem taler vi egentlig om? En præsident, der er blevet afsløret i magtmisbrug? Nånej, det er bare en cykelrytter, der har været dopet. En cykelrytter, der har gjort, hvad hans konkurrenter har gjort. Hvorfor skulle han vel være én af de eneste, som ikke tog lidt af det ene og det andet i en elite-sportsgren, hvor milliarder og atter milliarder står på spil - når nu man forventes at tvinge sig gennem Tour de France og andre brutale former for selvtortur, mens man bagefter beredvilligt leverer de forside-præstationer, som sportspressen lever af? Der er heldigvis undtagelser, også i sportsverdenen. Jørgen Leth, der selv har smagt pressens gabestoksforargelse, er én af dem. Han siger det så nøgternt, som en nøgtern cykelsport-entusiast kan sige det: »Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være. Det er det, jeg altid har sat pris på ved cykelsporten. Den er fyldt med fantastiske, oversize personligheder, excentrikere og folk, der sætter livet på spil. Det andet beror på en dum illusion om, at sporten er ren og at rytter skal være rollemodeller for unge mennesker. Det er noget vrøvl, synes jeg.« (Politiken, 26.5.2007).