Siden Villy Søvndals herostratiske udbrud mod indvandrere, iblandt hvilke bemærkningen om, at Hizb-ut-Tahrir skulle skride ad helvede til, i virkeligheden var den mindst foruroligende sammenlignet med hans bizarre kovendinger og propagandistiske generaliseringer mod indvandrere som helhed (læs: Søvndals Front), har de humanistiske stemmer i SF haft det svært - og for mange gør for ofte honnør til den ideologiske kommissær i SF's nye politbureau - Ole Sohn. Til gengæld er det kronede dage for den fløj, der mest af alt minder om Thorning-Schmidts Karen Jespersen-inspirerede islam-syn, herunder ikke mindst Astrid Krag, der har en stor karriere foran sig under de nuværende vinde i SF, hvor man klistrer sig til ledelsen hos Socialdemokraterne. Som samlet opposition fortoner mulighederne sig imidlertid i horisonten for S og SF. Socialdemokraterne ligger som et havareret hangarskib, og ingen tør rigtig lette fra dækket længere - Den Røde Skole, som havde potentialet og gennemslagskraften til at genrejse det gamle parti, lukkede sig selv i stedet for at tage det tiltrængte og nødvendige frontalopgør med partiledelsen. For nylig havde SF's Astrid Krag så riven ude efter østarbejderne, fordi de kommer fra katolske lande - de kan blive et "problem" i lighed med gæstearbejderne, der formastede sig til at blive i stedet for at forsvinde fra Danmark, som havde inviteret dem. Det er denne ubehagelige tendens til at gøre hele befolkningsgrupper til et problem som det naturligste i verden, som Astrid Krag og ledelsen i Det Nye SF inkarnerer sammen med gentagelsen af den stupide myte om, at "venstrefløjen" ikke har "turdet" kritisere indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. De må naturligvis tale for sig selv, men problemstillingen har naturligvis aldrig nogen sinde været, om nogen har turdet eller ikke turdet kritisere indvandrere, men om kritikken har været nøgtern, eller om den har været proportionsforvrængende, generaliserende og propagandistisk. Det sidste har indlysende været tilfældet - og er blevet det i stadig stigende grad (eksempler herpå er legio både før og efter 2001, hvoraf nogle kan findes her: Dokumentarisk oversigt over Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda). SF's nye kurs handler ikke om andet end at turde andet end at bidrage til de negative og usaglige generaliseringer. Astrid Krag illustrerer dette til fulde - præcist påpeget i en nylig lederartikel i Politiken: