Jeg havde i går nedenstående klumme i den trykte avis: USA har fået en præsident, der har rødder i en marginaliseret og diskrimineret befolkningsminoritetet. En præsident, der har været en af de mest radikale senatorer og mest udtalte modstandere af Irak-krigen, og som har en lang kamp for borgerrettigheder og antiracisme bag sig. En præsident med en kenyansk far, hvilket i vores eget ekskluderende danmarksbillede, som næsten alle medier og politikere rutinemæssigt henfalder til, faktisk gør Barack Hussein Obama til (hold fast) en 'andengenerationsindvandrer'. Obama har ført en valgkamp med skelsættende momenter af storladen humanistisk retorik og konkrete løfter om social retfærdighed. Men ligesom valgets mainstream-logik har betinget en gradvis udvanding af visse af hans standpunkter, vil præsident-embedets logik yderligere øge forskellen mellem den skarpere Obama, som blev valgt til Senatet i 2004, og den Obama, som blev valgt til præsident i 2008. Hvor meget af Håbet Obama, der overlever Præsidenten Obama, vil vise sig. Men hans historiske valg og globale opbakning repræsenterer allerede en humanistisk brise efter otte års ignorance under George W. Bush, og derfor kaster valgresultatet også perspektiv over dansk politik. Selv om Venstre er Demokraternes søsterparti, har Anders Fogh Rasmussen i lighed med bl.a. Dansk Folkeparti hidtil gjort en dyd ud af at skamrose den siddende republikanske præsident. Der var således grimasser, der skulle passe, da statsministeren skulle lukrere på Obama-lejrens eufori, efter at han har stået last og brast med Bush-æraen i årevis: En statsminister, der for blot få måneder siden stadig væk optrådte som forgabt beundrer af Bush: »De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden. Tillad mig at hylde Dem for det.« (2.3.2008). Altså den samme Bush, som stædigt har blokeret for at nedbringe effekten af menneskeskabte klimaændringer, som har løjet verden ud i Irak-krigen, som har nægtet konventioner om kemiske våben og landminer, og under hvis administration tortur og menneskeretskrænkelser har fået et boost. Den samme Bush, hvis politik det har været Obamas vigtigste mål at feje af bordet: »Hvis John McCain vil følge George Bush med mere hård retorik og dårlig strategi, så er det hans valg – men det er ikke den forandring, vi har brug for.« Han kunne have sagt det samme om Fogh. Alligevel iførte statsministeren sig sit mest bedårende skuespiller-smil og sagde om skiftet fra Bush til Obama: »Der er ingen tvivl om, at der kommer nye toner [fra USA]. Det ser jeg meget positivt på.« (DR, 5.11.2008). Aha – så statsministeren ser »meget positivt« på Obamas drastiske opgør med Bush ...?! Hvis Fogh var Pinocchio, ville hans næse have spiddet en snes af de foranstående tilhørere. Også lederen af Republikanernes danske søsterparti, Lene Espersen, måtte afstive sit tv-smil, for så derefter at synke til Sarah Palin-niveau i sin valgkommentar: »Obama får den bedste start, fordi der er rigtig mange, der har stemt på ham.« En meget dybsindig iagttagelse – eller et meget omhyggeligt ikke-svar? Dansk Folkeparti er naturligvis det mest udprægede McCain-Bush-parti af dem alle, og alligevel valgte Pia Kjærsgaard at lykønske den nyvalgte præsident med ordene: »Obama har for amerikanerne repræsenteret forandring, et frisk pust i en tid med kriser og krige.« (5.11.2008). Endnu et bidrag til et dansk hykleri så tykt, at det kan skæres og pakkes som skive-pålæg. Den 'værdipolitik', der føres af Kjærsgaard, Espersen og Fogh, står naturligvis i skærende kontrast til alt, hvad Obamas kampagne var baseret på: At bygge broer på tværs af trosforskelle og etnicitet ved forståelse og inklusion frem for hån og eksklusion. At tolerance ikke er en svaghed, og intolerance ikke en styrke. At intelligens ikke er en akilleshæl, og ignorance ikke en dyd. Om Obama lever op til det, er en anden historie – men signalerne peger i modsat retning af de amerikanske grøftegravere i slægt med Fogh, der har pisket frygten og terrorpanikken i vejret, men som altså dennegang tabte valget i USA. Og hvad der var lige så bemærkelsesværdigt og illustrativt: Ikke alene tabte de, men deres nederlag udløste tilmed et lettelseshåb af globale dimensioner. Her mangler Den Danske Drøm stadig væk: Kan vi f.eks. overhovedet forestille os en dansk statsminister, som hedder Hussein til mellemnavn? En dansk statsminister, som tilhører et etnisk befolkningsmindretal? En dansk statsminister, der f.eks. har afrikansk eller arabisk far? En dansk statsminister, der som Obama er »2.G'er«? Nej, vel? På dette punkt har Obama indiskutabelt generobret Den Amerikanske Drøm. Vi mangler fortsat modet til at skabe den danske.