"Adskillelse af stat og religion" er ét af de 'selvfølgelige' fundamenter i et sagnomspundet dansk værdi-katalog, der hives op af hatten til festlige og alvorlige lejligheder, hver gang Danmarks fremskridtsvenlige og sekulære dyder skal fremhæves - og religiøse mindretal skal 'mindes om', at de (læs: vi) skam lever i et oplyst samfund. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Stat og religion er ingenlunde adskilt - folkekirken er øverst i et hierarki af en lang række trossamfund med tre laverestående trin under sig; den er tillige særskilt fremhævet i Grundloven, og der knytter sig flere privilegier hertil på bekostning af andre trossamfund (og på bekostning af ikke-religiøse sammenslutninger). Ved siden af den statslige medlems-automatik i forhold til kontingent-opkrævningen, som ingen af de øvrige trossamfund (eller sekulære foreninger) har, skal også alle ikke-medlemmer betale til folkekirken over skatten. Nu er det selvsagt kun rimeligt, at staten tager sig af en række opgaver, som f.eks. har at gøre med vedligeholdelse og restaurering af kulturhistorisk bevaringsværdige kirker, hvilket uundgåeligt må kunne beløbe sig til nogle millioner årligt, og som alle (folkekirkemedlemmer eller ej) naturligt bidrager til, f.eks. via indkomstskatten. Men ligefrem at finansiere betydelige dele af de omkostninger, der er forbundet med en specifik religionsudbredelse, er en anden sag. Faktisk er statstilskudet steget med 30 procent på kun tre år, så det vil overstige en milliard kroner i 2009 (jf. dr.dk, 8.9.2008) - dette beløb tilføjes med andre ord den af medlemmerne betalte kirkeskat. Stigningen skyldes bl.a., at staten vælger at holde kirken skadesløs for lovgivning (herunder andre skatter og afgifter), der måtte påføre den nye udgifter. Konsekvensen heraf bliver imidlertid den paradoksale, at kirkemedlemmerne holdes mere skadesløse for kirkens øgede udgifter end ikke-kirkemedlemmer. Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen Klint, kritiserer med rette denne noget usædvanlige kompensations-ordning: "Det virker totalt ulogisk, at fordi man rører ved skatteforhold eller arbejdsmarkedsforhold, så får det en afledt virkning på folkekirkens medlemsbidrag. Det var bedre, hvis man havde et medlemskontingent, der ikke var følsomt over for skattelovgivningen." Og som ikke blev opkrævet af staten, kunne tilføjes. Men det korte af det lange er, at til trods for at regeringen på en lang række andre områder er ganske utilbøjelig til at øge statens udgifter, er folkekirkens tilskud steget eksplosivt på få år. Skal der balance i de fine ord om adskillelse af stat og religion, havde det ellers været naturligt, at medlemmerne selv betalte det fulde beløb til at dække udøvelsen af deres religion. Hvad vi skal tilstræbe, hvis adskillelsen af stat og religion skal give mening, er med andre ord et religionsneutralt samfund, hvor trossamfund (og andre foreninger, som repræsenterer en specifik livsanskuelse, religiøs eller ej) appellerer til medlemmernes gunst på lige vilkår. Et samfund, hvor diverse trossamfund drives og finansieres 100 procent af deres respektive medlemmer. Dette er heller ikke nødvendigvis i modstrid med Grundloven, som det ellers gerne hævdes - Grundloven kan og skal fortolkes som så meget andet. Og at fortolke Grundlovens ord om understøttelse af folkekirken derhen, at staten understøtter bevaringsværdige kirkebygninger af kulturhistorisk værdi, kan kun være bedre i overensstemmelse med Grundloven end den eksisterende ordnings statsstøtte på en milliard kroner, der er i strid med Grundlovens ord om, at ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til anden religionsudøvelse end sin egen.