Regeringen kan åbenbart ikke få kanoner nok. Litteraturkanoner, idrætskanoner og nu også en demokratikanon. Det drøftes således, om Grundloven skal med, og om det skal være den første fra 1849 eller den lidt nyere fra 1915, hvor kvinder fik stemmeret. Personligt er jeg ikke meget for en nationalforherligende kanon - men en inspirerende diskussion om betydningsfulde personligheder, tekster, kunstværker og begivenheder er altid interessant. Men netop derfor er det også misvisende, når idémanden bag en demokrati-kanon, Ove Korsgaard bemærker over for Politiken, at en sådan adskiller sig positivt fra en kultur-kanon. Signalet skulle således være: »Du forpligter dig til at blive politisk dansker, men til gengæld kræver vi ikke religiøs og kulturel ensretning.« (Politiken.dk, 31.5.207). Det sidste er naturligvis rigtigt, men det første er jo dybest set forkert. Du forpligter dig aldeles ikke til at blive en politisk dansker (hvad i alverden dét så end indebærer) - du kan roligt nøjes med at blive dig selv. Du kan nemlig have nøjagtigt de værdier og tanker og holdninger, der passer dig - du er ene og alene forpligtet til at overholde loven, eller tage din straf, hvis du bryder den. Punktum. Hvis en demokrati-kanon skal være blot og bar inspiration og ikke en ophøjet facitliste, er det heller ikke videre frugtbart at benytte det belastede ord kanon. Og her tænker jeg selvfølgelig på forbindelsen til den helliggørelse, der f.eks. kommer til udtryk i form af den bibelske kanon, eller pavens kanonisering af helgener og den slags. Hvorfor adoptere dette skær af pseudoautoritet, hvis det hele vitterlig bare handler om at skabe »debat«? Hvis der endelig skal nedsættes et udvalg til at finde nogle inspirerende tekster, så kunne man jo bare kalde det et »idéhistorisk debatoplæg«, en »anbefalet litteraturliste« eller lignende. Men dét har naturligvis ikke den prestigefyldte klang, som det åbenbart er så nødvendligt for kulturministeren at forlene sit ministerium og sin politiske karriere med. Hvad skulle vi også ellers huske ham for? Men for nu at levere lidt modvægt følger her et meget forløbigt og uhøjtideligt (kanon)skud fra hoften på det, der i stedet kunne være (ikke den, men) én Dansk Friheds Kanon - eller Antikanon, om man vil. Her er fokus på nogle af den danske kulturarvs aspekter af menneskelig individualitet og integritet samt diverse udtryk for en inspirerende frihedsånd og magtkritik (i kronologisk rækkefølge): • Sagnkvinden Kraka/Aslaug (Regnar Lodbrogs hustru) • Ludvig Holberg: Niels Klim, 1741 • Johann Friedrich Struensees reformperiode, 1771-72 • Jens Baggesen: Labyrinten, 1792-93 • General Buddos slaveoprør på Sankt Croix og Peter von Scholtens proklamering af slavernes emancipation, 1848 • Søren Kierkegaard: Øieblikket 1-10, 1854-55 • Carl Heinrich Bloch: Prometheus' befrielse, 1864 • Georg Brandes' (1842-1927) kulturkamp • Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, 1898-1904 • Kvindetoget på Amalienborg Slotsplads, 1915 • Poul Henningsen: »Man binder os på mund og hånd«, 1940 • Modstandsbevægelsen under besættelsestiden