Der er ikke mange tegn på, at Taleban nogen sinde vil blive nedkæmpet i Afghanistan, trods det store vestlige militæropbud, og derfor taler flere og flere for normalisering, dialog og forhandling med en bevægelse, som man roligt kan kalde en af verdens absolut mest totalitære. I virkeligheden er dette bare en tilbagevenden til 'business as usual': Også i midten af 1990'erne havde man i USA en forståelse - ja, ligefrem sympati - for Taleban, idet man i lighed med Israel så Taleban som en støtte i kampen mod Iran, og fordi man som i så mange andre tilfælde derudover lod det udenrigspolitiske engagement i området styre af olieinteresser, som det bl.a. fremgår af den pakistanske journalist, Ahmed Rashids glimrende bog, Afghanistan og Taleban; Islam, olie og det nye store spil i Centralasien. I et telegram fra Reuters hed det f.eks. kort og godt: »Sikkert er det, at Taleban ser ud til at tjene USAs isolationspolitik over for Iran ved at skabe en stødpudezone af sunni-muslimer langs Irans grænse, og dermed danne det sikkerhedsmæssige grundlag for handelsveje og rørledninger, der kan bryde Irans monopol på Centralasiens sydlige handelsveje.« (1.10.1996). Amerikanerne forventede endvidere, at talebanerne ville udvikle sig som saudiaraberne, som en amerikansk diplomat udtrykte det i et interview i Pakistan i 1997: »Taleban vil sikkert gennemgå en udvikling svarende til den, saudierne gennemgik. Der vil være Aramco [det konsortium af amerikanske olieselskaber, som kontrollerede den saudi-arabiske olieudvinding, indtil landet blev nationaliseret], rørledninger, en emir, intet parlament og en masse Sharia-lov. Det kan vi godt leve med.« Først da Taleban fandt en ny legekammerat i Osama bin Laden i slutningen af 1997, begyndte USA's politik at ændre sig. Hidtil havde man ikke bekymret sig meget om kvindeundertrykkelse og anden totalitær adfærd fra talebanernes side - accepten havde ganske enkelt været uforbeholden. Man kan selvfølgelig vanskeligt forestille sig, at det er den kurs, USA vil tilbage til, og dialog med hvem som helst er altid en mulighed - det behøver ingenlunde være ensbetydende med hverken sympati eller accept, at man taler sammen, også med sine fjender. Det er heller ikke uden fortilfælde, at yderligtgående bevægelser faktisk er blevet afradikaliserede i vekslende grad efter at være blevet dialogpartnere og siden helt eller delvist har accepteret visse internationale spilleregler. Der er med andre ord intet som helst galt i princippet om dialog og forhandling med hvem som helst - men der er på den anden side stor forskel på realismen i forventningerne til, hvad sådanne forhandlinger kan føre til. Det er således tankevækkende, at det tilsyneladende er rygter om, at Taleban vil bryde med al Qaeda, der har medvirket til at åbne (indgangen til vejen til) forhandlingsbordene med Vesten, fordi det nøjagtig var samarbejdet med al Qaeda, der i sin tid fik USA til at bryde med Taleban. Man kan med andre ord frygte, at den 'realpolitiske løsning', som man vil tilstræbe, alene betyder en overfladisk signalpolitisk sejr, som vestlige politikere kan henvise til for at redde ansigt. Prisen kan imidlertid blive en (uudtalt) accept af hårdkogt kvindeundertrykkelse og brutale menneskerettighedsovergreb, der er beslægtet med den saudiske totalitarisme, som Vesten i forvejen vender det blinde øje til af hensyn til olien. Berlingske Tidendes leder illustrerer dilemmaet under overskriften "Taleban IND I VARMEN":