Statsminister Anders Fogh Rasmussen skal i dag i samråd i Folketingets forsvarsudvalg for at besvare spørgsmål om iscenesættelsen af Irak-krigen. Den fornyede aktualitet er de berømte bemærkninger, som Jens Rohde i et øjebliks ærlighed kom for skade at levere i bogen Vejen til Irak , hvor han bl.a. udtalte, at regeringen "i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben". Han henviste endvidere til, at beslutningsforslaget bag krigen ikke var i overensstemmelse med den fremstilling af krigsiscenesættelsen, som regeringen gav udtryk for i offentligheden: "Det var godt, vi havde et beslutningsforslag, der ikke på den måde bandt os op på masseødelæggelsesvåben. Men det fritager os ikke fra det ansvar, at vi var med til at skabe det billede. Og én ting er, at det holder rent juridisk, men verdensbilledet, vi fik skabt, var bare ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden." Det er imidlertid ikke korrekt, at beslutningsgrundlaget ikke også var en del af det skræmmebillede, som baseredes på masseødelæggelsesvåben, som jeg tidligere har været inde på: Masseødelæggelsesvåben TI gange i beslutningsgrundlaget. Og i det hele taget var det samlede krigsgrundlag folkeretligt uholdbart, pointerer politolog Tonny Brems Knudsen fra Århus Universitet: "Selvfølgelig er det en politisk vurdering, om man skal gå i krig. Det er der en vis politisk hæderlighed i at sige, men selv hvis man tager regeringens argument om Iraks manglende overholdelse af FN's resolutioner for pålydende, holder det ikke i byretten. FN's Charter giver ikke mulighed for at gå i krig, fordi et eller andet medlemsland ikke overholder en given Sikkerhedsråds-resolution. FN-pagtens kapitel syv giver udelukkende mulighed for at gå i krig, hvis et medlemsland er blevet angrebet, eller hvis der er en umiddelbar og overhængende trussel mod freden. Ingen af delene var tilfældet den 21. marts 2003. Det vidste regeringen, og derfor var man så opfindsom, da krigsgrundlaget skulle formuleres." ( Information, 29.10.2008). Brems Knudsen spiller her på udenrigsminister Per Stig Møllers indirekte 'garant' for krigens folkeretlige grundlag, da han før krigen udtalte om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben: "Beviserne skal kunne holde i byretten." (Ritzau, 6.9.2002). Det gjorde de som bekendt ikke. Og efter at stats- og udenrigsministeren havde gjort deres allerbedste for at overbevise offentligheden om eksistensen af de masseødelæggelsesvåben, der ikke fandtes, forsøgte Per Stig Møller en ynkelig retræte og udtalte i juni 2003, at "det er muligt, at han [Saddam Hussein] ikke havde dem. Men det er ikke politisk særlig interessant. Det interessante er, om omgivelserne troede, at han havde dem." En nydelig krigsiscenesættelse, ikke sandt? Først overbeviser vi omgivelserne om, at Iraks masseødelæggelsesvåben er et ubetvivleligt faktum og dermed grundlag for krigen; bagefter, når uholdbarheden står klar for alle, overbeviser vi omgivelserne om, at det var omgivelsernes overbevisning om masseødelæggelsesvåbnene, som var det ubetvivlelige faktum, der var grundlaget for krigen ... Keine Hexerei, nur Behändigkeit. I en gennemgang af 'beviserne, der ikke holdt', skriver Jørgen Steen Nielsen i dagens Information: