»Jens Rohde har sagt, at der dengang var skabt et almindeligt indtryk af, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Det skal man ikke være professor i statskundskab for at konstatere«, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen på baggrund af et åbent samråd i Folketingets forsvarsudvalg om Irak-krigens iscenesættelse. Men han tilføjede som det første af to hovedargumenter for krigen, at denne opfattelse blot var almindeligt udbredt blandt såvel regeringen som oppositionen, »fordi, der var spredt et almindeligt indtryk af, at der var masseødelæggelsesvåben baseret på de informationer, der var givet fra forskellige efterretningstjenester« (Politiken.dk, 29.10.2008). Som andet hovedargument anførte statsministeren: »Men det ændrer bare ikke ved at det var ikke den begrundelse vi brugte som argument for at gå med i Irak,« det var nemlig Saddam Husseins manglende vilje til samarbejde med FN (Politiken.dk, 29.10.2008). Begge dele er i bedste fald misvisende og manipulerende. 1) Ja, oppositionen var i nogen grad af samme indtryk som regeringen og troede på masseødelæggelsesvåbnene, men den var selvfølgelig afhængig af de (mis)informationer, som regeringen udbasunerede med skråsikre miner. Eller med Mogens Lykketofts ord: »Vi var i oppositionen ikke i en position, hvor vi kunne afvise at der var masseødelæggelsesvåben, og det gjorde vi heller ikke. Men vi var i en position, hvor vi kunne sige, at når FN’s våbeninspektører mener, de kan opklare den sag uden krig, så er vi i mod krig og det er det handler om. Ikke det andet. Det andet er rent afledningsmanøvre.« Det er naturligvis også tilfældet, at udspringet for løgnen om de påståede masseødelæggelsesvåben ikke i første omgang stammer fra Danmark eller den danske regering, men derimod i sidste ende fra USA, hvorfor Anders Fogh Rasmussen & Co. sikkert i vid udstrækning har troet på det, der viste sig at være et svindelnummer. Men der er forskel på at tro på oplysninger, man ikke selv kan bekræfte, og så give befolkningen det indtryk, at eksistensen af Iraks masseødelæggelsesvåben er noget VI VED, som statsministeren påstod, for dermed signalerer man selvsagt, at regeringen er i besiddelse af indiskutable beviser. Det var man ikke - statsministeren talte usandt. Det samme gjorde udenrigsministeren. Faktisk så emfatisk, at han en lille uge efter krigens udbrud endog gjorde det tindrende klart, at det var masseødelæggelsesvåbnene det hele drejede sig om: »Det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben.« (Per Stig Møller, folketingsdebatten, 26.3.2003). 2) Er det så sandt, at selv om regeringen talte usandt, så var det trods alt ikke de fiktive masseødelæggelsesvåben, der var begrundelsen for at gå i krig? Som jeg har været inde på tidligere, er masseødelæggelsesvåben nævnt ikke mindre end ti gange i den officielle og formelle krigsbegrundelse (B 118, 18. marts 2003: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak); nogle gange som reference til fortiden, andre gange med flertydig reference i tid, én gang som "eventuelle masseødelæggelsesvåben" (refererende til våbeninspektørerne), og atter andre gange med klar adresse til samtiden: