Jeg havde i går følgende klumme i den trykte avis: Vi trænger til et dansk parti, der tør insistere offensivt på, at danskheden er truet. Et parti, der ikke nøjes med hensigtserklæringer og slogans, men tør satse stort og tæppebombe debatten med kravet om at styrke det, der mere end noget andet gør det danske dansk og Danmark til Danmark. Jeg taler selvfølgelig om den danske naturarv – hvad ellers? Der er dybest set intet, der er mere dansk end landskabet og naturen. Hvis det tvivlsomme begreb 'danskhed' overhovedet skal give mening, er naturen ganske enkelt det tætteste, vi nogen sinde kommer en neutral definition, bl.a. fordi den danske natur danner kulisse for alle, der lige akkurat lever i Danmark. Naturen er hævet over (eller rettere det neutrale fundament under) alt det, der både splitter og beriger os, fordi vi er individer med vidt forskellige tanker, følelser og overbevisninger. Således er den danske historie og kulturarv et katalog over årtusinders modstridende epoker, kulturelle modsætninger og kæmpende individer, som har slanget udviklingen i snart den ene og snart den anden retning; men de skiftende politiske og kulturelle vinde er blæst gennem de samme landskabelige konturer, og selv om fordelingen af natutyperne har varieret undervejs, er karakteren heraf trods alt stadig det danskeste, vi har at være fælles om. Og det gælder uanset politisk og religiøst ståsted, uanset om vi ønsker mere eller mindre EU, og uanset alle seksuelle, musikalske, gastronomiske eller moralske præferencer i øvrigt. Hvad enten vi har boet i disse kulisser i 1, 10 eller 100 år, og hvad enten vi er lejlighedsvise naturgæster eller lidenskabelige naturelskere, så er der intet mere utvetydigt dansk end den natur og det landskab, som alle, der bor her, er en del af. Det er det Danmark, som naturbegejstrede digtere har besunget som Danas Have og Freias Sal, og som ikke bare guldalderen forgyldte, men som bestandigt er vendt tilbage, også efter at Oehlenschläger, Blicher, Andersen, Winther & Co. gik på pension. Og hvorfor? Fordi naturens æstetiske berigelse og indre inspiration netop rækker ud over skiftende epoker og stridende standpunkter og vedbliver at være af særskilt værdi. Derfor har naturen også betaget betydningsfulde danske poeter længe efter romantikkens afblomstring, f.eks. Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Sophus Claussen, Johannes V. Jensen, Frank Jæger og Eske K. Mathiesen, for blot at nævne nogle få, der har sat deres spor i den danske kulturarv – ja, sågar en storbypoet som Dan Turell kunne digte om naturen: