Kim Møller, der bestyrer den nationalkonservative blog, Uriasposten.net, er blevet afkrævet 5.408,- kr. i vederlag og godtgørelse af Nyhedsavisens journalist Knud Brix, fordi han har indscannet en af Brix' artikler og bragt den uforkortet på sin blog. Knud Brix anfører i sit brev, at han derudover godt kan finde på også at rejse krav om erstatning samt yderligere godtgørelse. Der er tale om artiklen »Torturrygter om Aaen spreder sig på nettet« (16.3.2007) - en af flere artikler, hvor Knud Brix og Anna Rossman Thejsen på glimrende journalistisk vis afviser stemplingen af Aaen som »forhørsleder« i Afghanistan, hvor han ifølge borgerlige rygtesmede skulle have »medvirket til tortur«. Uriasposten.net omtales som ét af de steder på internettet, hvor de falske rygter om Aaen viderebringes i en »smædekampagne« mod politikeren fra Enhedslisten. Kim Møller har som nævnt bragt et indscannet billede af den pågældende artikel, og det har fået Knud Brix til at rejse erstatningskravet via Dansk Journalistforbund. Nærværende sag handler altså ikke om Frank Aaen, men alene om Brix's ophavsret og fremgangsmåde over for Kim Møller. Og Knud Brix's fremgangsmåde er i bedste fald urimelig af flere grunde: 1. Uriasposten har indscannet artiklen og bragt den i et format, der er så lille (350 x 469 pixels), at brødteksten kun med stort besvær overhovedet kan læses - den fungerer med andre ord snarere som illustration til Kim Møllers egen tekst. 2. Kim Møller anvender ikke artiklen i kommercielt øjemed og tjener ikke én øre på at bringe den nedfotograferede artikel som illustration. 3. Der er intet i konteksten, der så meget som antyder, at Kim Møller har haft til hensigt at krænke ophavsretsloven, men alene at illustrere sin egen kommentar til diskussionen om Frank Aaen, herunder Nyhedasvisens fremstilling. Det, der imidlertid for alvor gør Knud Brix' forehavende problematisk, er: 4. Knud Brix har tilsyneladende slet ikke ulejliget sig med først at bede Kim Møller om at fjerne artiklen, men i stedet omgående sendt ham en regning. Hvis Brix virkelig føler sig gået for nær og af private grunde er utilfreds med at se sin artikel bragt som lille illustration, ville almindelig redelighed i stedet tilsige ham at sende Møller en email med beskeden: Kære Kim Møller. Du har på Uriasposten gengivet en artikel, jeg har skrevet, og det vil jeg gerne være fri for. Du må gerne citere, men ikke bringe det hele. Den er godt nok gengivet i meget lille format på din blog, hvorved brødteksten er næsten ulæselig, så jeg kan godt se, at du bare har villet benytte den som en slags illustration - men vil du ikke godt fjerne den alligevel? Venlig hilsen, Knud Brix Vanskeligere var det vist ikke. Hvis nu Kim Møller insisterede på at sidde en venlig henstilling overhørig, ville Knud Brix naturligvis kunne være tvunget til at overveje, om han skulle gå juridisk til værks. Den nuværende fremgangsmåde er derimod problematisk - og desværre omsiggribende ved jeg af personlig erfaring. Det er derfor på sin plads, når Kim Møller kalder formålet med kravet om godtgørelse og verderlag for Knud Brix's Feriefond. Det er meget muligt, at Brix formelt har juraen og retten på sin side - men ikke redeligheden eller rimeligheden. Kim Møller beskriver sagens aktuelle status på Uriasposten.net: »Jeg har kontaktet en kompetent jurist, og såfremt han mener sagen ikke er stendød for mit vedkommende, og bidragene beløber sig til en størrelse der gør juridisk afgørelse muligt, så tager jeg kampen op. Den aktuelle saldo på 'Knud Brix' feriefond' ses nederst i denne postering. Et eventuelt overskud vil gå ubeskåret til en fond med samme formål - hvis det står til mig - en fond som også forsvarer venstrebloggerne ved juridiske problemer af denne karakter.« (7.6.2007). På de fleste politiske områder er jeg omtrent så uenig med Kim Møller og Uriasposten.net, som man kan blive, men jeg kan kun opfordre bredt til at støtte ham økonomisk, så det bliver økonomisk muligt at føre denne sag. Kontonummeret findes her: Uriasposten.net. Det forhold, at politiske hjemmesider og blogs uden økonomiske muskler af nogen art rent faktisk kan konkurrere med mainstream-medier med million-budgetter på holdninger og analyser - og i nogle tilfælde også så småt på læsere - er blandt internettets mest værdifulde aspekter. Det er naturligvis helt i orden, at journalister og andre ikke ønsker at se deres artikler offentliggjort mod deres vilje sådanne steder, men det grænser til arrogance at lade redelighed og rimelighed over for ikke-kommercielle sites gå fløjten på den bekostning.