Jeg havde i weekenden nedenstående klumme i den trykte avis: »Afroamerikanere er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne. Det er også en kendsgerning, at den afroamerikanske kultur i meget høj grad accepterer eller ligefrem fremmer aggression. Det er en kendsgerning, at den afroamerikanske kultur i meget ringe grad accepterer den amerikanske model for at tale om tingene og ad dialogens vej uden sanktioner gøre kriminelle begribeligt, at de er på gale veje. Det bliver opfattet som slaphed og animerer til ny kriminalitet.« Enhver kan se, at dette en hårdkogt racisme, der uredeligt misbruger de mangesidede årsagsforhold bag sortes overrepræsentation i amerikanske fængsler. Citatet stammer imidlertid ikke fra USA, men fra en leder i Dansk Folkepartis Dagblad, også kaldet Jyllands-Posten, og omhandler påstået »muslimsk« overrepræsentation – »muslim« er for anskuelighedens skyld blot ændret til »afroamerikaner« og »dansk« til »amerikansk«. Der er altså ikke tale om klassisk racisme, men om antimuslimsk propaganda. Lederen er uskelnelig fra et Ugebrev af Kjærsgaard og burde i ærlighedens navn bære titlen »Muslimproblemet« – jævnfør det centrale 'argument': »Problemet er kriminelle indvandrere i flere generationer fra muslimske lande, og sådanne indvandrere er muslimer. Det er de, fordi deres religion byder dødsstraf til renegater. Derfor er det logisk korrekt under ét at kalde indvandrere fra muslimske lande for muslimer, og når de er kriminelle, turde det vel være lige så logisk korrekt at tale om kriminelle muslimer.« (30.3.2009). Præmissen for dette usammenhængende vrøvl finder lederskribenten bestyrket af årtiets mest manipulatoriske debatbog, 'Blandt kriminelle muslimer', der er skrevet af Dansk Folkepartis partisoldat fra Østerbro Lokalråd, Nicolai Sennels. Denne løgner, der ud fra samtaler med 150 stærkt socialt og psykisk belastede unge med indvandrerbaggrund drager de mest hårrejsende konklusioner om samtlige muslimer i hele verden, og som bildte offentligheden ind, at han havde fået påbud mod at røbe sin nye ansættelse hos Forsvarsministeriet, hyldes selvfølgelig af lederen i Dansk Folkepartis Dagblad som martyr og sandhedsvidne. Udgangspunktet er dermed ikke blot baseret på pseudofaglighed af værste skuffe, men hele fremstillingen er rent sludder, eftersom kriminalitet slet ikke gøres op efter trostilhørsforhold (hvilket også er umuligt uden en underskrevet trosbekendelse fra samtlige kriminelle), hvorfor lederen må ty til generaliserende spredehagl og kortsluttet logik. Eksempelvis bliver en »muslim« slet og ret til en indvandrer fra et ikke-vestligt land, som tilsvarende bliver et »muslimsk land«. Avisen har dermed bekvemt gjort alle indvandrere fra »ikke-vestlige lande« til »muslimer«. Ingen undtagelser. Ingen forbehold. Og selvfølgelig ingen forskel på muslimer. Men er f.eks. Tyrkiet uden videre et »muslimsk land«? Er en kristen libaneser og en sekulær palæstinenser, der støtter Fatah mod Hamas, »muslimer«? Sådanne overvejelser hører ikke med i Dansk Folkepartis Dagblad, for det entydige facit er skrevet på forhånd, og så må de flertydige fakta ligesom alt andet fejes ind under Muslimproblemet. Og hvis nogen så fortsat skulle være i tvivl om, hvorfor samtlige ikke-vestlige indvandrere er en forskelsløs masse af fjernstyrede »muslimer«, så falder lederens surrealistiske tiøre her: »Det er de, fordi deres religion byder dødsstraf til renegater.« Prøv lige at læse langsomt én gang til: De (altså hvem som helst – fra ateistiske iranere til islamistiske egyptere osv.) er »muslimer« (sic), fordi (sic) deres (sic) religion (sic) byder »dødsstraf til renegater« (sic). Og oven på dette formidable regnestykke konkluderer avisens Mester i Logik: »Derfor er det logisk korrekt under ét at kalde indvandrere fra muslimske lande for muslimer.« Ja, selvfølgelig – og 3 søm plus 4 bananer er 17 skorpioner. Med andre ord: Muslimer og ikke-muslimer fra ikke-vestlige lande er uden undtagelse allesammen muslimer, og alle muslimer og ikke-muslimer er allesammen muslimer på akkurat samme måde med nøjagtig samme kriminelle samfundskonsekvenser. Stuhr stuhr nummer. Og så ekstranummeret: Hvorfor skal det være »forbudt« at fastslå muslimproblemet, spørges der forurettet i lederen, der oven i købet bærer overskriften »forbuden tale«. Sandheden er, at intet er mere tilladt og tidsåndskorrekt, hvorfor argumentationsmanglen netop må dække sig under dette selviscenesatte martyrium. Den manipulatoriske islamificering af kriminalstatistikkerne påviste jeg i øvrigt for nylig i en kronik til samme avis, men den ville man ikke bringe – »forbuden tale«? Vi skal sørme ikke så tvivl om Muslimproblemet. Mens Dansk Folkepartis Dagblad sandelig ikke kunne drømme om at karakterisere hvide pistolbevæbnede hashsælgende gangstere som »kristne«, handler det til gengæld for alt i verden om at fastholde billedet af mørklødede pistolbevæbnede hashsælgende gangstere som »muslimer«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema




























