Blandt mange paradokser og inkonsistenser i en totalitær bogstavtro tilgang til religion, det være sig f.eks. islam, kristendom eller jødedom, er den religiøst determinerede dødsdom muligvis den mest problematiske. Personligt er jeg imod dødsstraf, fordi selv verdens bedste retssystem kan tage fejl og henrette en uskyldig, og for denne fejl findes ingen fortrydelsesret eller oprejsning overhovedet. Heller ikke fængselsstraf er på nogen måder optimal og kunne i en række tilfælde erstattes med andre sanktioner, ikke mindst resocialiserende samfundstjeneste – men i modsætning til dødsstraf kan en uskyldigt indsat i det mindste i nogen grad få oprejsning og erstatning. Intet kan selvfølgelig til fulde opveje den frihedsberøvende straf, heller ikke solid økonomisk kompensation, men det kan dog i en række tilfælde forbedre situationen. Noget sådant er selvsagt helt umuligt med en dødsstraf, der rammer en uskyldig, og eftersom intet retssystem er ufejlbarligt, begås der i så fald ikke alene en fejl – der begås en fatalt uoprettelig fejl. Der er andre grunde til at tage afstand fra dødsstraf, men denne er rigeligt udslagsgivende til at bekæmpe dødsstraf i mine øjne. Imidlertid finder jeg det besynderligt, når diverse politikere skal afsværge dødsstraffen absolut. Det er noget, man først og fremmest afkræver muslimer – men sågar Søren Krarup forviklede sig for et par måneder siden ud i denne problemstilling og nægtede umiddelbart at afsværge dødsstraffen absolut. Hvordan skulle han også kunne det? Hvordan skulle nogen kunne det? Også en politiker må erkende, at man selvfølgelig ikke kan forudsige hvert evig eneste hypotetiske scenario, og at man derfor heller ikke med absolut sikkerhed ved, om ikke der kunne tænkes én eller anden marginal og trængt situation, hvor princippet desværre glippede. Hvem kan for alvor sætte sig ind i følelserne og garantere 110 procent, at man f.eks. ikke ville acceptere dødsstraf i en situation som efter besættelsestiden, hvor man måske på allernærmeste hold eller egen krop havde oplevet grusomheder fra en, der nu stod foran sin domsafsigelse? Eller i dag, hvis f.eks. éns barn var blevet udsat for et brutalt overgreb af den ene eller anden slags? Hvem kan vide, hvordan man føler i sådanne situationer, og hvorledes ens følelser efterfølgende vil indvirke på ræsonnement og standpunkt? Ingen, der tør svare ærligt, vil jeg tro. Det eneste, man kan, er at ræsonnere sig frem til og argumentere for, hvorfor statsligt sanktioneret dødsstraf er en forkastelig løsning, som af principielle grunde må bekæmpes. Hypotetiske tilfælde under svært emotionelle trængsler kan ingen forudsige, før de befinder sig i sådanne. I min optik er der intet til hinder for at være principielt modstander af dødsstraf, uden af den grund at kunne eller behøve svare absolut. Men ét er de (lykkeligvis uhyre sjældne) situationer, hvor sådanne helt uforudsigelige forhold spiller ind på den enkeltes personlige vurdering, og derfor er disse også irrelevante for den principielle politiske debat. Derfor forbliver min indvending mod al dødsstraf som nævnt: At ingen stat bør have en så ultimativ sanktion i sin magt, fordi ingen stat råder over et retssystem, der er absolut ufejlbarligt. Så meget desto mere absurd og uhyggelig er den fundamentalistiske tilgangsvinkel til dødsstraffen. Både kristendom og islam opererer med hinsidig straf i helvede, hvilket i sig selv turde overflødiggøre enhver dødsstraf, eftersom Gud åbenbart sikrer synderens evige pinsler – og hvilken menneskelig dommer skulle vel være almægtig nok til at kunne foregribe eller fremskynde Guds domsafsigelse med usvigelig (almægtig) sikkerhed? Både at operere med en dennesidig dødsstraf og en hinsidig evighedspinsel forekommer om ikke at være selvmodsigende, så dog i alle tilfælde at være – tilgiv ordvalget – overkill. Men én udmøntning heraf er dog så ualmindelig uansvarlig, at selv dødsstraftilhængere burde kunne være enige om at afstå fra denne sanktion: Dødsstraf for børn. Dette er da heldigvis også en dom, der ser ud til at være kraftigt på retur: I 1994 hævede Yemen minimumsalderen for dødstraf, således at en dødsdømt som minimum skal have været 18 år ved forbrydelsen. I 1997 indstillede Kina dødsstraf for børn. Først så sent som i 2005 forbød man også henrettelser af børn i USA, efter at Højesteret havde vurderet, at de var i modstrid med den amerikanske forfatning. Tilsyneladende er det et område, hvor man altså kan tale om ’fremskridt’ – denne brutalisering af retssystemet praktiseres næsten ikke længere. Med én undtagelse: Iran. Amnesty International kan i en nylig rapport oplyse, at mindst 71 dødsdømte under 18 år afventer deres henrettelse i Iran, og at man siden 1990 har henrettet 24, der var under 18, da de blev idømt dødsstraf (heraf er dommen også eksekveret for 11, før de fyldte 18). Og det reelle tal er sandsynligvis højere. At børnehenrettelser kun er en brøkdel af henrettelserne i Iran, gør blot billedet værre - og totalitarismen lige så uhyggelig, som den er selvafslørende: Tænk at et system, der hævdes at være så tilsyneladende vidunderligt som en stat, der tilnærmes at være i overensstemmelse med den almægtige Gud, ligefrem lider af så alvorlige mangler og forbrydelser, at man sågar må henrette børn?