På konferencen 'Civilisationernes Alliance' i Istanbul holdt Anders Fogh Rasmussen sin første tale efter udnævnelsen til NATO's kommende generalsekretær, og her undsagde den afgåede danske statsminister reelt Dansk Folkeparti: »Jeg fordømmer alle handlinger, der dæmoniserer folk på baggrund af deres religion eller etniske baggrund. Jeg respekterer islam som en af verdens største religioner såvel som dens symboler. (...) Jeg ville aldrig selv afbilde nogen religiøs figur, inklusive profeten Muhammed, på en måde, der kan såre andres følelser. Jeg var dybt foruroliget over, at mange så tegningerne som et dansk forsøg på at fornærme muslimer. Intet kunne ligge mig fjernere.« ( Politiken.dk, 6.4.2009). Betænk lige et par sekunder, hvor ofte Dansk Folkeparti har sidestillet islam og islamiske symboler med nazisme, hagekors og middelalderlig ondskab, for slet ikke at nævne de mange gange, hvor partiets frontpolitikere har dæmoniseret muslimer en bloc som en kollektiv trussel mod Danmark. Ja, ikke sandt? Set i et dansk perspektiv var Foghs tale reelt en klar undsigelse af Dansk Folkeparti - ingen tvivl om dét. Dermed gik den tidligere danske statsminister for så vidt længere end sine hidtidige brud med sin egen position under karikaturkrisen (idet han atter anerkendte men'et i den illusoriske myte om en absolut ytringsfrihed, og dermed også indirekte hamrede en pæl gennem sin egen tidligere illusoriske opdeling af karikaturdebatten i ytringsfrihedsforkæmpere og ytringsfrihedsmodstandere). Fogh har med andre ord indirekte fastholdt og yderligere indskærpet den lære, som en række af hans egne kritikere ellers dengang blev tilsværtet for at fastslå, nemlig at man 1) sagtens kan gå fuldt og udelt ind for den ytringsfrihed, vi har, herunder anerkende Jyllands-Postens ret til at trykke de pågældende karikaturer, samtidig med, at man 2) på det kraftigste tager afstand fra den propaganda, som avisens hån, spot og latterliggørelse var udtryk for (dels i JP's specifikke kontekst - når man ser på den konkrete opsætning af karikaturerne, forsidelanceringen, Roses erklæring og ikke mindst den hyppigt oversete propagandistiske leder i samme dags udgave af JP - og dels i den generelt antimuslimske danske debats kontekst), og 3) påpege den diplomatiske udvej af denne type provokationer ved både at forsvare ytringsfriheden og tage utvetydigt afstand fra JP's konkrete dæmonisering af et religiøst mindretal i Danmark. Dette var essensen af de flestes kritik af Jyllands-Postens og regeringens ageren i de famøse måneder i 2005-2006, og hele baggrunden, forløbet og en uddybning heraf findes mere kildetæt, grundigere og fyldigere analyseret og dokumenteret end noget andet sted her: Karikaturkrisen. Denne lære, som Fogh dengang modsatte sig, og hvis substans han og andre fordrejede til ugenkendelighed, tog han imidlertid allerede så småt til sig i efteråret 2006 under karikaturkrise 2 (DFU's sommerkonkurrence i at håne muslimernes profet, bl.a. ved at tegne Muhammed som en urinerende og øldrikkende kamel), som han reagerede klart og utvetydigt afstandtagende på, uden at dette selvfølgelig kompromitterede ytringsfriheden - nøjagtigt sådan, som vi var en del, der havde kritiseret ham for ikke at reagere på karikaturkrise 1. Samme mønster gjorde sig i øvrigt gældende for den svenske regerings vedkommende, da den fik afdramatiserede karikaturkrise 3 i forbindelse med Lars Vilks i september 2007 (karikaturkrise 1-3 er kortfattet genfortalt og sammenlignet her: De tre nordiske karikaturkriser). Men tilbage til Foghs tale i Istanbul. Her rækker han ikke alene tilbage til sin egen håndtering af karikaturkrise 2, men han rækker også tilbage til den tale, han holdt ved Folketingets åbning i oktober 2007: »Jeg har en stærk appel til alle. Lad nu ikke terrorsagerne give anledning til at dæmonisere danskere med muslimsk baggrund. Vi taler om et meget lille mindretal, der har ekstreme holdninger. De må ikke få lov at ødelægge tilværelsen for det massive flertal af danske muslimer, som har skabt sig et godt og fredeligt liv i Danmark med uddannelse og arbejde. Lad os forene kræfterne om at bekæmpe truslen fra ekstremismen. Lad os holde sammen om et samfund med frihed til forskellighed. Et samfund, hvor den enkelte borger bliver respekteret som menneske og ikke som kristen eller muslim eller jøde, buddhist eller hindu eller ateist.« Denne passage i åbningstalen var imidlertid generel og uden relation til karikaturkrisen og de debatpositioner, der gjorde sig gældende her - men det var ikke tilfældet med talen i Istanbul. Her var han nede og strejfe substansen i en sag med meget velkendte, identificerbare og skarpt profilerede modsætninger, og det er derfor, at der ikke er tvivl om, at Foghs tale i Istanbul de facto var den undsigelse af Dansk Folkeparti, han blot aldrig har turdet eksplicitere. For enhver, der kender blot en smule til Dansk Folkepartis retorik og politik, ved naturligvis at det er denne adresse i Danmark, der er karakteriseret, når han siger: »Jeg fordømmer alle handlinger, der dæmoniserer folk på baggrund af deres religion eller etniske baggrund.« Det er selvfølgelig også derfor, at Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, ikke kan skjule sin irritation, selv om han forsøger at lægge en dæmper på den: »Talen var lige lovlig behagesyg. Jeg hæfter mig ved, at Fogh ansporer til en politisk korrekthed, som man har i Sverige, hvor man indirekte advarer imod at støde forskellige religioner.« Nu mangler vi bare, at danske regeringstoppolitikere undlader at kredse om Dansk Folkepartis varme grød, men også tør tage direkte og eksplicit afstand fra dét parti, der har en generel dæmonisering af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed som varemærke, dynamik og omdrejningspunkt. Om den nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, kommer dertil, er meget tvivlsomt, i det mindste som mandatfordelingen ser ud p.t. Men det er såmænd langtfra utænkeligt, at også han vil holde en tale i lighed med Foghs - med samme indirekte afstandtagen til netop Dansk Folkeparti. Når han altså engang er gået af.