Ideen med et diplomati er som bekendt blandt andet, at man bestræber sig på at løse konflikter ved hjælp af forhandling og dialog frem for væbnet konfrontation eller krig. Men er der ikke et dilemma - skal man f.eks. forhandle ytringsfrihed og menneskerettigheder med repræsentanter for nationer, der krænker begge dele, og er der i så fald en gradueret skala for, hvornår krænkelserne er tilstrækkelige til, at man slet ikke kan tale med de pågældende? Jeg mener eksempelvis, at Danmark udmærket kan indgå i dialog og forhandling med Israel, selv om landet står bag krigsforbrydelser, menneskeretskrænkelser og overtrædelser af FN-resolutioner i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Blot bør dialogen benyttes til også at kritisere sådanne forhold - hvilket imidlertid sker for sjældent. Men hvad med f.eks. Iran? Her er krænkelserne en endnu mere integreret del af indenrigspolitikken? Eller Saudi-Arabien? Et af verdens allermest totalitære regimer? Eller Nordkorea? Måske det grusomste og mest surrealistiske af samtidens diktaturer overhovedet? Svaret er det samme: Dialog, ja. For det første fordi det er muligt, at man ad denne vej kan forbedre situationen en anelse i de pågældende lande ved bl.a. at eksplicitere kritikken; for det andet fordi det er en mulighed for at sætte kritikken på den globale dagsorden og øge opmærksomheden i - og i nogle tilfælde presset fra - verdensopinionen; og for det tredje fordi man altid kan lære noget om samtalepartneren af diplomati og samtale, hvad enten det er en medspiller eller en modstander, og det kan i sidste ende også være nyttigt, hvis dialogen må indstilles og andre midler tages i brug. Hvad er der da at tabe ved dialog? Så længe man ikke indgår kompromisser, man ikke kan stå inde for, og ikke siger noget, der ikke er i overensstemmelse med de idealer, man ønsker at fremme, er der reelt intet nævneværdigt at tabe. Og hvis det viser sig umuligt at komme nogen vegne med dialogen, kan man altid afbryde, ja, udvandre - hvilket er et politisk signal i sig selv. Men diplomatiet - forsøget, forhandlingerne - skal man selvfølgelig ikke udelukke sig fra på forhånd. Lad os tage tilfældet Durban 2 og Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. Han får sin platform, siges det af kritikere af FN-konferencen, og derfor bør vi boykotte enhver deltagelse - men man glemmer selvfølgelig, at platformen ville han få i alle tilfælde. Han får således nøjagtig den del af den globale opinion i tale, som han ønsker, hvad enten EU og USA er til stede eller ej, men ved at være til stede er der også andre agendaer, som får en platform, de ellers ville være foruden. Der er som nævnt reelt intet at tabe, så længe man ikke indgår aftaler og kompromisser, som man ikke kan stå inde for - og i samtale og diplomati findes nu engang også altid ordet "nej tak", hvorimod en forhåndsboykot er garanteret frugtesløs. HVad er det så, Ahmadinejad har sagt?