Det er gået hen og blevet meget vigtigt for en ung folketingspolitikers karriere, hvad han sagde, sang og gjorde en aften på restaurant Grøften i Tivoli, hvor han er beskyldt for at have heilet og sunget nazisange. Som gennemgået i det foregående indlæg her på bloggen var Morten Messerschmidts første reaktion på beskyldningerne en brødbetynget beklagelse, hvor han bl.a. henviste til, at han havde været så fuld, at han intet huskede. Senere kunne Messerschmidt så alligevel entydigt afvise, at han havde sunget nazisange, og siden kom hukommelsen så meget igen, at han kategorisk kunne afvise hele B.T.s fremstilling af hændelsesforløbet. Ingen nazisang, ingen heilen? Andre har støttet Messerschmidts afvisning. Senest er det desuden kommet frem, at »nazi-sangen« angiveligt stammer fra Tysklands nationalsang: »Deutschland, Deutschland, über Alles. über Alles in der Welt.« Den spillede en afgørende rolle for Nazitysklands selvforståelse og blev af samme grund forbudt af de allierede i 1945. Det er da også netop af hensyn til det nazistiske mellemspil, at man i dagens officielle Tyskland udelader den indledning, som Messerschmidt sang. Er det så en »nazi-sang«? I Nazityskland var det selvfølgelig en nazi-sang - så det kommer an på konteksten. Hvis det er korrekt, at Messerschmidt har heilet, som vidner har udtalt til B.T., er der vel ingen tvivl om, at han som minimum har villet provokere med utvetydige nazistiske referencer: »Han var meget højrøstet og fuld. Og folk tyssede på ham, mens han højt sang en masse sange. Pludselig så jeg, han rejste sig, lænede sig ind over bordet og strakte armen som det nazistiske 'Heil Hitler'. Med den anden arm førte han fingrene op under næsen som et lille overskæg. Folk råbte: 'Sæt dig og lad nu vær'.« (B.T., 29.4.2007). Det er imidlertid næppe afgørende for, om Messerschmidt kan vinde en injuriesag om sagsfremstillingen mod en avis, der i udgangspunktet primært blot refererer en række kilder, og som i øvrigt har et båndudskrift af et interview, hvor hans første reaktion er en brødbetynget beklagelse og en henvisning til, at han ikke rigtig kan huske noget. Derimod er det utvivlsomt en overfortolkning, når B.T.s chefredaktør, Arne Ullum hævder som en kendsgerning, at Messerschmidt »hyldede Hitler«. Det er jo ikke givet i sig selv, at man hylder Hitler ved at heile - det afhænger af konteksten. Hvis en provokation, der bruger nazistiske virkemidler, pr. definition er en hyldest til Hitler, er der vel også antinazistiske provokatører og satirikere, der har »hyldet« Hitler. Langt mere problematisk er det, at flere politikere i Dansk Folkeparti tegner sig for en anti-islamisk propagandaform, der har indlysende paralleller til nazisternes antisemitiske propaganda - det gør dem til farlige propagandister, men heller ikke dét, gør dem uden videre til nazister. Så hvordan man end vender og drejer det, kan Messerschmidts skandaløse opførsel i Tivoli næppe med rimeligheden i behold udlægges som en »hyldest til Hitler«. At heile og synge »Deutschland, Deutschland über Alles« uden andet formål end at provokere er respektløst over for jøder og alle andre, for hvem der er tale om utvetydige associationer til nogle af historiens værste grusomheder. Men hvis det er, hvad der er foregået, er provokation og hyldest stadig væk ikke det samme. Men Messerschmidts efterspil er et problem i sig selv. I stedet for at fastholde, at han intet kan huske, gør han uden videre Torben Lund til en »ven« og konstruerer en historie om fælles fis og ballade. Det ligner unægtelig desperat og iscenesat damage control. Og det var netop dét, der fik Torben Lund på banen: »Jeg synes, det er helt uacceptabelt, at jeg bliver et slags gidsel i den her sag. Han har båret sig ualmindelig dumt ad, og den skal han ikke tørre af på mig. Jeg havde valgt ikke at sige noget om, hvad jeg havde oplevet i Tivoli. Men nu er det nok, og jeg står frem. For det var pinligt ud over alle grænser. Jeg bliver brugt som en slags legimitation for, at det var i festligt lag.« (B.T., 28.4.2007). Det gør det ikke meget mere troværdigt, at Messerschmidt nu så skråsikkert kan afvise hele forløbet - for hvorfor skete det ikke med det samme? Båndudskriftet tyder ikke på, at han var presset af journalisten i forhold til at få sin egen version frem. Hvad enten han nu huskede noget eller ej, fandt han åbenbart heller ikke beskrivelsen af forløbet uforenelig med, hvad han kunne finde på. Derfor var han brødbetynget og modsagde ikke fremstillingen. Og derfor er Messerschmidts efterfølgende udlægning ikke overbevisende. Men er selve forløbet i Tivoli afgørende for vurderingen af Messerschmidt som politiker? Herregud, hvis han har været skidefuld og på rulleskøjter, kommer det vel ikke primært an på en nok så usympatisk provokation - og selv om det skete på en kendt restaurant, var det jo henvendt til privatpersoner, ikke til den bredere offentlighed. Som antydet er derimod det ædru, men iscenesatte efterspil symptomatisk for det egentlige problem. Ud over inddragelsen af Torben Lund som ufrivilligt alibi, er der ingen grænser for, hvor meget Messerschmidt har understreget sin »støtte til Israel«, og hvor forarget han nu er over, at man kan tillægge ham den adfærd, der er kommet for dagen i B.T. Her er vi ovre i det virkelige problem, som balladen om drukturen i Tivoli er et symptom på - men som Dansk Folkeparti til gengæld aldrig ville ekskludere nogen som helst på baggrund af: Det er således helt i sin orden, at folketingsmedlemmer på stribe sammenligner et muslimsk hovedtørklæde med et hagekors, kalder islam for »pest« og »ondskab« og dæmoniserer muslimer i hundredvis af propagandistiske generaliseringer - her skal sandelig kun i alleryderste nødstilfælde beklages eller trækkes i land. Nej, når Messerschmidt oprindelig var brødbetynget, skyldtes det, at der netop er klare grænser for tankeløs hån og dæmonisering over for alle andre end muslimer. Det er da også tankevækkende, at det f.eks. ikke var Krarups sammenligning med tørklædet, der kostede ham et gult kort, men derimod hans tvetydighed omkring dødsstraf og hans udtalelser om, at homoseksuelle er handikappede. Tværtimod har Pia Kjærsgaard utvetydigt bekræftet Krarups oprindelige udtalelse: »Jeg giver Søren Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol - et tørklæde og et hagekors.« (TV-Avisen, DR1, 29.4.2007). Tilsvarende har det ikke givet Messerschmidt det røde kort at gøre alle muslimer til »tabere«, eller tidligere påstande om at muslimske indvandrere er udtryk for »et erobringstogt«. Hans racismedom for »propagandavirksomhed« i 2003 forhindrede heller ikke partiet i at gøre ham til folketingskandidat. Messerschmidts bidrag til den udtalte generaliserende patronisering og dæmonisering af muslimer er det virkelige problem. Og det er desværre symptomatisk for den politiske tilstand i dette land, at det er hans vilde druktur i forholdsvis privat lag, der skaber langt større problemer for hans politiske karriere, end hans propagandavirksomhed.