Den såkaldte starthjælp er en af flere diskriminerende tiltag fra regeringens side, der under det tyndest tænkelige dække af at »motivere til lønarbejde« i virkeligheden blot skal signalere, at flygtninge er uvelkomne i Danmark. Konsekvensen af starthjælpen er nemlig, at de kan forvente at leve under et dansk eksistensminimum, takket være en ydelse, der stiller flygtningefamilierne langt ringere end de dårligst stillede danske familier. Det er således for længst dokumenteret, at starthjælpen i værste fald reducerer flygtningefamiliers rådighedsbeløb helt ned til det halve af en dansk familie på kontanthjælp, og at ordningen primært er et incitament til børnearbejde, tiggeri, sort arbejde, flaskesamling og kriminalitet (jf. Morten Ejrnæs i Velfærd på vildspor, s. 91-114; Frydenlund 2004). Starthjælp er med andre ord ikke en hjælp til flygtningefamilier, der indleder en del af deres tilværelse i Danmark, men reelt et farvelspark til at overbevise dem om, at Danmark er et lukket land. Mens regeringen tordner mod en række totalitære og undertrykkende regimer, gør den alt for at forhindre, at flygtninge herfra skulle blive reddet i sikkerhed i Danmark - og at de få, der gør, får ligeværdige levevilkår med danskerne. Deri ligner fremgangsmåden ganske klart flygtningepolitikken i 1930'erne, hvor man heler ikke havde travlt med at hjælpe flygtninge - dengang jøder fra Nazityskland. Ligesom i dag, hvor Dansk Folkeparti og andre flygtningeskræmte partier underspiller scenariets konsekvenser som et snusfornuftigt 'nej tak' til at "slå ladeportene op" for "hele verden", brugtes samme 'argumentation', når man fra oficiel dansk side lod tyske jøder blive forfulgt og undertrykt af nazisterne. I 1936 skrev lederen af det danske flygtningekontor, Stephan Hurwitz bl.a., at man naturligvis sympatiserede med de forfulgte stakler, men tilføjede: "... ligesaa klart er det, at et lille Samfund som Danmark ikke kan sætte denne sympatiske Følelse over alle andre Hensyn og frit lukke sine Porte op for en Invasion, som Landet arbejdsmæssigt ikke kan bære." ( Kulturkampen 2. årg., nr. 2, september 1936). Ingen diskussion om rimeligheden af at hjælpe et større antal i sikker havn, men blot en frelst stopklods for fremstrakte hænder, som om enhver hjælp var ensbetydende med at lade Danmark blive oversvømmet af hver eneste flygtning. Det er samme tankegang, vi har vænnet os til i dag. En mere human flygtningepolitik er ikke et spørgsmål om at forbedre forholdene for flere forfulgte mennesker, men bliver i stedet straks gjort til en alarmistisk advarsel mod at åbne "sine porte op for en invasion". Dermed kortsluttes de politiske muligheder for at forbedre de umenneskelige forhold, vi byder flygtninge, og i læ heraf kan landets rigeste land spise forfulgte og traumatiserede mennesker med årelange ikke-tilværelser som ikke-borgere. Derfor er det på tide, at der nu er åbnet mulighed for, at to flygtninge kan få fri proces til at føre sager mod de kommuner, der har sat dem på starthjælp. Desværre er den slags sager langvarige at få gennem hele retssystemet, og desværre er der mange eksempler på, at selv menneskerettighedskonventioners nok så klare forbud mod diskrimination behændigt kan gradbøjes af stater med elastiske udenomsfortolkninger, der indlysende udhuler enhver basal lighed for loven. Men nu kan ordningen i det mindste stå sin prøve i det danske retssystem - og lederen af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC), Niels Erik Hansen har utvivlsomt ret i, at det er den massive internationale kritik, der har motiveret bevillingen af fri proces. Drmed er der i sidste ende også åbnet mulighed for at føre de principielle sager videre i det internationale system - og ultimativt måske få sat et punktum for et uværdigt dansk farvelspark til mennesker i nød.