Ingen kan vel være i tvivl om, at langt de fleste udenlandske soldater i Irak udfører deres mission ud fra de bedste personlige motiver - de ser gerne et Irak på fode efter årtiers diktatur, håber på stabil vandforsyning, elektricitet, uddannelse, vækst og velfærd for de hårdt plagede irakere. Næppe nogen kan vel heller betvivle, at de danske soldater har bidraget til forbedringer af tilværelsen for nogle af irakerenes vedkommende. Det betyder imidlertid ingenlunde, at Danmarks bidrag til en krig, hvis iscenesættelse bestod af forløjet propaganda, og hvis (amerikanske) motiver i høj grad (også) var olie og anden økonomisk vinding, er en succes - endsige overhovedet var at foretrække. Ligningen omfatter langt flere faktorer end isolerede solstrålehistorier og gode personlige motiver. Den triste erkendelse er, at den danske mission i Irak har været medvirkende til en militær besættelse, hvor amerikanske soldaters vilkårlige drab på civile tilsyneladende har været almindelige (jf. Amerikanske troppers vilkårlige drab af civile irakere), og hvor tortur, umenneskelig indespærring og brutalisering af civile irakere har kendetegnet alt for store dele af den samlede, amerikanske indsats. Det bør kun de implicerede soldater i almindelighed og deres overordnede i særdeleshed stilles direkte til ansvar for - men som deltagere i en besættelsesmagt er den danske regering medansvarlig for hele missionen - herunder løgnene op til krigen såvel som den brutalisering af civile, som besættelsen i almindelighed har bidraget til. Det er imidlertid betegnende for de oprindelige krigsforherligere i Danmark, at alskens irakiske ulykker næsten uden undtagelse skal tilskrives al Qaeda, terroristerne og de irakiske militser. Den slet skjulte pointe synes at være, at 'vi' jo bare har været de civiliserede og standhaftige hjælpere, som irakerne desværre ikke har været tilstrækkeligt udviklede og oplyste til at forstå og sætte pris på. F.eks. hedder det i dagens leder i Jyllands-Posten: »Det er ikke for meget sagt, at Irak står på borgerkrigens rand. Man kan gøre regnestykket meget enkelt op: Hvad gør man, når man tilbyder et folk muligheden for demokrati efter årtiers bestialsk undertrykkelse, og det så viser sig, at demokrati ikke ønskes? Det er situationen i Irak lige nu. Landet synker ned i et etnisk, religiøst og magtpolitisk kaos, der har meget lange rødder tilbage i Iraks historie.« (JP. 1.8.2007). Sat lidt på spidsen er påstanden med andre ord: Irakisk kaos har »meget lange rødder« ( én gang barbarer, altid ...?), og at »demokrati ikke ønskes« (igen: én gang ...). Så fikst kan man altså også vakse hænder. Modsat JP's lederskribent er sandheden ikke desto mindre, at irakerne i stort tal har deltaget i de demokratiske valg, til trods for borgerkrig og trusler fra terrorister. Men JP fortsætter: »Man kan med fuld ret spørge, hvorfor de internationale styrker skal vedblive med at være en del af et indre irakisk opgør, når nu Irak i sig selv ikke længere er en decideret trussel mod en hel region, som det var under Saddam Hussein.« Et »indre irakisk opgør« - et opgør, der imidlertid ikke alene er blevet voldsomt intensiveret efter de udenlandske troppers langvarige besættelse, men som er meget mere end indre, i og med at tusindvis af militære aktioner er rettet alene mod de amerikanske tropper. Og endelig glemmer JP, at Irak ikke længere var nogen trussel mod »en hel region« i 2003, men blev fremstillet som sådan af krigsivrige politikere (ja, Blair & Bush hævdede ligefrem, at Iraks masseødelæggelsesvåben var en trussel mod den ganske verden). Nej, Irak-krigens efterspil og langvarige besættelse er en fiasko, der endog har udstillet vestlige soldater som tilbøjelige til samme slags grusomheder, mange ellers har været vant til alene at forbinde med diktaturernes torturkamre og vilkårlige brutalisering af civile. Men endnu en behændig myte hives op af posen i JP, der også gerne vil vaske Anders Fogh Rasmussens hænder: