Undertegnedes indlæg om svenske homoseksuelles reference til et centralt Paulus-citat og min problematisering af stigende tendenser til homofobi i Rusland og Europa er blevet mødt af en række kommentarer fra skribenter, der vil have islam og muslimer indblandet i hvad som helst. Det er bemærkelsesværdigt, hvor generelt dette træk efterhånden er blevet i samfundsdebatten: Det er i visse kredse suspekt ikke at deltage i den islamofobe sport at postulere en overvældende trussel mod Danmark og danskerne fra den muslimske minoritet i landet - og fra islam som sådan eller 'den islamiske verden' i almindelighed. Det glemmes behændigt, at 1) intet muslimsk land truer Danmark militært; 2) islamistisk terror er i overvejende grad begrænset til den islamiske verden; 3) der eksisterer ingen fælles-islamisk militærmagt; 4) Vesten er i alle tilfælde talrige gange stærkere økonomisk og militært - og betydeligt mere politisk forenet - end den islamiske verden; 5) i Danmark er og bliver muslimer en splittet, marginaliseret og stigmatiseret befolkningsgruppe uden fælles politisk indflydelse af nævneværdig betydning. Forestillingen om en igangværende »islamisering« af Danmark er med andre ord absurd - ja, slet og ret hysterisk. Alligevel bliver jeg af og til spurgt, hvorfor jeg skriver om diskrimination og dæmonisering af muslimer i Danmark og mindre om den islamiske verdens udbredte totalitarisme. Svaret er: For det første fordi jeg ikke er korrespondent i et islamisk land, men lever i Danmark og f.eks. ikke i Saudi Arabien eller Iran, og derfor primært (men selvfølgelig ikke udelukkende) beskæftiger mig med politiske problemstillinger af relevans for Danmark. For det andet fordi det altid har været min klare overbevisning, at det primære for en humanistisk samfundskritik i Danmark er en magtkritik, der bestræber sig på at holde magten dér, hvor magten altid bør holdes: I skak. For det tredje fordi islam kommer langt nede på listen over anskuelser, ideologier og trosretninger, der har udslagsgivende indflydelse på magtens indretning i Danmark. Det betyder ingenlunde, at der ikke er relevante problemstillinger og kritikpunkter at rette mod befolkningsgrupper uden for magtens korridorer - eller mod menneske- og verdensanskuelser, som er langt fra realpolitisk indflydelse i Danmark - men det betyder, at proportionerne skal matche det reelle omfang af den respektive magt (eller afmagt). Magtkritikken har med andre ord betydeligt højere prioritet end kritikken af en trængt og splittet minoritetsgruppe. Hvad med problemerne minoritetsgrupper imellem? Hvordan f.eks. forene tolerance over for homoseksuelle med tolerance over for muslimer, når nu der er homoseksuelle, som ikke kan fordrage muslimer, mens der er muslimer, som (i endnu højere grad) ikke kan fordrage homoseksuelle - og når visse lande med islamiske regimer sågar har dødsstraf for homoseksualitet? Svaret er, at tolerere specifikke anskuelser ikke er det samme som at bifalde disse, endsige at bifalde hvad som helst - men at acceptere og forsvare specifikke anskuelsers eksistensberettigelse - og naturligvis at bekæmpe bestræbelser på ligefrem at stigmatisere, diskriminere og ekskludere befolkningsgrupper. Og i dag er det ikke mindst muslimer, romaer og arbejdsløse, som man under den herskende tidsånd finder det for godt at håne og diskriminere - og tilskrive suspekte motiver og tilbøjeligheder. Hvis udviklingen i Danmark følger visse tendenser i Østeruopa, risikerer homoseksuelle muligvis også at nærme sig denne ubehagelige status. Men endnu er der vist ingen anden befolkningsgruppe end muslimerne, som visse folketingspolitikere ligefrem direkte eller indirekte tilstræber at fjerne fysisk fra dansk jord - og som i særlig udtalt grad er udsat for dæmoniserende generaliseringer, der er parallelle med historiske propaganda-mekanismer. Det gør den nationalistiske islamofobi til én af de mest konfliktskabende og propagandistiske faktorer med alt for stor realpolitisk indflydelse i dansk politik og samfundsdebat i disse år. Så jo - som heteroseksuel ikke-muslim kan jeg selvfølgelig tolerere og forsvare homoseksuelle og muslimske (såvel som socialistiske, bibelfundamentalistiske, nationalistiske osv.) samfundsborgeres rettigheder og menneskeværd på linje med alle andre samfundsborgere - ud fra et humanistisk perspektiv. Og for nu også at afslutte med det eksempel, der gav anledning til nærværende indlæg: Havde vi boet i Iran, ville forholdene for de homoseksuelle indlysende være værre end i Vesten - men der er ingen tvivl om, at de største trusler mod de homoseksuelles rettigheder i Vesten selvsagt også kommer fra homofobe kræfter med politisk indflydelse i Vesten - og det er afgjort ikke muslimer.