0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad SF kan lære af Ole Sohn

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den seneste tids fokus på Sohns kommunistiske fortid blev først mødt af et forbløffende modtræk fra Sohns hånd: Han beklagede naturligvis igen, men ikke alene bagatelliserede han kammeratligheden over for de østeuropæiske diktatorer, det var også lige før, at han fik det fremstillet, som om han var på en slags antikommunistisk mission som DKP-formand med det bevidste formål at styrte kommunisterne ud i den totale ruin.

Og så var der Sohns apologeter, der helst ville begrave det hele som borgerlig hetz. Det var ganske vist også påfaldende, at B.T. og Jyllands-Posten rejste sagen nøjagtig samme dag, og der er ingen tvivl om, at borgerlige politikere, der f.eks. har støttet apartheidregimet eller ligefrem selv har en fortid på den allermest autoritære del af venstrefløjen, er sluppet langt billigere.

Men derfor kan man dog ikke i S og SF sætte den politiske vinduesvisker på forargelsens afvisende automatpilot. Der er en afgrundsdyb forskel på hysteriet i de ekstremt uvederhæftige forsøg på karaktermord på f.eks. Jørgen Dragsdahl og Jens Nauntofte, og så kritikken af en toppolitiker med uld i mund som Ole Sohn, der har været formand for DDR's pænt betydningsfulde danske supporterklub i slutningen af 1980'erne (sic).

Men nu er der til gengæld heller ikke længere den sten tilbage, som ikke er blevet vendt og drejet.

Hvad kan vi så lære af Sohns historie?

Søren Pind spørger f.eks. efter en egentlig forklaring på Sohns knæfald for totalitarismens politiske »massepsykose«. Vi skal tage ved lære af fortidens to