Statsminister Lars Løkke Rasmussen er af dårlige meningsundersøgelser tvunget til at kaste sig ud i de politiske dueller, han kan. Det er glimrende, for det betyder, at han ikke har frie hænder til at spekulere parti-taktisk i, hvem han møder. Han var veloplagt og hurtig i den første duel med Villy Søvndal, men det gik alligevel ikke ligefrem forrygende, bl.a. i betragtning af, at han alt for åbenlyst talte udenom og efterfølgende måtte dementere et i øvrigt uvedkommende trumfkort om påståede socialdemokratiske ministre på privathospitaler. TV2 havde endvidere bøjet sig for den indlysende kritik af, at debatten ikke skulle produceres af Løkkes ex-spindoktor, Ulla Østergaard, som derfor blev fjernet fra tjansen. Det er imidlertid fortsat intentionen, at hun skal lede TV2's valgdækning, hvilket naturligvis er helt utilfredsstillende, når man tager hendes nære forhold til Løkke og tidligere ageren in mente. Naturligvis kan en ex-spindoktor godt være en glimrende og neutral journalist, redaktør eller producer på et program, der handler om det parti, vedkommende tidligere var ansat hos. Ulla Østergaard var imidlertid ikke alene ualmindelig tæt sammenfedtet med en meget uskøn parti-taktik i Ny Alliance til Venstres store gavn i 2007, men hun har heller ikke siden vist sig opgaven som uafhængig redaktør voksen på TV2 (se linket nedenfor). Tilliden til en politisk duel befordres generelt ikke overvældende af visse partiers politiske venner i ledende stillinger - eller forsøg på at presse tv-kanalernes pressefrihed til at tilrettelægge slagets gang på politikernes (eller den ene politikers) præmisser. Lad os få flere politiske dueller uden underhåndsaftaler og forhåndspræmisser. Og hvorfor dette selektive udvalg, hvor f.eks. Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt kan spekulere i det strategiske korrekte valg af at stille op imod hinanden? Hvorfor ikke lade TV2 og DR selv invitere på kryds og tværs? Lad os f.eks. få Margrethe Vestager kontra Lene Espersen, og Pia Kjærsgaard kontra Johanne Schmidt Nielsen. Og hvis en af duellanterne kategorisk takker nej, fordi vedkommende kan se en parti-taktisk gevinst heri, så lav en hel time med den af de to, der godt turde stille op. Det ville da være rimeligt, ikke sandt? Det skal jo ikke være en politisk fordel at afstå fra en duel, så den modige modpart derved afskæres fra at få sine politiske debat-evner prøvet. Spørgsmålet er ikke uaktuelt. Johanne Schmidt-Nielsen har for nylig skrevet på Facebook: "Da partileder-dueller er kommet på mode, spurgte TV2 nyhederne igår, hvilken partiformand jeg kunne tænke mig en debat med. Jeg udfordrede Pia Kjærsgaard til en debat om de arbejdsløses vilkår. Hvilket hun takkede pænt nej. Fej er vist det rette ord ..." Ja, det er vist det rette ord. Men så let skal hun da ikke slippe, skal hun? Giv politikerne tilbudet om en duel og lad dem finde et tidspunkt, der passer begge bedst, og så må den gennemføres for den eller dem, der dukker op. Simpelthen. Hvis Margrethe Vestager og Lene Espersen inviteres til en times debat på en af public service-kanalerne, og en af dem ikke tør, jamen så får den anden vel bare så meget desto mere taletid over for studieværten? Det behøver det jo ikke blive mindre informativt af - hvis intervieweren vel at mærke er både fair og kritisk. Men til gengæld bliver det umuligt at spekulere parti-taktisk i, hvem man 'gør sig bedst' overfor, eller hvem man mener at have 'de bedste chancer' overfor - eller hvilke overvejelser, der ellers måtte ligge til grund. Og nu er udfordringen jo altså en kendsgerning, så lad os da få Johanne Schmidt-Nielsen kontra Pia Kjærsgaard. Og hvis ikke Kjærsgaard tør, så må pressen jo gå kritisk til værks og spørge, hvad hun egentlig er så bange for? APROPOS > L økkes lejesvend, TV2's Ulla Østergaard igen-igen