For nylig har CEPOS beregnet den samlede udgift til indvandringen i 2010 til 14,2 mia. kr. - hvilket meget illustrativt er i størrelsesordenen af en hel efterlønsordning. Det fik som ventet straks Venstre til at lede efter yderligere diskriminerende nedskæringstiltag, der alene var øremærket indvandrere. Tallet er imidlertid ubrugeligt til andet end kortsigtet populistisk manipulation. At fremtiden hele tiden ændrer sig, fordi nutidens betingelser ændrer sig på måder, ingen alligevel kan forudsige, er én ting. Men at regnestykket også er vanskeligt, når man bilder offentligheden ind, at dette kan opgøres objektivt, viser sig også derved, at Økonomiministeriet i 1995 beregnede nettoudgifterne for indvandringen til 10,3 mia. kroner, hvorimod Rockwool Fondens Forskningsenhed i 1996 og 1999 beregnede nettoudgifterne til henholdsvis 3,9 mia. kr. og 2,6 mia. kr. Der er ingen objektive kriterier, ud fra hvilke man kan gøre den slags op med skudsikker præcision. Ifølge en anden beregning vil hver eneste nyfødte dansker koste ca. 850.000 kr. i et samlet livsforløb som følge af de eksisterende velfærdsydelser. Overvismanden slår alarm, og finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler: »Vi har allerede skullet finde besparelser på 24 mia. kr. i år og de næste to år. Dernæst skal vi spare yderligere 20-25 mia. kr. frem mod 2020. Men det værste er, at vi har udsigt til underskud i den offentlige økonomi i de næste 50 år.« (Jp.dk, 19.2.2011). Hvordan tallene end gøres op, er det indiskutabelt, at der er store underskud - hvad der imidlertid er alt andet end indiskutabelt er, hvordan vi skal prioritere for at hente de manglende milliarder ind. Denne afgørende detalje undergraves dels af de profeter, der tror, at de kan se årtier (eller som finansministeren - et halvt århundrede) frem i krystalkuglen, og dels af alle dem, der igen og igen nægter at erkende, at der er mange forskellige måder at finansiere underskudene på. Politik er og bliver prioritering. Man kan af strategiske grunde vælge den helt urimelige løsning at holde hånden over boligejerne, der har lukreret voldsomt meget på skattestoppets fastfrysning af ejendomsværdiskatten på krone-øre-niveau. Men hvis man fortsat vil frede denne store gruppe, må man vel sige det, som det er - at det er en politisk prioritering, der går udover andre områder. Man kan også vælge af afskaffe efterlønnen, men man kan ikke med redeligheden i behold hævde, at det er nødvendigt - kun at man foretrækker denne nedskæring frem for så meget andet. F.eks. er der også rigtig mange milliarder at hente ved en genindførelse af den tidligere aktieomsætningsafgift og ved at spare på statens direkte og indirekte støtte til landbruget. Det er et spørgsmål om prioritering. At trække indvandrere som eksplicit befolkningsgruppe ind i diskussionen på den måde, det nu er sket på (igen), er i bedste fald usagligt. Cand.polit. Preben Etwil har f.eks. i et interview tidligere på året fastslået, at der er mange befolkningsgrupper, der ud fra et snævert og selektivt samfundssyn er en 'underskudsforretning' - f.eks. kvinder: