De Radikale vil afskaffe efterlønnen - eller så meget som muligt af den - sammen med VK-regeringen. Men de vil også have en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister efter et valg. Kan man både blæse og have mel i munden på samme tid? Første del af et svar er vel, at det kan man godt - det efterlader blot en hvid sky af mel. Anden del af et svar er, at det jo ikke er, hvad De Radikale gør - de vil ganske vist både blæse og have mel i munden, men ikke samtidig. Og det er jo i al sin enkelhed, hvad manøvren går ud på for Margrethe Vestager. Uanset hvad man måtte mene om denne dobbeltstrategis resultater i oppositionen såvel som regeringen, er den udtryk for et simpelt politisk skakparti, hvor De Radikale går efter deres egen politik på alle hylder - efter nogle år, hvor de er blevet nærmest ydmyget af partiledelserne i S og SF. De Radikale har en politisk ønskeseddel, de gerne vil have opfyldt, og politik handler jo nu engang om at få opfyldt så meget som muligt af sin egen politik med visse hensyn til eventuelle politiske alliancer - og sådanne hensyn har S-SF's egne strategiske manøvrer i retning af Dansk Folkeparti ikke ligefrem givet De Radikale grund til at tage. Efter at Dansk Folkeparti har fået deres grænseskur og flere stramninger, vil efterlønnen reelt være historie, hvis forhandlingerne når i mål - og det vil det i givet fald være meget vanskeligt at ændre på igen. Hvad de øvrige oppositionspartier kan, er at finde en måde at bøde på den social- og fordelingspolitiske effekt af efterlønnens afskaffelse - efter et valg. Men til gengæld er katten så også ude af sækken: Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten kan gå til valg og kæmpe for et regerinsskifte uden at tænke på den joker, De Radikales efterlønsmodstand ville repræsentere både under og efter en valgkamp, for dét løb er ved at være kørt til ende. En ny regering kan måske endog af samme grund blive lidt mere stabil. Skulle flertallet skifte efter et valg, har De Radikale således ret i, at VK's udlændingepolitiske indrømmelser til Dansk Folkeparti, kan annulleres - hvis og såfremt Socialdemokraterne og SF er parate til det. Det er med andre ord i givet fald alene op til Søvndal og Thorning-Schmidt at slå en streg over DF's 'gevinster' af de igangværende forhandlinger. Tilbage står altså at efterlønnen ser ud til at blive så godt som afskaffet. Budskabet til vælgerne er derfor klart: Hvis den alligevel skal bevares, sker det kun gennem et rent S-SF-EL-flertal. Dansk Folkeparti er væk i det spil. Og skal DF også væk i det værdipolitiske spil, skal et regeringsskifte baseres på en styrkelse af De Radikales og Enhedslistens indflydelse såvel som et valg eller genvalg til de kandidater i S og SF, der for alvor tør presse Søvndal og Thorning-Schmidt i humanistisk værdipolitisk retning. Komplekst? Måske. Men sådan ligger kortene sandsynligvis efter den igangværende kabale op til det kommende valg. APROPOS Find de humanistiske værdipolitikere blandt kandidaterne her: > Anbefalede humanistiske værdipolitikere