Tømreren Kurt på anden sal til højre, den rødhårede Eva i døgnkiosken på hjørnet, eller Hassan, der er tandtekniker ovre i centeret, er konkrete mennesker af kød og blod. Ikke to er ens, men ikke én er mere menneske end de andre. Derfor er demagogiske henvisninger til »folket« altid problematiske, fordi de mases ned over virkeligheden og sammenpresser konkrete mennesker til abstrakte masser. Det er også derfor politikere ikke vil tale om personsager – det er f.eks. meget lettere at trække et 'tal' fra befolkningsstatistikken, end det er at forklare, at man vil smide et menneske af kød og blod ud af landet til en skræmmende uvis skæbne. Og jo mere politikere appellerer til massen frem for mennesket, desto lettere er det også at identificere »os« med en selektiv delmængde, der forskyder »dem« til et samfundsvakuum. Det er som bekendt det, der er sket i de senere år, hvor tusindvis af mennesker er afskåret fra indflydelse på beslutningsprocessen i det land, de bor i, blot fordi et flertal har besluttet, at de ikke er en del af den variable abstraktion »folket«. Jamen er det ikke bare demokratiets vilkår – flertallet bestemmer det hele? Det kommer an på, hvad et demokrati er, og et folketingsvalg er vel ikke nogen upassende anledning til at minde om, hvorfor betydningen af ordet »folkestyre« slet ikke er så indlysende – og hvorfor det især er problematisk at identificere folkestyre og flertalsstyre. Hvad er demokrati? spurgte Hal Koch i en bog i 1945: »Var en ting blot vedtaget ved afstemning, var der ingen tvivl om dens berettigelse. Så var demokratisk set alt i orden. Så let går det imidlertid ikke. Ellers ville der ikke – demokratisk set – være noget at bebrejde nazismen i Tyskland, og der findes adskillige stater, hvor enhver afstemning, hvis den da overhovedet er mulig, ville medføre et rent autoritært styre.« En lignende betragtning luftede allerede Alexis de Tocqueville i 1832: »Hvis flertallets enevælde kommer til at træde i stedet for alle de forskellige magter, som før lagde sig hindrende i vejen for individets frie udfoldelse, skifter ondet bare karakter. Da har menneskene ikke fundet frem til et liv i frihed. Trældommen har bare skiftet form.« Og derfor fremhævede allerede Lord Acton i en berømt tale i 1877, at et lands virkelige frihed, skal vurderes på »omfanget af den sikkerhed, som minoriteterne nyder«. Væsentlige pointer også i dag, hvor demokratiet er blevet en selvfølge, men hvor det måske også derfor er lettere at overse, at beskyttelsen af individet og minoriteten imod majoritetens magt er grundpiller i den tænkning, vores samfundskonstruktion udspringer af. Magt er altid potentielt farlig, uanset hvor mange eller få, der sidder på den, og hvad enten den er direkte eller repræsentativ. Det er derfor, at det for det første er så vigtigt at sikre, at enhver borger er lige for loven, uanset om vedkommende er mand eller kvinde, hvid eller sort, buddhist eller ateist, rig eller fattig osv. Men det er også derfor, at der for det andet er grænser for, hvad enhver magt – ikke mindst statens overmagt – kan og må bruges til. Derfor er et virkeligt retssamfund kendetegnet ved, at dets grundlæggende principper selvfølgelig må være hævet over de magthavere og den beslutningsproces, de er sat i verden for at indramme og regulere. Alligevel er tusindvis af mennesker altså i dag uden indflydelse på beslutningsprocessen i det land, de bor i. Alligevel har tusindvis af mennesker fået skiveskåret deres rettigheder år for år, ofte til trods for at de har været borgere i samfundet i årevis. Mennesker uden samme rettigheder som dig. Mennesker, der ikke nyder samme friheder og beskyttelse som dig. Mennesker, der ikke må stemme som dig. Det er flertalsbesluttet – men er det også demokratisk? Tænk over det, når du sætter dit kryds. Godt valg til dig, der har et. APROPOS > FV2011: Anbefalede humanistiske værdpolitikere > Trine Pertou Mach: Ikke et samfund med borgere på 2. klasse OG DAGENS LINK TIL DEM, DER IKKE GIDER VALGSNAK: > Fotoserie: Bulbjerg og Skarreklit