Takket være De Radikales og Enhedslistens fremgang og efterfølgende direkte og indirekte indflydelse på regeringsgrundlaget er der taget hul på et reelt opgør med ti års permanent tiltagende eksklusion og assimilation i udlændingepolitikken. Det holdt hårdt. Hvis ikke De Radikale og Enhedslisten havde stået fast på et humanistisk modspil til VKO's værdipolitik – også i modvind – ville Dansk Folkepartis tiårige dominans være blevet ført videre i vid udstrækning, for S-SF's partiledelser og strateger har i årevis søgt at spille lige op med det meste af Kjærsgaards og Pinds diskrimination og chikane. Ida Auken og Astrid Krag springer denne forhistorie over i et forsvar for SF's kurs, der tilmed benægter partiets valgnederlag ved at henvise til, at der har fundet et regeringsskifte sted (Politiken, 29.9.2011). Og ja, SF vandt en del af regeringsmagten, men kendsgerningen forbliver, at S-SF tabte otte mandater, og at De Radikale og Enhedslisten vandt seksten. At tale udenom nederlaget er ikke bare forkert – det blokerer også for den nødvendige selvransagelse. At Villy Søvndal f.eks. ikke har villet se nederlaget i øjnene, er selvafslørende ovenpå den fuldstændig hovedløse forbigåelse af oplagte ministeremner i folketingsgruppen til fordel for forfremmelsen af Thor Möger Pedersen, som ellers netop har været en af hovedarkitekterne bag SF's markante valgnederlag og værdipolitiske nedsmeltning. Og at Ida Auken og Astrid Krag fastholder dogmet om, at en mere humanistisk udlændingepolitik får vælgerkorpset til at besvime kollektivt og stemme blåt, er kun en udløber af den selv samme panik, hvormed Søvndal, Sohn & Möger Pedersen har gennemtrumfet SF's værdipolitiske højredrejning. Partiledelserne i S-SF opdagede øjensynligt aldrig, at »nok er nok«-reaktionens ryk allerede i 2007 havde et markant systemskifte-potentiale, der stod til at vinde en overbevisende sejr i opgøret med VKO's værdipolitik og kun tabte på målstregen som følge af personskandaler og Naser Khaders ubehjælpsomme dobbeltspil. Frem for at tage ved lære af Gitte Seebergs mod og succes forvekslede man tilsyneladende Khaders fiasko og den foranderlige tidsånd med en politisk 'lov' om, at man aldrig kan vinde en værdi- og udlændingepolitisk konfrontation med VKO. Helt frem til valget i 2011 opdagede man heller ikke, at også den brede befolkning over årene er blevet betydeligt mere åben over for udlændinge, men fortsatte mekanisk eksklusions-dogmatikken frem for offensivt at udstille de menneskelige omkostninger ved VKO's rå og kafkaske diskrimination. Hvor rodfæstet det alarmistiske indvandrer-fokus var blevet i toneangivende dele af SF, demonstrerede Astrid Krag med al tydelighed, da hun under valgkampen kaldte det et »fjollet forslag« at nedlægge Integrationsministeriet. Krag har hverken villet eller kunnet fatte, hvorledes den tilbagevendende tendens til at udgrænse indvandrere i kraft af den etnisk selektive diagnose »integrationsmangel« selvfølgelig også har bidraget til at fortegne almene samfundsproblemer, som om de ene og alene var 'indvandrerfænomener' af så ekstraordinær karakter, at de krævede deres helt egen minister og deres helt eget stigmatiserende begrebsapparat. I årevis har man f.eks. insisteret på at italesætte det som »integrationsproblemer«, hvis unge med indvandrerbaggrund var involveret i bandekriminalitet eller gadeoptøjer, hvorimod fuldkommen parallelle problemer, hvor der var tale om pæredanske kriminelle og pæredanske optøjer, bekvemt nok er blevet holdt helt fri for dette stempel. For »deres« problemer er jo altid af en helt anden klasse end »vores«, ikke sandt? Dermed har man både fortegnet problemernes karakter og løsninger i marginaliseringen af én befolkningsgruppe. Og derfor er det godt, at Integrationsministeriet endelig bliver nedlagt som selvstændigt ministerium (ikke på grund af, men på trods af Krag-fløjen), så problemfelter behandles af ministerier for alle borgere, frem for at være en del af iscenesættelsen af »dem og os«. Afkodningen og afviklingen af stigmatiserende begreber er en lille, men vigtig del af det hele, men en normalisering og afdramatisering af forskellige etniske og religiøse gruppers tilstedeværelse i det danske samfund forudsætter selvfølgelig et tilbundsgående parlamentarisk opgør med ti års indvandrerfjendsk chikanepolitik og ulighed for loven. Det er der heldigvis også taget hul på inden for flere konkrete områder nu, primært takket være Enhedslistens og De Radikales fremgang. Taget hul på. Begyndelsen er ikke ringe, men jeg ser gerne fremad og håber, at fortsættelsen bliver endnu bedre, og at også S-SF har genfundet en stærkere humanistisk rygrad, så der bliver meget mindre behov for at kaste debatkræfter ind værdikampen imod noget så åbenlyst fatalt og kontraproduktivt som diskrimination og mindretalshetz.