En af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer, jeg i reglen sætter pris på, er Mogens Jensen, fordi han plejer at have en vis tyngde og – så vidt jeg har konstateret – ikke er blandt de mest udtalte udenomssnakkere, hvilket er en mangelvare på Christiansborg. Så meget desto mere ærgerligt er det at se hans bortforklaring af den socialdemokratiske krise, som det ganske vist ikke kan være voldsomt underholdende at skulle dvæle ved som socialdemokratisk gruppeformand, og hvor en vis træden vande vel er menneskeligt forståelig. Men at vende ordene på hovedet og blankt benægte fakta får ikke krisen til at gå væk, og det er altid provokerende at opleve politikere, der ikke kan kalde et nederlag for et nederlag. Senest har en række socialdemokratiske lokalformænd og folketingspolitikere placeret skylden for vælgernedgangen hos Helle Thorning-Schmidts spindoktor, Noa Redington, som flere mener er uden forståelse for socialdemokratiske værdier og vælgere. Det vender jeg straks tilbage til. Men det er lige her, at Mogens Jensens bortforklaring må provokere enhver, der ved, hvordan det er gået Socialdemokraterne under de seneste valg: »Jeg kan ikke genkende det billede, der bliver tegnet af Noa Redington. Jeg synes, der er grund til at bemærke, at han i lang tid har været en af Helle Thorning-Schmidts rådgivere. Han er en af dem, som har bidraget til den valgsejr, som vi rent faktisk fik i september, så jeg står uforstående over for den kritik.« ( Politiken.dk, 18.3.2012). »Valgsejr«? VALGSEJR? Hvilken valgsejr? Hvilket parallel-univers er det lige, den gode Hr. Jensen taler fra her? Lad mig lige rekapitulere, hvad jeg også erindrede om her for nogle uger siden: Socialdemokraterne er gået tilbage (folketingsvalget i 2007) og gået tilbage (EU-parlamentsvalget i 2009) og gået tilbage (kommunalvalget i 2011) og gået tilbage (folketingsvalget i 2011). Kommunalvalget i 2011 gav det værste valgresultat for Socialdemokraterne siden 1943, og folketingsvalget gav det værste valgresultat siden 1905. SIDEN 1905! Der har ikke været nogen valgsejr i ÅREVIS for Socialdemokraterne. Ja, Socialdemokraterne har fået regeringsmagten - men så er det dét, man må sige, hvis det er dét, man vil have det til at handle om. Men regeringsmagten skyldes jo ene og alene, at Enhedslisten og De Radikale gik langt mere frem til folketingsvalget i 2011, end Socialdemokraterne og SF gik tilbage. LÆS: Værdipolitisk forår? September 2011 var ikke en »valgsejr«, men det allerværste valg i mere end et århundrede for det gamle parti. ET ÅRHUNDREDE. Socialdemokraterne har tabt og tabt og tabt og tabt under Thorning-Schmidt, punktum. Hvis ikke man ser dét i øjnene, er det ikke kun pinligt udenomssnak - det bringer heller ikke en forståelse af krisen i partiet nærmere. Men er Redington så årsagen til Socialdemokraternes krise? Hvem ved, hvor stor eller lille hans rolle er? Det er i det mindste vanskeligt at vide udefra, al den stund at han ikke ytrer sig særlig meget offentligt. Umiddelbart virker det dog som et desperat syndebukkespil. Jeg tvivler på, at Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen – de to topministre, der uden skyggen af sammenligning har svigtet flest klassiske socialdemokratiske værdier og vælgergrupper – f.eks. har kørt deres ensidige klapjagt på de ledige med Redingtons pistol for panden. Nej, det er især disse to, der bærer det store hovedansvar for den socialdemokratiske krise, og eftersom der er én af dem, som ligefrem har stået i spidsen for partiet under valgkatastrofe efter valgkatastrofe, er ansvaret ikke en toprådgivers, men selvfølgelig først og fremmest den socialdemokratiske leders. Alt andet er udenomssnak. Og så iøjnefaldende udenomssnak løser ikke, men ignorerer eller forværrer kun partiets krise. Apropos > Den socialdemokratise krise har et navn: Helle Thorning-Schmidt