0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ophavsretten og/eller friheden til at dele?

Ethvert forsøg på at beregne, hvad fildeling 'koster' virksomheder, fortaber sig i umulig spådomskunst, og der bruges faktisk flere og flere penge på kulturprodukter på trods (eller måske også på grund) af fildeling. Ikke-kommerciel fildeling er med andre ord ikke det entydige onde, nogen gør det til ...

Rune Engelbreth Larsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Indtægter og ophavsret er nødvendige. Eksponerede popmusikere og bestsellerforfattere kan af og til 'forære' deres nyeste værker væk, fordi de i forvejen tjener styrtende, og fordi denne 'foræring' er en del af en markedsføring, der på forhånd er tænkt ind i en PR-pengemaskine, hvorimod kunstnere, der endnu er under den offentlige radar, eller som kæmper med marginale og svingende indtjeninger for deres bøger, musik eller billedkunst, indlysende har et større umiddelbart behov for, at nogen betaler for deres arbejde.

Det betyder blot ikke, at fildeling behøver være det onde, det ofte gøres til, eller at en rigid forståelse af ophavsretten altid er et gode, hverken for 'bred' eller 'smal' kunst og litteratur.

Jeg er enig med Bjørn Bredal, når han i et indlæg tidligere på året skriver: »Nu senest satte EU så 'beskyttelses'-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og skal de beskyttes! Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe 'beskyttelsen' var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.« (Politiken, 9.1.2012)

Samtidig er der naturligvis også logik i det svar, som chefkonsulent i KODA, Anne Sophie Gersdorff Schrøder skrev som respons herpå: »Kunstnere, producenter og udgivere hilser en god og saglig debat om ophavsretten velkommen, og det kan fx altid diskuteres, om den ophavsretlige beskyttelsestid er for lang eller ej. Men det er et stort problem, hvis vi ikke kan være enige om den helt grundlæggende præmis, at kunstnere og producenter, der skaber film, musik, litteratur mm., har ret til at kræve en betaling, når samfundet ønsker det produkt, man har investeret i - at man har ret til at forsøge at tjene sin investering hjem. Helt i lighed med hvad der gælder for producenter af fjernsyn, vindmøller og biler. Hvis ikke vi kan være enige om denne præmis, må man spørge; hvad skal kunstnere så leve af?«

Der er nok ikke mange, der er ret uenige i heri, men problemstillingen rummer også andre elementer.

Jeg synes, at det er afgørende, at offentlige institutioner og enhver kommerciel brug af et hvilket som helst kunstværk, som er fremstillet af en kunstner, der er i live, honoreres (måske også i en generation efter vedkommendes død af hensyn til arvinger). Selvfølgelig skal ingen tjene penge på malerier, musik eller bøger, uden at den eller dem, der har skabt værket, også tjener noget. Det gør det også nødvendigt med organisationer, der varetager og administrerer denne ophavsret, og det er indlysende, at sådanne organisationer også tager sig betalt for dette arbejde.

Sagen er bare, at dette ikke med samme logik behøver føre til den klapjagt, der foregår mod fildeling på nettet. At kunst og ideer og information i bred forstand er gratis tilgængeligt er umiddelbart godt for læsere, lyttere og seere i almindelighed og derfor godt for samfundet og kulturen som sådan.

Men er der ingen tabere? Givetvis, men det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at gøre op, og det er spørgsmålet, om man kan gøre så meget ved det – og om man bør.

Ethvert forsøg på at beregne, hvad fildeling 'koster' virksomheder og private i tabte indtægter, fortaber sig i alle tilfælde i umulig spådomskunst, for ingen aner noget som helst om, hvordan forbrugsmønstrene ville have udviklet sig uden fildeling. Mange har fået et større betalt kulturforbrug i kølvandet på aktiv fildeling, og der er kunstnere, hvis karriere (og indtægter) har fået et boost som følge af, at deres værker er blevet delt og spredt.

Det korte at det lange er, at ingen kan gøre rengskabet op i kroner og ører. Man kan f.eks. ikke 'oversætte' antal fildelte musiknumre til tabte CD-indtægter, for mange fildelere køber også mere musik, og hvordan salget ville have været i en ikke-fildelings-verden, ved ingen.

I den udstrækning kunstnere og virksomheder taber penge, er man nok bare nødt til at erkende, at den nye digitale virkelighed indebærer en uundgåelig omstilling fra gamle indtjeningskilder til nye.

Og når kunstnere tilbyder deres værker gratis, enten fordi de simpelthen bare gerne vil mangfoldiggøre dem, eller fordi den digitale virkelighed alligevel indebærer fildeling, kan dette også generere opmærksomhed til værker, koncerter, billeder, foredrag osv., der er indtægtsgivende.

Alle må ganske enkelt indstille sig på den virkelighed, at ikke-kommerciel fildeling er umulig at forhindre, men også medgive, at dette jo ingenlunde er musik- eller underholdningsbranchens armageddon. Den enkelte husholdning har faktisk gennemsnitligt forøget sine udgifter til kulturprodukter det forgangne årti, og den globale underholdningsindustri har tilsyneladende også forøget sin værdi i samme periode på trods (eller måske også på grund) af fildeling, jf. rapporten The Sky is Rising.

LÆS: Kulturindustrien lever og har det godt - trods fildeling

Derfor er det også positivt, at kulturminister Uffe Elbæk i et nuanceret og kompetent interview udviser forståelse for de forandringer, den digitale virkelighed har medført, frem for at forfalde til en traditionsbunden afvisning: »Jeg tror, at hele den her underholdningsbranche står over for et kæmpe wake up call. Nogle af de relationer, som ligger til grund for den der barrikadeagtige beskyttelse af de traditionelle rettighedskrav, bunder nok i, at man ikke i tide har forstået, hvad pokker det var, der var ved at ske indenfor branchen.« (Information, 26.3.2012).

LÆS: Interview med Uffe Elbæk

En form for ophavsretsbeskyttelse i form af sikringen af betaling for kommerciel og/eller statslig brug er som nævnt både rimelig og nødvendig, men ikke-kommerciel fildeling er ikke det onde, det ofte bliver gjort til. Og det er kommet for at blive.

APROPOS

> The Sky is Rising (pdf)
> Gratis og billige ebøger af REL

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere